Jeg for en Skorsteens-Ild mig satte need at smøge
En Pibe Røg-Tobak, betænkt paa at forøge
Min Lykke og min Stand; jeg slet af Tanker fuld
Opspandt saa mangt et Raad, at vinde Sølv og Guld.
At vinde Værdighed, Bestilling, Rang og Ære,
Og hvad en modig Siæl i Verden kand begiære,
Ja mangt et modigt Suk mig ud af Brøstet gik,
For det en anden var, for det en anden fik.
Begiærligheders Aand mig lod for Øjet stille
Alt, hvad vor Verden har, som kand i Øjet spille,
Ja, alt hvad Fristeren paa Bierget spille lod,
GUds Søn at lokke til, at knæle for hans Fod.
Men Fristeren hos mig sig ej bemøye torde,
Mit Hierte af sig selv ham tusend Knæfald giorde,
Det med stor Andagt selv i Brysted, hvor det sad
For Verdens Herlighed for Guld og Sølv tilbad.
Saa mangen snedig Konst, alt saadant at forhverve,
Og hvo som for mig kom, i Vejen at forderve,
Mig Satan foreslog, som Haabet strax faldt bi,
Og svar: Min Velfærdt, ja! min Himmel sad deri.
Mit fulde Forsæt blev alt sligt i Verk at sette,
Og efter beste Konst min Handel at indrette,
Rang, Rigdom, Magt og Pragt mig laa udi mit Sind,
Rang, Rigdom, Magt og Pragt, for Resten var jeg blind.
Imens jeg sidder saa i disse dybe Tanker,
Og til et stort Casteel i Luften Middel sanker,
Med Forsæt, dette Verk at giøre got og kort,
Tobakken sagtelig af Piben brænder bort.
Den tørre Hakke-Mad ved Ildens Kraft forsvinder,
Og Tiden dertil med stilltiendes bortrinder,
Men i det min Tobak ved Ilden saa forgaar,
Min Tunge og min Hals jeg fuld af Aske faar.
Den Aske med sin Smag mig Munden sammen-trekker,
Og af den Tanke-Søvn mig hastelig opvekker,
Jeg seer mig runden om, og spytter ud paa stand
Den u-bereedte Kost, og harker hvad jeg kand.
Jeg seer mit Kammer slet af Røg og Smøg indtaget
Og runden om bespendt, alt hvad jeg nu har maget
Paa Rigdom, Magt og Pragt, en ganske Klokkestund,
Jeg har kun Røg og Smøg, og Aske i min Mund.
Min Siæl ved denne Færd begyndte sig at røre
Og rejse i mit Bryst, hvad er her vel at giøre,
Saa sagde mig min Siæl, du usle Verdens Giek,
Hvad Bygning bygger du paa Skalkheds Fund og Trek.
Hvad Satans Konster dog vil du os vel opspinde?
Kand alt det som du seer, dig ey engang paaminde,
At tænke hvad du est, og hvad du blive skal
Med alt det Tøy, hvorfor jeg Satan holdes fal.
See til det tørre Blad, som Ilden har fortæret,
Det er jo nu ey meer det samme det har været,
Det jo til Aske blev, hvorved du spytte maa,
Dends Bitterhed du knap af Halsen ud kand faa.
Hvad fik du af det Blad, som dig saa skulle smage,
Hvormed dig lystede din Tidsfordriv at tage?
Det var jo Røg og Damp, alt hvad du deraf fik,
Saa let som Røgen kom, saa let den ogsaa gik.
Viid, det ald Herlighed, ald Rigdom, Magt og Velde
Er som det visne Blad, i hvad det end kand gielde
En liden stakket Tid, det er kun Græs og Høe,
Som hielper dig kun lidt, naar du engang skal døe.
See Asken an engang, som du nu har tilbage
Af ald den Røg og Smøg, viid det, naar dine Dage
Med Røgen svinder bort, din Ære, Sølv og Guld
Skal blive med dig selv til Aske, Støv og Muld.
