Det vilde, vaagnende Foraar
med stormspændte Skyers Jag!
Og hidsende Glenteskrig under Ø,
og skurende Is i den væltende Sø,
og splintrede Stammers Brag!
Nu strider Jorden sig ung paany
med sejrende Aandedrag.
Det dunkle, drømmende Foraar
med Løvbrud ved Hegn og Sti:
Den gaar som Sølv gennem Aftnens Vang,
den dybe, smeltende Solsortsang,
som Hjærterne hviler i.
Det glimter af tusinde spæde Haab,
der er med Vaaren forbi.
Det stærke, strømmende Foraar,
med Kildernes løste Klang;
og Fugletrækkets det lange Hvin,
og Luften — aa! — som en solfyldt Vin,
der volder saa vild en Trang.
Det ny fra i Gaar er som gammelt i Dag,
men Livet en levende Sang.
Det blide, bølgende Foraar,
med bristende Blomstersne;
med varlige, vuggende Duftes Skat,
og aandende Muld i den sølvgraa Nat:
Hvad vil mig i Morgen ske?
Der tindrer mod Dig saa nær en Lykke
og volder Dig Hjærteve.
Det skære, skælvende Foraar,
der møder Dig blomsterbly,
og tryller din Sans og dit Morgensind,
og vandrer med Sejr over Verden ind:
et gyldent tonende Gry.
Det er jo din flygtede Ungdoms Lyst,
der gror under Stjærner paany. —
— Det dybe, dragende Foraar,
— det vidunderstraalende Blaa
dets favnende Fylde, dets Fuglelyd,
dets vilde Vælde, dets dybe Fryd,
en Verden, Du aldrig saa!
O, rens dit Hjærte og rank dit Sind,
Dig er det, det kalder paa!