Vi kan høre Hobens Spotten,
og hvor lidt de ænser Faren.
— — —
Men han smiler stolt og stille,
mens vi sidder i Hangaren.
Der er Tavshed. Ingen Pralen,
ingen Godtkøbssnak om Sagen,
for vi véd, at han vil flyve,
og vi venter kun paa Dagen.
Vi har øvet dette Taalmod
i de lange, lyse Nætter.
Vi har stirret mod et Budskab
fra de lysende Raketter.
Og de bringer os et Budskab!
— — —
„Det er Flyvevejr og stille”.
Han vil flyve. — Hvor jeg vidste,
at du voved! — At du vilde!
Nu! han stiger imod Lyset,
flyver roligt frem mod Vandet.
Men han tvinges ned af Vinden.
Se! han daler — han er landet.
Aah! hvor skuffede vi maaber.
— Dog! han skal naa frem til Maalet
han — hvis Villen er saa hærdet
og saa bøjelig som Staalet.
Og han flyver — se, han flyver.
— — —
Men saa smerter mine Sanser.
Han gaar ned — han glider fremad,
Roret knuses, før han standser.
— — — —
Men han smiler stolt og stille
og gaar forrest frem i Skaren.
— —
Der er Andagt over Mængden,
da vi stænger for Hangaren.