Du unge Forårsskov med Anemoner
og blå Violer tæt om Bøgens Fod,
påny jeg ser dit fine Løvtag hvælves
i høj og lys og fyrstebåren Skønhed,
påny jeg ånder denne stærke Vårluft,
der bringer alle Nerver til at sitre
og spænder alle Sjælens sarte Strænge
og ildner Årens vintertunge Blod.
Jeg hører Bækken, hvor den muntert haster
med festlig Jubel over våde Stene,
imens den stænker tunge, klare Perler
på brungrønt, halvtudfoldet Bregneløv.
Og Mejser fløjter rundt i Krat og Buske;
og fra den grønne Eng, hvor Kæruld vifter,
to klare Barneøjne ler imod mig
med Glans, som ingen Himlens Stjærne har.
Og Tanke følger stille efter Tanke:
Som denne Skov nu grønnes for mit Øje
og svinger Håbets lyse Fane mod mig,
så løvedes den alt for tusind Slægter,
for unge, glade Hjærter, hvis Forhåbning
som Lærken steg med Sang mod Morgensolen;
og denne Bæk, hvis Rislen når mit Øre
og fylder det med al sin søde Vellyd,
O den randt, som nu, utalte Ar tilbage
og sang for andre sine glade Sange,
for Hjærter, som nu ikke banker mere,
hvis Leg og Glæde nu forlængst er glemt,
hvis Suk og Sorg den kolde Grav har gemt.
Og som i Dag, så vil i nye Sekler
Vår efter Vår de høje Kroner grønnes,
og Sommervinde stryge gennem Løvet
og tænde Blus på nye Slægters Kinder,
når jeg og mine ser ej Solen mer.
Og denne Rislebæk vil trøstig synge
sin gamle Melodi for unge Hjærter,
når mine Ben forlængst er Støv i Støvet
og ingen véd, at også jeg har levet.
Sådan er Livets vemodstunge Love:
Naturen, som ustandseligt gentager
det evigt samme Kredsløb om igen,
mens vi, som voksed af dens Moderskød,
med Verdenssjælens Billed i vort Indre,
kun fødtes for en stakket Stund at ånde
i Lys og Lykke — og i Ve og Vånde.