Hvad mudrer vel fjærnt under Bankernes Bryn,
et drømmende Bulder som Jordskælvsdøn,
som Hove i gungrende Genfærdstrav,
som kampvrede, sårede Kæmpers Støn.
En Trods der stiger, et Gny, der gror,
og griber om Sinde
den hjælpeløst blinde
og lyttende Jord.
*
Og Dønet vokser med Stormods Hast,
det ruller tungt og det brummer vredt,
og Lys og Lue slår ud i Bål,
så funkeblåt og så flammebredt;
og Bjærge af Mulm med stormflænget Bræm
går med vældeligt Vejr under Himlene frem
og døder Dagen i Harm —
Det er Thor, der ager mod Jættehjem
i kamprustet Karm.
*
Han kommer i Magt, som Storm over Hav,
som fygende Lue, som Fjæld i Skred,
med flyvende Følge af Hvirvelvind,
med døvende Bulder, hvis Genlyd slår
som Brænding mod fjærneste Himles Bred.
Hans Kæmpebukke går Stormgangsfærd,
vildt raser de frem over Mulmets Bro;
om Flankerne stryger den stride Blæst,
Skyvolde flænges af fældede Horn
og Funker flyver fra skærpet Sko.
Et Fnys, som af utæmte Hingstes Stod,
et hvinende Fløjt, som af Kloders Sus
en ramhed Ånde, som svidende Ild,
der koger mod Tågernes kolde Gus.
Mod Udgård spejder han, Asa-Thor,
han luder sig frem i den svajede Karm;
mens Vejrets Kraft om hans Bringe slår,
han brænder sig Vej med blodskudt Syn
og vejer Værget i senet Arm.
Omkring den alvældige Pandes Rund
Stålhuen skinner som Lys fra Nord,
mens Kinden brænder som Ild og Blod
om Hammeren hvidner de brune Knor.
Thi brager han frem imod Jætters Hær,
som Kværnsten snurrer de knusende Hjul,
Ildstrænge stråler fra Fælg og Nav,
det ryger svovlet af Gudens Spor.
*
Men Jorden krummer sin brede Ryg,
den dukker sig Ildstænk og Hagl i Vold;
der styrter Stammer langs skovklædt As,
og rådløst svajer de rædde Strå,
mens Ræven skrukker bag Kærets Knold.
Og Pindsvinet putter sig gryntende væk,
og Finkerne fjæler sig dybest bag Hæk
det suser, syder og skyller,
det svulmer til Flod af Bæk.
*
Så farer Guden sin Sejersfærd
mod Thursers Lande og Jætters Lejr.
Mens Sol går frem over grønne Næs
han står gennem Regnbuens åbne Port
med Bygeslæb langs den mætte Jord,
og Mulmet driver for Søndenvejr.
Da ryster Ræven sin røde Pels
og vejrer stille mod Bondens Gård,
hvor Hylden hegner så drivende gul
og dufter og drypper som nyfødt Vår.
Men ud fra Fjærnet går lange Skimt,
og Hveden gyldnes ved Kornmodsglimt.