Der takker sig stolte Bjærge,
Tinder med skinnende Sne,
højt over de vingrønne Dale
og Menneskers Virken og Ve.
I Dalen blusser de Roser,
vel hundred flammende Bål,
med Liljer og Oleander
som Krans om en Kæmpeskål.
I Dalen går unge Kvinder
af skæreste Gyldenlød,
Granatblomster i det sorte Hår
og Øjne i tindrende Glød.
Mig fryded Rosernes Luer
og Liljernes Sølvmorsdragt,
i Skær af de isgrønne Strømme
og Gletschernes kølige Pragt;
og så disse natsorte Øjne —
det undred mig sært at se,
at de kunde brænde så flammedybt
i Lys af den evige Sne.