Vinterhimmel og vilde Skyer så langt mit Øje kan se,
mens over Veje og Mennesketråd der stryger den kolde Sne;
den dækker vel og en ensom Grav bag en Landsbykirkegårds Hegn,
et Hjørne Jord med en hvidgrå Karm foruden Navn eller Tegn.
Den gemmer Dig, hvem jeg elsked mest i Barndommens fjærne År,
min Mindeverdens vemodige Skat, sålænge mit Hjærte slår,
som gennem mit bløde Barnesind din lyse Kærlighed spandt,
som leded min Fod og vogted min Vej mens Sol over Himlen randt.
Forlængst Du smuldred bag Kistens Fjæl, dog hænder det endnu tit,
Du kommer til mig i tyste Timer og fæster dit Blik i mit.
End ser jeg Dig, som Du stod og gik og hvor Du stævned og stred,
alt hvad Du elsked i åben Dag, og hvad Du i Løndom led.
Jeg ser som gennem et Drømmesyn din Ungdoms frejdige Dans,
og Lykkens Smil om din sunde Kind og de trofaste Øjnes Glans;
jeg ser, hvor rank Du i Dagen gik som Livets eget Symbol,
hvor let og frit Du dit Hoved bar under Guds klare Sol.
Jeg husker da dybest Kummer spandt om din Sjæl sit grålige Spind,
mens vågne, grådfulde Nætter smalned din hvide Kind;
jeg aned din tunge Grublen- den gjaldt de hjemløse små,
når Solen lyste over en Dag, som dine Øjne ej så.
Jeg så Dig, da Dødens Skygge alt over dit Ansigt gled,
og tungt min Barnesjæl vånded sig ved, hvad dit Legem led;
men og jeg gemmer i Mindet dit lange dragende Blik,
den sidste favnende Hilsen, som jeg fra dit Hjærte fik.
Nu sover Du under din Hjemstavns Jord med seks Fod Muld på dit Bryst,
og over din Grav går stundom et Skær af Sol i den sildige Høst;
men gemte Jorden din Smærtenskalk, dine Sukke, Sorger og Savn,
min sene Tak for din Kærlighed skal kranse dit Modernavn.