Dans, min Prinsesse, i Stjærnernes Stund;
stryg den duggede Lok fra din drømmende Mund.
Hør det Sus, der så langt gennem Aftenen går,
mens vort Blus sine Gnister om Agrene sår.
Løft dit dejlige Ansigt kun åbent mod mit,
jeg skal bære Dig trygt gennem Verden så vidt.
O, min Fryd går som Sang gennem Aftenens Vang
over Risbålets Spragen og Fløjternes Klang.
Dans, min Prinsesse, på spædeste Tå;
ser Du Sirius dybt i det skumrende Blå?
Ser Du Sølvslør sig knytte om Tue og Rod,
og Sankt Hans-Ormens grønlige Gnist for din Fod?
O, jeg kender den Duft af dit solrøde Hår,
som Kamille i Blomst og som Kløver på Skår;
og din Ånde som Alfernes Kys på min Kind,
mens dit Knæ strejfer mit over Tågernes Spind.
Dans, min Prinsesse, mit Sommerlands Fryd,
nu danser vi fjærnt os fra Fløjternes Lyd.
Om din Vrist glider Perler af Aftenens Dug,
mod min Hånd møder Trykket af Hofternes Vug.
Agt ej Grævlingens Grynten og Gråulvens Glam,
se mod Lysningen lavt over Kornfaldets Kam.
Der står Roser i Vest, der går Stjærner i Øst;
vi vil danse os bort før det sortner mod Høst.
Dans, min Prinsesse, dans sagtelig ind
i den duft tunge Nat under Stjærnernes Skin.
Lad dem larme og le om det buldrende Bål,
vore Veje går vide mod Drømmenes Mål.
Vi vil danse os bort mod den dragende Kyst,
imens Sommer og Sol end har Magt i vort Bryst.
O, Du susende Skov, o, Du syngende Sø —
vi vil vinde den Evigheds Vår i vort Hjærte, der aldrig kan dø.