Koldt står på Nattens Bund det hvide Ny,
og Stormen høster i de gamle Skove.
Men tyst der tændtes Solhvervstegn bag Sky;
det gløder varligt mod en Vårdags Gry,
og drømmer dulgt i Kim, hvor Somre sove.
Men vi, der lytter, med bekymret Mund,
mod onde Varselsråb fra Ravn og Råge:
mon ej der går for os en Solhvervsstund
frem over Folkets gamle Odelsgrund,
med Død for Døgnets Mørketvivl og Tåge?
Mon ej det lysner mod en Atterdag,
da vi tør ånde frit og frelst af Våde?
Et Ny årsgry med Bod for Skæbneslag,
og Lovsang mod det vide Verdenstag,
der hvælver sig om Folket af Guds Nåde.
En Frelsens Vår med Fredens Blomsterbro,
en Sommer sød med dejligst Løv i Lunde;
hvor Byg og Bøg tør trøst mod Modning gro —
et Land, hvor vore Børn kan glade bo
og trygt med os i Fædrejorden blunde.