Vilhelm Helt (1652–1724)

Apelles fordum Tid, den Skilder uden lige,

Af hvis konst-rige Haand ald Verden veed at sige,

          Sit Arbeyd aldrig holdt fuldendt og ret i skik,

          Før hand en andens Dom derom at vide fik.

Sin Tavle derfor hand paa Torvet ud lod sette,

Og bag et Teppe stod, at lyde og at lette

          Paa dem som gik forbi, hvad de der dømte om,

          Og rettede sin Feyl ved kloge Folkes Dom.

Men det var fordum Tid, det var de Gyldne-Dage,

Da man i Verden lod sig Sandhed vel behage,

          Da hver mands Mund og Ord blev ført af Sandheds Aand

          Da hver Mand talede med Hierte i sin Haand.

Den Tid er nu forbi, nu har vi andre Sæder,

Nu kiendes Sandhed ey i sine revne Klæder,

          For mange hundred’ Aar af den, som Purpur bar,

          Og sad paa Domers Stoel, blev spurt hvad Sandhed var?

Den kom vist ilde an, den fik vist nok at giøre,

Som sig i sin Bedrift nu ville lade føre

          Af hver Mands Ord og Dom, som vilde give agt

          Og sig forlade paa, alt hvad af Folk blev sagt.

Er nu vel Hof-Dreng til, om Hungeren ham plager,

Naar hand af Senge staaer, sin Junker ey bedrager,

          Og sværger paa sin Siæl, at Middag er forbi,

          At det er blæst til Bords, naar Klokken staaer paa Ti.

Hvad U-forskammenhed! og det for liden Baade,

Og hvad! slig Hielpe-Løgn er værd at giøre Naade,

          Var her ey anden Løgn, som ingen Mand giør Fred,

          Og os paa Verden dog tit vender op og need.

Vor Tunge nu af Løgn, som Kirkens Fløy og Hane,

Af Vinden dreyes om, man lyver nu af Vane,

          Af Egensindighed, for Klæder, Øll og Mad,

          For Hads og Venskabs skyld, formaaer, jeg veed ey hvad.

Enhver sin Villie for Tungen lader raade,

Saa mangen ond Affect, saa mangen Lyve-Maade,

          Dermed ald Billighed i Skiel og Dom er fort,

          Det sorte bliver hvit, det Hvide bliver sort.

Saa mænd den ey var Barn, som pleyede at lære,

Man skulde intet troe, men tvivl om alting bære,

          Man skulde, var man klog, i tvivl om alting gaae,

          End ogsaa om en Ting, som man for Øyen saae.

Enhver i Verden har et Hads og Venskabs Øye,

Hvormed hand alting seer, Fornuften sig maae føye,

          Udi sit Skiel og Dom, og efter Øyet gaae,

          Om det end stær-blind var, og end saa bagvendt saae.

Giør ilde eller vel, enhver derom skal dømme,

Med Sandhed eller Løgn, skal laste, skal berømme,

          Det hand dog ey forstaaer, som det ham falder ind,

          Og som hand bliver ført af et bedaaret Sind.

Vil hand dig forud vel, og Venskab for dig bærer,

Du aldrig tvivle tør, hand jo din U-dyd ærer,

          I hvad du tager for, det er altsammen vel,

          Om du din Fader selv og Moder slog ihiel.

Men er hand dig ey god, tænk aldrig saa at slippe,

Hand paa et skaldet Æg skal finde Haar at klippe,

          Og har hand Myndighed, saa er der Pokker i,

          Hver Hykler, der staaer hos, strax falder Manden bi.

Kom nu Apelles hid, sin Tavle at udsette,

Og efter hver Mands Dom sin Skildre-Konst at rette,

          Hand hængde sig vel op; saa giorde og vel fleer,

          Men ikke derfor jeg, thi jeg af saadant leer.

Ney dette Forsæt mig ret aldrig kom i Tanke,

I Pikkelhærings Hat tre Hoveder at sanke,

          See! hver een Pølse har sit eget Pølse-Skind,

          Saa mange Hoveder, saa mange galne Sind.

Jeg veed vel, ingen Mand fra sin Natur kand vige,

En Slange og een Bi, som Doctoren vil sige,

          Forgift og Honning giør udaf den samme Urt,

          Den smager Galden sødt, den smager Sukker suurt.

Den sorte Morian, hand Trolden hvid afmaler,

I vort Land tvert imod, naar man om Trolden taler,

          Man ham saa sort som Kull i begge Ender giør,

          Paa Troldoms Farve dog os ingen sværge tør.

De gamle Romere, de havde deres Sæder,

Og deres egen Skik; alt hvad fra andre Stæder,

          Om andres Skik og Brug i Rom blev hørt og sagt,

          Man for Barbarisk holt, med Spot og med Foragt.

