Ja, lad os kaste Tvivlen overbord
og hejse Sejl for Håbets hvide Strande.
Det Land, hvor Fremtids unge Dage gror,
som rige Blomster af en nyskabt Jord,
det ligger hist bag Disens klamme Flor
med Gryets høje Glans omkring sin Pande.
For slappe Sejl med slappe Hverdagstanker,
i Dådløshedens grå Sargassotang
vi driver om, som lå vi støt for Anker,
med Modløshedens Last bag Skudens Planker,
og Horisonten skjult af Tågens Banker
mens Sløvsinds Mare kuer Sjælens Trang.
Hvorfor ej løfte Panden frels og fro
mod Målets fjærne dagninglyse Tinde;
det Håb, hvori vor Ungdoms Drømme lo,
det buer end sin blanke Himmelbro
for hvert et Hjærte, som tør frejdig tro
at der endnu er Verdener at vinde.
Der ligger gemt bag Oceanets, Vover,
det ny San Salvador, som vi skal nå,
den Palmekyst, hvor alle Storme sover,
det Morgenland, som Solen flammer over,
det Eldorado for hver den, der vover
at trodse Vind og Strøm og Bølger grå.
Så lad os kaste Tvivlen overbord
og styre frem mod Håbets lyse Lande,
med frejdigt Sind, med Sang i trofast Kor,
med Mandeviljens Greb om Snækkens Ror
ud over Havet i Colombos Spor
mod Fremtidsrigets forårsfagre Strande.