Den fine Sne, den hvide Sne,
den drysser så jævnt og tæt
ned mellem de stille Stammers
krydsende Grenenæt;
igennem en Luft så lind og lun,
den svæver så blødt som Svanedun,
den daler så vingelet.
O, Vintergubbe, det nytter ej,
du ryster dit isgrå Hår,
thi Lysets Fyrste, den Herre bold,
alt midt i dit Rige står.
Trods al din Vælde, trods Sne og Slud,
står tusind Blomster i Knop og Skud.
Jeg véd forvist, det er Vår.