Hver Handverks-Mand her er, sit eget Haandverk priser,

Og for en anden Konst Foragt og Had udviser,

          En Abe som en Dyd sin nøgen Røv anseer,

          Og paa sin Abe-viis af Rævens Rompe leer.

Hvad slags Handtering du i Verden foretager,

Tænk, at der findes den, som saadant ey behager,

          Ja, hvad om nogen vel saa u-forskammed var,

          At kalde offentlig den, der giør Vers, en Nar.

Den der giør Vers, en Nar? hold, hold min Ven, lit sagte!

Den Nar er alt for plomp! Tør nogen saa foragte

          Den ædle Rime-Kunst, og giøre den til Spot,

          Som dog i Verden har fortient saa meget got.

Som mangen Konge selv tilsteder, om hans Ære,

Og hans Bedrifters Roos for alle Mand at bære,

          Et trofast Vidnesbyrd, ja, saasom en Herold

          Hans Navn at brede ud paa Jordens runde Bold.

Har noget u-vant Kree vel Tænderne saa skarpe,

At det paa Phœbi Luth, paa Phœbi egen Harpe

          Tør skiære nogen Streng? er nogen Rotte til,

          Som Tanden vove tør imod det gyldne Spil?

Er Verden da saa dum, at man en Dosmer finder,

Der saa bespotte tør de lærde Sang-Gudinder?

          Som fostrer op med Fliid, ald Verden til stor Gavn,

          De ædle Dyder selv i deres søde Favn.

Ja mænd, min kiære Ven, man saadant ey betragter,

Eenhver, som før er sagt, bespotter og foragter

          Alt hvad en anden giør, og intet taale vil

          I Verden, uden det hand selv sig tager til.

Hvo Riime-Konst ey kand, hand Riime-Konst foragter,

Og den til Skoe-visk giør med spodske Ord og Fagter,

          Ja hand de Muser selv ved deres Vinge-Been

          Bortslæber, og dem slet Kagstryger hver og een.

Som Kiøge-Bødel hand dem vidsker og dem qvister,

Ja med en Asen-Kieft, som Samson de Philister,

          Hand alt den Synge-Chor til døde slet vil slaae.

          Hand Skindet dertil med vil af Poeten flaae.

Tænk først afstæd, min Ven, at man i Verden finder

Saa mangen Plumprian, saa mangen Børstenbinder

          Som og vil snakke med, skiønt alt, det hand har lært,

          Alt det hand kand og veed, er ikke værd en Ært.

Hand med tre Ord Latin enhver Poet vil dræbe,

Hand gamle Mestre selv af Graven ud tør slæbe,

          Og vil ham dutte paa, at det hans Meening var,

          At hvo som digter Vers, hand er forvist en Nar.

Men om den lærde Mand det havde kundet drømme

En Dosmer om hands Ord saa bagvendt skulle dømme,

          Hand havde uden Tvivl forbodet sligt et Drog,

          At kige i hans Bog, at tale i hans Sprog.

Naar Bonden sig en Soe til Kokke-Pige fæster,

Det bliver ikke got for ham og for hans Giæster,

          Hand maae vist vendte sig, hand skiden Suppe faaer,

          Thi Soen kaager op, som Soen det forstaaer.

Man til en Dosmer kand de beste Urter tage,

Og kaage ham en Ret, som ham ey vel skal smage,

          Men lad ham komme hid, og høre engang til,

          Hvad jeg ham derimod igien fortælle vil.

Apollo vilde sig engang ret lystig giøre,

Og efter beste Konst, sin Harpe lade høre,

          Det siges, at det var hans Daphne til Behag,

          At ære hendes Fest og hendes Fødsels-Dag.

Men som den Gud nu sad med alle ni Gudinder,

I fulde Siunge-Chor, et Asen, som man finder

          Endnu desværre! Fleer, kom til den samme Sted,

          Og Fanden reed det Dyr, det ville siunge med.

Det skrød ret som en Trold, sin Esels-Hals at prøve,

Og giorde med sin Skraal de Sang-Gudinder døve,

          Enddog Apollo selv med Tacten stod dem bi,

          De maatte give tabt, og tie alle Ni.

Det gandske Siunge-Chor var nær forstørred blevet,

Det staaer saa sandelig i Spende-Bøger skrevet,

          Fru Clio skreeg sig hees, Melpomene opstod,

          Og kaste Fløyten ned, hen ved Euterpis Fod.

Thalia færdig var af Vrede snart at revne,

Enhver af dem blev vred, og bad Apollo hevne

          Den Spot paa dette Dyr, og skyde det ihiel,

          Slig Æselvurrenhed fortiente det jo vel.

Skal da, saa sagde de, et Asen sig indmenge

I Guders Sang og Spill, og døve alle Strenge

          Paa Cither og paa Luth? skal man ey holde Styr

          Paa sligt et næse-viist og uforskammed Dyr?

