Jeg længes at træde den dulgte Sti,
den gule, lerede Jord,
hvor én Gang min nøgne Barnefod
satte sit flygtige Spor,
den smaltrådte Sti, der slynger
sig gennem det gulnende Korn,
og svinder ved Agerens Ende
bag den blomstrende Hybentorn.
Thi aldrig var Himlen så skinnende blå,
ej Luften så lys og lind
som den, der i hine —Skærsommerdage
legede om min Kind.