Hele Verden er maskeret, thi vort eget indre Jeg
vil vi skjule for de andre, vil vi gemme bag en Maske,
Per og Povl og dem, vi møder paa vor Gang ad alfar Vej,
skal de vide, at min Livs-Synd er et Bæger og en Flaske?
Nej, vi skjuler vore Synder, vore Sorger, vore Savn,
vore Sjæles Dybder dækkes med et Smil og en Grimace;
naar vi bærer Dødens Smerte i en gold og udslukt Favn,
kan vi smile til Alverden, støje op og le og fjase.
Og det Vilddyr, som vi rummer, denne Arv fra svunden Tid,
da vi nøgne strejfed’ om og gik paa Jagt i store Skove,
da vi vandt os en Slavinde — vores Hun — i blodig Strid,
da de Stærke for de Svage skrev med Magtsprog Livets Love,
dette Dyr af Brunst og Vildskab og af Kærlighed og Had,
maa vi gemme for de andre, naar de spø’r med Mund og Øjne;
det, der truer med at splitte vore svage Sjæle ad,
har vi skjult for vore Venner bag et Væv af List og Løgne.
Aah, men Krigen, som vi hader, rev Kulturens Maske bort;
og det fine, blege Ansigt med de smalle, røde Læber
blev et Rovfjæs, i hvis Øjne der gik Glimt af Gult og Sort,
der sad Blodskum omkring Flaben og de stærke Knusekæber;
vore Negle blev til Kløer! I et vildt og dødsangst Spring
slog vi Gabets Tænder sammen om vor Fjendes hede Strube,
og vi dræbte ham og slængte ham som død og livløs Ting
ned i Løbegravens Muddervand — en blodig, skidden Grube.
Men i Dag er alting Løjer! Tag Kulturens Maske paa,
klæd dig ud som ædel Digter og som Drømmer eller Tænker,
jeg vil huske Vilddyrsfjæset, som jeg bag din Maske saå,
dette Rovdyrblik, der rummer baade Løgn og List og Rænker,
paa Kulturens skønne Klæder vil jeg aldrig mere tro,
disse smukke Ord om Livet og dets Skønhed gi’r jeg Fanden,
thi naar Masken atter falder, er din hvide Haand en Klo,
og du bærer Kainsmærket som en blodig Skrift paa Panden.