Fik Mysias dog Skam og Huden maatte miste

Alleeneste fordi den Plumprian ey vidste

          At giøre ret Forskiæl paa Harpens søde Klang,

          Og paa hans heese Rør og Sække-Pibe-Sang?

Apollo sagde: Ney! det var kun Tid at spilde,

At straffe sligt et Beest, hand det ey dræbe vilde,

          For det sig ey forstod paa Musers søde Spil,

          Et Asen sagde hand, er jo ey skabt dertil.

Dets Øren sidde skievt, men jeg dem snart vil rette,

Og med Lemfældighed lit meere til dem sette,

          Dermed det Asen strax to lange Øren fik,

          Dermed det Asen og sin Vey ad Skoven gik.

Men skiønt Apollo selv et Æsel tusind gange

Dets Øren satte ret, og giorde dem saa lange,

          Et Æsel kand endnu ey faae i sin Forstand,

          At Musers søde Sang Forlystning give kand.

Hos Muser det igien den samme Velkom finder,

Actæon fordum fandt hos nogen Jagt-Gudinder,

          Om det ey strax faaer Horn, det paa sin Æsels Huud,

          Faaer mangen Strippe fuld af Musers Cammer-Luud.

Hvo siger mig engang! hvad Nattergalen skader?

Hvorfor en Nattergal et Asen dog saa hader,

          Hvorfor den lille Fugl har saadan Vrede kast

          Paa dette store Beest og sludder-øret Gast.

Man om dets Aarsag ey har stort behov at lede,

See! naar den lille Fugl, den sidder paa sin Reede,

          At vogte sine Æg for Uveyr, Blæst og Kuld,

          Saa kommer Asenet, og støder den omfuld.

Det lede Beest sin Hud og Æsel-Øren skaver

Op til den svage Busk, saa hver en Green den raver,

          Saa Rede, Unger, Æg, og alting falder ned,

          Det giør den arme Fugl paa Asenet saa vred.

Det veed den lille Fugl paa sin Maneer at hevne,

Den Asenet igien betaler efter Evne,

          Den nopper det igien med Næbbets skarpe Tang,

          Saa det maae blive galt og bister mangen gang.

Den pikker det saa digt i Øren, Flabb og Næse,

Saa Asenet af Vee tidt puste maae og blæse,

          Hvor Beestet allermeest af Hug og Skab er saar,

          Der pikker Fuglen mest, og Hevn paa Dyret faar.

Saa sød er Hevnen da, og kand vel ofte give,

Poeten Pen i Haand, et Asen at beskrive,

          Saa hver Mand derved kand dets lange Øren see,

          Og mangen Mydas med bespotte og belee.

Det derfor Asenet langt bedre var at tie,

Ja mangen Grobian langt heller skulle bie

          Med sine spodske Ord og med sin Æsels Dom,

          Indtil hand fik Forstand, paa det hand snakker om.

En fattig Karl engang et Epigramma giorde,

Og til Kong Frands det lod levere over Borde,

          Den Konge mueligt selv i Konsten færdig var,

          Og saa som andre fleer for hende Venskab bar.

Thi nægtede hand ey imod det Vers at tage,

Men læsde derudi, og lod sig det behage,

          Og som en Søbe-Kaal da just for hannem stod,

          Saa aad hand og deraf, maaskee den var og god.

Hver Skee-fuld Kaal hand tog, hand sagde med det samme:

Saamæn! saamæn! det er et herligt Epigramma!

          Det Epigramma er det beste, jeg har haft,

          Det Epigramma har sin rette Saft og Kraft.

Der var den samme gang ved Bordet og tilstæde

Vor Landsbye-Junker Madtz, at drikke og at æde,

          Det var hans største Konst, hand Øxen, Faar og Sviin

          At feede vel forstod, mens ey et Ord Latin.

Hand ikke Bog-lærd var, og ingen derpaa anker,

Men see den fromme Mand, hand kom her i de Tanker

          Enddog hand skiød dermed langt fra det rette Maal,

          At Epigramma var et got Fad Søbe-Kaal.

Den første Dag derpaa hand ville gasterere,

Og Kongen i sit Huus med andre fleer tractere,

          Et got Fad Søbe-Kaal ham syntes allerbest,

          Blant anden lækker Mad at sette for hans Giæst.

Sin Frue derfor hand og bad et Epigramme

At lade lave til, og vel see til at ramme

          Den samme Smag derpaa, som Kongens egen Kok,

          Thi var den Ræt kun god, saa var det hannem nok.

Det Epigramma hand fornemmeligen vilde,

Det skulde være got til dette store Gilde,

          Hun skulde vel see til det fik sin rette Smag,

          I Epigramme fandt den Herre stor Behag.

