Så lavt går Solen sin Bane
som tynged den Trældomskår;
saa bleg er dens blide Pande
og grånet dens Gyldenhår.
Men lyst det ler i mit Hjærtes Grund:
Jeg véd, den danser mod Vår.
Lad Vintren stride og strænges
og Sneen tvinge dit Tag —
Solen har vendt sig mod Nordens Pol
og stiger hver nyskabt Dag.
Snart stråler dens stingende Pileregn
Iskongens Palads i Kvag.
Den stormer mod højblå Himle
i dårende Sejersfærd,
Violerne slår deres Øjne op
i mildeste Morgenskær;
og Safterne stiger som gylden Vin,
for Tidens Fylde er nær.
Hil være den unge Sommer
med Roser, vi aldrig så,
med Guld og grønneste Skove
og Sølv over Bølger blå,
med al den tindrende Herlighed,
som Hjærterne venter på.