Du skulde blevet en ædel Mand,
dit Fædrelands Haab og Ære,
Du skulde vokset Dig stor og sand,
Du skulde ævnet, hvad jeg ej kan,
i Daad, i Ord og i Lære.
Men nu, nu slumrer Du lunt og godt,
de svage Spor, som din Fod har traadt,
er nu et elskeligt Minde blot.
Du skulde staaet i Strid og i Fred
med Modets Trods paa din Pande,
Du skulde slaaet som Lynet vred
paa alt det mørke og usle ned
at knuse, hvad vi forbande.
Men nu Du sover paa fredlyst Felt,
en knækket Ranke i Gravens Telt,
Du Drømmens Høvding, Du Legens Helt.
Jeg skulde skuet dit Navn i Glans
og lyttet til Folkets Tale:
Ej øvedes Daad for Ærens Krans
mer ædel og stor og stolt end hans,
mens Blomst har duftet i Dale.
Men nu, nu hviler Du uden Navn,
forglemt og ukendt i Jordens Havn,
Din Efterverden: min tomme Favn.
Du skulde staaet med Sølverhaar
i Livsdagens Aftentime
og set tilbage paa svundne Aar,
velsignet, elsket, midt i en Vaar
af Børnebørns glade Stime.
Men i den straalende Morgenstund,
før Solen hæved sig stor og rund,
saa kom din tidlige Aftenblund.
Du skulde talt Trøst til Fa’r og Mo’r
i Sorgernes haarde Stunder,
og set det slettes, vort sidste Spor,
og staaet i Graad ved den Tue Jord,
Du havde os gravsat under.
Nu er det os, som i Sorg staar her,
nu er det Dig, som vi gemmer dér,
med Taarer, for Du os var saa kær.
Og dog — den smilende Fremtidsdrøm,
den lyse og stolte Sage,
maaske var den strandet paa Livets Strøm
nu ejer vi den, saa skøn og øm,
nu kan den os ej bedrage.
Du gik mens Livet var rosenrødt,
saa rig og før Du din Fod fik stødt,
sov sødt, mit elskede Barn, sov sødt!