Hvor Heden blunder, øde, mørk og gold,
der står en Runesten fra Hedenold,
og så dens Indskrift lød mens Sekler runde:
Gid denne Sten til sildigst Efterslægt
må tale om min Kærlighed, Torgunne.
På Nattehimlens fløjlsdybe Blå,
der ses så mangen guldrød Stjærne stå,
hvis Glød er slukt utalte År tilbage;
men endnu med det samme Gyldenskær
dens Stråler gennem Verdensrummet drage.
O, Kærlighed, du store alt i alt,
hvem har vel dine År og Dage talt
fra først du tændtes dybt i Tider fjærne!
Hvor langt du lyser over Død og Grav
du Livets underfulde, blanke Stjærne!