I.
Har du prøvet at fatte og fuldtud forstaa,
at et eneste Hjerte, som knust gaar i Staa
og standser den røde og rindende Strøm,
er en Verden af Længsel, af Digt og af Drøm,
og en eneste Længsel er svimlende rig,
og et eneste Digt er et kummerfyldt Skrig,
og en eneste Drøm er en gylden Pokal
af brusende Glæde og knugende Kval.
Har du prøvet at fatte og fuldtud forstaa,
at et eneste Hjerte, som knust gaar i Staa,
det er Manden, som vristes af Hustruens Favn,
og hans Læber vil stivne omkring hendes Navn;
det er Haanden, som bjerger det daglige Brød,
som skal værne en Rede mod Armod og Nød,
som skal knuge den Elskedes Bryst mod sit Bryst
for at føle den søde og salige Lyst,
men han segner og slappes, bli’r livløs og træt
og mister sit Liv og det Levendes Ret,
naar han kvæstet og knust med en Ed og et Spark
slænges blødende hen paa den blodige Mark.
Har du prøvet at fatte og fuldtud forstaa,
at et eneste Hjerte, som knust gaar i Staa
og standser den røde og rindende Strøm,
er en Verden af Længsel, af Digt og af Drøm.
Og de slænger dem dræbte og blødende hen
— ikke én eller ti eller Tusinde Mænd;
men Hundrede Tusinder. — Hær efter Hær
ligger slagtet og knust under Krigsgudens Sværd.
II.
Men det menige Folk, som fik Vaaben i Haand,
hvorfor sprængte det ikke Aartusinders Baand,
hvorfor brændte det ikke det prangende Slot
og rejste de Rige et blodigt Skafot.
Deres Friheds og Ligheds og Broderskabs Land,
som de droges imod gennem Ørkenens Sand
af Løfter om Hvile bag Trældommens Døgn
— alle Løfter var Ord, alle Ord var kun Løgn.
De blev lydige Slaver, da Børserne bød,
de drog ud for at kriges — til Drab og til Død,
for at værne et Fædrelands Trone og Navn,
som bød dem Aartusinders Trældom og Savn.
De har jublet og skreget med Fyrsternes Ord:
”Vi vil værne vort Land og vort Hjem og vor Jord!”
men Jorden blev givet til Grever i Flæng,
hvis Mødre var Friller i Kongernes Seng!
Og nu slagtes de ydmygt for Armod og Nød,
de værner den Trældom, som Loven dem bød,
de kæmper og lider for Land og for Sprog,
— det Land, som har givet dem Trældommens Aag.
Er det Konge og Kejser, som jamrer af Sult,
lyder Fyrsternes Skrig gennem Slagets Tumult,
gaar de tappert i Kamp med den menige Mand
for at værne det elskede fædrene Land?
Nej, nu raader de Store, nu slagtes de Smaa,
og hvert eneste Hjerte, som knust gaar i Staa
og standser den røde og rindende Strøm,
er en Verden af Længsel, af Digt og af Drøm.