Som en Rad af gyldne Klinger
gennem Flisens vaade Flade
er de matte Lygters Lysskær
i den natbelyste Gade,
og de sidste Vognhjuls Rumlen
bliver borte i det Fjerne.
Mellem sorte Skyers Rande
gror en tavs og ensom Stjerne.
I de klamme Mures Skygge
gaar en bøjet udslidt Kvinde.
— Aah jeg kender disse Øjne!
Det er hende, det er hende.
Jeg har mødt dig mellem Blomster
til en Fest i gyldne Sale,
hvor du gav af dine Glæder
og lod Junkeren betale.
Jeg har mødt dig mellem mange . . .
du var Festens hvide Dronning,
og du gav dem af din Sødme,
af de røde Læbers Honning.
Aah! du blege Bajadere
med de smalle hvide Hænder,
hvor jeg kender dine Øjne
og den Glød, hvormed de brænder.
I det klamme, skidne Stræde
gaar en bøjet udslidt Kvinde.
Hun er træt og graa og kroget
Det er hende. Det er hende.
Hun gaar hjemad til en Stue
uden Blomster, uden Hygge.
Hun er Gadens usle Skøge
og den hvide Dronnings Skygge.
Alle Dagens gode Dyder
har hun livsglad givet Fanden;
og vi købte hendes Glæder . . . . .
Hun er Kvinden, skabt af Manden.