Jo! see din Pibe an, hvor skiden den er bleved
Og ureen af den Røg, naar du den Tid har leved
I Verdens Røg og Smøg, og giort din GUd imod,
Din Siæl du skiden har, og fuld af Syndsens Soed.
Skal Piben blive reen, den maa i Ild udbrændes,
See til det samme ey din arme Siæl skal hendes
I Evighedens Ild, i Svovel-Pølens Røg,
Om du den u-reen giør i denne Verdens Smøg.
Tænk dig da bedre om, din Daarlighed lad fare,
Din Lyst og Attraa tem, til disse falske Vare,
Som hielper dig saa lidt, som koste dig saa dyrt,
Som levner Vee og Harm, naar Lysten den er styrt.
Ja, tem dit stolte Mod; See til, hvad du begierer,
Fornøy du dig med det, som Himlen dig beskierer,
Og vil du samle Guld, Credit og Ære-Stand,
See til, at du alt sligt i Himlen samle kand.
Ald Verden, som den staar, med Rigdom, Pragt og Ære,
Og hvad en modig Siæl i Verden kand begiære,
Det kun Indbildning er, en Fabel og en Snak,
Ald Verden ey er værd en Pibe Smøg Tobak.
See! denne Prædiken min Siæl mig her lod høre,
Jeg fandt i min Fornuft sin Virkning strax at giøre,
I min Hukommelse jeg hvert et Ord opskrev,
Og ved min Daarlighed jeg rød og skamfuld blev.
Ja! ved mit Forsæt jeg begyndte mig at skamme,
Og tænkte ved mig selv, jeg har jo hørt det samme
I Kirken mangen gang, jeg har det læst og hørt,
Jeg det dog aldrig før til Nytte mig har ført.
Hvad GUd er underlig! hvor mangen Vey og Maade
Hand at udfinde veed, naar hand sin Aand og Naade
Til Bod og Bedring vil et Syndsens Træl betee,
Og aabne ham hans Syn, saa hand sin Feyl kand see.
Hvor mangen GUds Ords Tolk paa Sandheds egen Trone
Mig har det samme sagt, og siunget samme Tone,
Som hos mig frugtet har, som Vandet paa en Gaas,
Fordi jeg havde lukt mit Hierte slet i Laas.
Og nu jeg sidder her belagt med Satans Lenker,
Og spinder paa Bedrag, paa lutter Falskheds Renker,
Hvormed jeg min Profit i Verden søge kand,
Ja tage Brød og Liv fra mangen ærlig Mand.
Ja nu jeg udlukt har min GUd af mine Tanker,
Saa staar den fromme GUd for Dørren selv og banker,
Nu jeg forgabet slet paa Verdens Brask og Bram,
Tilbeder Sølv og Guld, og Satans falske Kram.
Og selv mit Hierte vil bedaare og forraske,
Saa finder GUd sig ind udi Tobakkens Aske,
Og driver bort den Røg, som mig i Hierte staar,
Saa jeg om min Bedrift en hellig Kundskab faar.
Lov skee dig, fromme GUd! hvad Satan end vil braske
Med Verdens Herlighed, du med et Grydsel Aske,
Naar du oplyse vil et Menniskes Forstand,
Ald Verdens Herlighed til skamme giøre kand.
Lov skee dig fromme GUd! som har mig villet lære,
Hvad Verden ret er værd, med ald sin Pragt og Ære,
Gak Satan med din Kram til dine Kiøbmænd gak,
Jeg holder den ey værd en Pibe Smøg-Tobak.
Alt dette tænkte Claus derved at skulde blive,
Men Satan loe deraf, hand vidste saa at drive
Sit Spil med Lykkens Hiul, saa Claus paa Hiulet kom,
Og aldrig giorde Claus sig Tanker meer derom.