Der blinker den i Morgendrøm
som i min Barndoms Ar,
den stille, sommergrønne Sø,
hvor ingen Bølger går.
De lave Huse, nu som før,
sig trænger om den tavse Bred,
med brune Tegl og Mure grå
og Skyggehavers Fred.
Det røde Slot, de ranke Spir,
står fint og let mod Himlens blå;
og intet er forandret her
fra da jeg sidst det så.
Jeg vanked vidt i Verden om,
og tusind Tanker tog mit Sind —
nu har jeg ganske glemt det alt
i Drømme spundet ind.