Under Nyaarsnyet
1915.
1915.
Se op! Der staar det drømmeskært
I Solfaldsguldets Segnen!
Saa mangt, af Tiden længst fortært,
gaar mod os frem, saa hjærtenært,
af Minders stille Blegnen.
I Øjeblikkets Ønskestund
er lukt vort Sind og tavs vor Mund;
men dybt sig aabner Aandens Sans
mod Fremtidskorets Brus.
Og Haabet hvælver Stjerneglans
om Fædres frelse Hus.
Maa Aarets Herre naadiggod
os hver og en beskære
saa fast en Hu, saa frit et Mod
— for Halvsind læns og Ladhedsblod
og Ømhed for vor Ære.
En trofast Barm, en aaben Haand,
en væbnet Arm, en rede Aand;
et Kærlighedens Flammebaal
slaa Vagt omkring vort Bo :
Med Gud, med Gud, for mandigt Maal
af Hjærtets dybe Tro!
Ja, vil vi vare Danmarks Tarv
fra Gry til Stjærner daane;
og samle Ved om Sjælens Marv
til Voksemagt, til Fremtidsarv
mens Dage gro og graane.
Og agte vel paa Tidens Vink,
det dyre Nu, det Skæbneblink,
der skiller mellem Død og Vaar
og vender Verdners Gang.
Og taarne Fædrelandets Gaard
og gærde om dets Vang.