Du Sol, som aabenbarer
din Magt i mindste Plantes Saft,
giv os din lyse Skaberkraft
saa længe Dagen varer.
Vor Hu er varm, men kort vort Liv,
og tvivlsom Lykkens Tærning;
Du, vore Fædres Guddom, giv
din Glans til al vor Gærning.
Gaa frem, gaa frem, du nye Dag,
og frygt ej Mørkets Snarer;
tænd ædel Strid og sign vor Færd,
lad som en Lynild Aandens Sværd
gaa foran vore Skarer.
Straal frem, lys op i Folkets Aand,
gør rig vor Sjæl, gør fast vor Haand,
at vi med Fryd maa bære end
som gamle vore Aar,
og vandre frem som Sædemænd
i Verdens unge Vaar.