Så løves det atter i Lunde,
sig højner den silkeblå Luft;
og jeg går som i fjærneste Riger
hinsides al Døgnets Fornuft.
Der er kongelig Sol over Dale,
og det ånder så blidt mod min Kind,
og intet i Verden kan måle
den Lykke, der løfter mit Sind.
Der er Sol, der er Sang i mit Hjærte,
ingen Vandring er Foden for tung,
og jeg drømmer, som én Gang jeg drømte,
da Sjælen var tyveårsung.
Å, at hilse i skælvende Skygger
den første forsagte Viol,
og at læne sig op mod en Stamme
og blinke mod Himmel og Sol.
Det klunker så ungt under Broen,
der jeg træder i soltørret Sand,
og Gulspurven nede på Stenen
nipper stille af Skovbækkens Vand.
Og en halvvågen Humlebi brummer
sin Sang over knopskællet Sti,
og en gulvinget Sommerfugl sejler
mig søgende vildsomt forbi.
Det er som en Vidunderverden
går gennem mit Hjærte sin Gang,
og nyt er hvert Syn, der mig møder
og vider mit Væsen til Sang.
Og der synger i Blodet en Glæde,
som aldrig kan tolkes i Ord,
og jeg elsker Alskabningens Mylder,
der mødes i Forårets Kor.
Fra Musvågens Vinge deroppe
højt under den sølverne Sky,
til det spædeste Skovmærkegrønne,
hvis Duft er så bedende bly.
Fra Billen, der kredser i Kæret,
og Skræppen på Skovslettens Skrænt,
til den salige Sol over Løvet,
som os Gud i sin Nåde har sendt.