Der står så stort et Forår over Lande,
så vældelig en Vår mit Sind har kendt;
et Kor af Sejersråb mod Stævn og Strande,
en højblå Himmel over Verden spændt.
Den brede Blæst, der vækker Sundets Vove!
Den svangre Muld, der ånder for min Fod!
Det Hav af Sol, der skyller over Skove
og fylder alle Dale med sin Flod!
Jeg løfter mine Hænder mod det Høje,
det stolte Solbrud og det blide Blå.
Det er, som om et evigt Verdensøje
mig til det lønligste i Sjælen så. —
O, Sol og Sky og Blæst og nyvakt Grøde!
Jeg elsker denne sejersstærke Magt,
som ildner Hu og synger mig til Møde
med Håb, der dybest var i Lænker lagt.
O, Duft af Slån, der går som Svæv om Lande!
O, kongelige Vår i Hermelin!
Jeg ser mod Stjærnen på din hvide Pande,
og fylder Brystet med din gyldne Vin.
Vi skal da vandre mod en salig Sommer,
med Kraft, der strømmer, og med Liv, der gror;
med Løv i Lunde og med blide Blommer,
og Frugters Fylde i sit fejre Spor.
En Sommer dyb med Dejlighed i Dale,
med Sang i Munde og med Dåd i Pagt,
med grødefulde Tordentimers Tale
og lange Solskinsdages Voksemagt!