Kløverblomstret, kornfaldsrundet,
guldgult under Høstens Sky,
vinterknuget, stormomspundet,
lyst og løvspringsungt påny:
Det er Landet — Fædrelandet,
O hvor din Slægt i tusind År
stræbte trøst med Håb mod oven,
vendte Ploven,
mens de skifted, Høst og Vår.
Jord blev odlet, Urskov hugget,
brune Sejl jog under Ø;
Land blev frem af Dybet vugget,
Sunde lukt af salten Sø.
Bjørn og Ulv vi drev af Vange,
dybere gik Plovens Stål;
nyfødt Skjaldskab tændte Sommer,
fletted Blommer
om vort gamle Modersmål.
Nye Kilder sprang af Mulde,
nye Tanker lyste ind,
nye Kim gav Lader fulde,
nye Sange sank i Sind.
Og mens Havet brød sin Bølge
som i årle Dages Gry,
nye Hjærter slog i ømme
Elskovsdrømme
under samme Måneny.
Frem og frem går Slægtens Sage
under gyldne Stjærners Gang,
og mod fejre Fremtidsdage
flammer Hjærters Tro og Trang.
Tit nok truet, aldrig kuet,
frankt iblandt os Håbet gror;
må dets Krone aldrig frønnes,
evigt grønnes
over Danmarks kære Jord.