C. BergSkrevet til Afsløringen af Bergs Statue i Kolding.I.Så I ham stå der, bred i Folkets Stimmel, vidsynt og høj;Lærkerne sang, mens over Dagens Himmel Sølvskyer fløj.Øjet skød Glimt som Bølgens Blink fra Fjorden,Vårblæstens Ånde videde hans Bryst, Vesterhavets Torden brød i hans Røst.Og hvor vi lytted, når med Tårn og Fløje Fremtidens Vangsteg af hans Tale, tindred i hans Øje, lo i hans Sang.Eller når sagte i hans Stemme skælvedHjærtet, der slog for Slidets mindste små — højere sig hvælved Soldagens Blå.Roddansk som Bøgen rundt de salte Sunde, Blod af vort Blod,ingen som han til Sjælens dybe Grunde Folket forstod.Og som han elsked dem, der stred og savned,store og små på Danmarks vide Jord, tusind Hjærter favned Høvdingens Ord.Han var i Pagt med Vårens Sol den bolde, tryg i sin Tro,strøde sin Udsæd over Agre kolde, hørte det gro;smeded på Morgendagens Sejersmærke:Frihed og Retfærd sat i Æresstol, højt i Somrens stærke frelsende Sol.Dåd var hans Dag til let det om ham kvælded, Ildhu hans Færd;næppe han så bag Banens Løb, der hælded, Aftenens Skær;mærked ej Døden rørte ved hans Pande,segnede tyst med Fanen i sin Favn — Fædreland, Du fagre, fred om hans Navn!II.Her skal han stå, mens Tiders Brus frem over Verden går,i Solfaldsbrand, i Stormvejrssus,som Kæmpen højt på Koldinghus,mens Rygtet om hans Rydningsår til sene Somre når.Han så ej Sejrens Morgenguld gry over grønne Ø’r,med Sang i Luft og Sol på Muldog Rum for frie Tankers Kuld,mens Dagen åbnede sin Dør så bredt som aldrig før.Men det var ham, der planted Vår i Folkets Sind og Agt,som trodsed under hvide Hårmod onde Tvivl og Nedgangskår,og fylkede den Fanevagt, der hæved Ret til Magt.Thi skal hans Drapa aldrig dø i Danmarks Folkehus,det låne Lyd fra Sund og Søog gå som Lurblæst over Ø,i Bøgekroners Sommersus, i Bølgers Orgelbrus.Hans Eftermæles Solskinsbål slå mod vor Fremtids Tag,og styrke unge Viljestålog modne Sind og højne Mål,og skare Mænd fra Dag til Dag om Friheds dyre Sag.