Vort Folk, som det færdes i Arbejdskaar,
i stridende Stræb fra Høst til Vaar;
og synger mod Solen og drager trøst
den samme Byrde fra Vaar til Høst;
mens Ruser røgtes og Væve gaar,
og Hamre larme og Hænder saar.
Det jævne Folk i sin Dagligdont,
dets Dyb er Seklernes Døbefont;
vort Haab i Trang og i tungest Nød,
vor Fremtids frelsende Moderskød;
den viede Urgrund, det Styrkens Væld
fra Sagas Dæmring til senest Kvæld. —
Og sygned Saften i Ærens Træ,
tvang Træthed fejreste Kraft i Knæ;
gik Mismods Svamp i det grønne Ved
med raadløs Riven om Maal og Med;
og sloges Riget med Sot og Nød,
og trued Nornen med Folkedød —
da rørte sig Kraften paany i sin Grund;
det varsled i Løn mod en Rejsningsstund:
En stille Lysning bag Nattens Sky,
et varligt rødmende Rosengry;
en sagte Hvisken med Vindens Gang,
et Sus, et Solsmil, en Vuggesang;
et Kildekvidder langs Skovens Søm,
et Hanegal i en Morgendrøm;
ved Kyndelmisse et Lærkekor,
en Guldskats Klang i den dybe Jord. —
O, Haab, der tindred i tidlig Vaar,
din Sejr skal fejres i Fremtids Aar.
Den Tvivl, der tæred vor Styrkes Rod,
skal fly for Kamphu og tro’sfast Mod;
og styrted Stammer for Stormens Gjald,
der vokser Skove af Agernfald. —
Ja, Folket, Folket, det Kraftens Væld,
fornyer sig selv til senest Kvæld,
og gror efter Vækstens evige Lov,
som Urt i Enge og Eg i Skov.