Aa Gud — dette Ansigt jeg saa paa igaar,
det blev til et Billed, jeg aldrig forstaar.
Det drømmer fra Væggen og Kammerets Dør
— og hver Gang saa dejligt som aldrig før,
det vokser af Taagen og ser mig imøde
med Øjne saa bange, saa bedende bløde,
det træder imod mig fra Tankernes Dans,
det fylder min Sjæl og min hele Sans,
det stirrer bedrøvet fra Vinduets Gab,
som græd det over sin Lidenskab,
det kulsorte Bryn og det kulsorte Haar —
— hun var som det bladløse Efteraar,
. . . . det tynges af Vemod og synes saa koldt
og græder i Sjælen, fordi det er goldt . . . . .
og Munden, den svulmer, som gav hun sig hen,
som længtes hun mod, at jeg kyssede den.
Det Billed maa Sjælen faa evigt kær,
fordi den kun engang ’har været det nær.