Hun spurde: hvad det var? og, hvad det skulle være?

Ey Kone, sagde hand, du intet Got vil lære,

          Alt hvad du veedst det er at prikke med en Naal,

          Viid, Epigramme er et got Fad Søbe-Kaal.

Nu vel, min hierte Mand, det kunde jeg ey giette,

Jeg kand jo ey Latin, jeg selv med Jomfrue Mette,

          Det beste mueligt er, den Kaal vil lave til,

          Jeg Kongens egen Kok fra Slottet hente vil.

Saa sagt, saa ogsaa giort, og kortelig at sige,

Kong Frandtz hand kom til Bords, og andre fleer tillige,

          Et stort Fad Søbe-Kaal kom ogsaa til den Fæst,

          Dog aad hand ey deraf, enddog det stod ham næst.

Vor Junker det fortrød; thi bad hand vel saa fage,

At Kongen vilde dog det Epigramma smage,

          Thi det var saare got, hans egen Mestre Cort

          Hand havde med stor Flid det Epigramma giort.

Hand hørde dog i Gaar, da hand til Taffel spiste,

Hvordan Hans Majestæt et Epigramme priste,

          Og aad saavel deraf, frem for den anden Mad,

          Thi havde hand for ham og her bestilt et Fad.

Hvad Kongen tænkte nu, og hvad de andre tænkte,

Som vare med til Bords, om de vor Junker skiænkte

          Den Faut hand her begik, det let at giette er,

          Jeg derfor ey derom vil meere tale her.

Men det er engang vist, og ingen nægter dette,

Om Mads bespotted blev, da skeede det med rette,

          At hand sig saadant lod formaae af Overmod,

          At tage i sin Mund det Ord, hand ey forstod.

Thi havde hand sin Kaal kun ladet Kaal forblive,

Og ladt Poeten selv sit Epigramme skrive,

          Hans Grovhed havde vel i Stillhed gaaed hen,

          Foruden nu at gaae i andres Mund og Pen.

Af slig en Grovhed da det mangen gang sig hender,

At Folk ey Søbe-Kaal for Epigramme kiender,

          Ja, at en god Poet med største Haanhed maa

          Blant Kokke-Drenges Tall dertil opskreves staae.

Hvad derfor, skal man da vel aldrig meere siunge?

Skal hver en Musa da vel derfor Mund og Tunge

          Paa Timen binde til? for mig, jeg meener, ney,

          Lad Asenet og Madtz kun drive deres Vey.

Jeg dem da begge vil til Stald og Mødding sende,

Jeg til et andet slags Philister mig vil vende,

          Som ikke regnes vil blant grove Æslers Flok,

          Og dog Poeten giør hans Hoved krused nok.

Har du vel seet en Mand, som er til hvert et Øre

I ti Bestillinger, saa hand har meer at giøre

          End hand forrette kand, om ham i hver en Haand

          Og hver en Finger sad en dobbelt Viisdoms Aand.

Hand om Apollo selv ald Verden vil indbilde,

Hand som en Spillemand til Bondens Øll og Gilde,

          Med Feylen paa sin Ryg i Landet gaaer omkring,

          Og aldrig dygtig er til nogen Verdens Ting.

De Muser hver og een, de lærde Sang-Gudinder,

I Landet løber om, som sorte Tarter-Qvinder,

          De drive deres Tid i Ørkesløshed hen,

          Saa giør og hver Poet, som er de Musers Ven.

Deslige lumpne Folk til intet andet tienne,

End til at giøre Vers, og til at tygge Penne,

          Men hand, hand er en Mand; thi det sig selv forstaaer;

          En andens Ringhed giør, hand selv ald Prisen faaer.

Men tænk om samme har kun lidet at forrette,

Det ey er deres skyld, det kunde hand vel giette,

          Det staaer nu og derhen, om ingen tiene kand

          Til noget uden hand, udi det gandske Land.

Saamæn formeener hand, at ingen kand bestille

Det samme som hand giør, har hand den Stoltheds Grille;

          At Landets Gavn og Tarv derved forfremmed blev,

          Om hand i Jylland gik, og Horse-Ploven drev.

Da maa ham Ormene hans Pande mægtig plage,

Da er det arme Land jo meget at beklage,

          Jo! jo! der er vel een, ja fleere i vort Land,

          Som fører i sin Haand en Pen saavel som hand.

Som har den ført tilforn, og ført den, som hand burde,

Til Landets Tieneste, enddog man den ey smurde

          Med mange Tønder Smør, Makreel og Trunhiems Sild,

          Som giør os mangen Pen saa saare giev og gild.

Men om man skulde nu enhver til noget bruge,

Hvor gik det da med ham, som eene vil opsluge

          Ald Magt og Myndighed, og alting giøre vil,

          Hvorover mangen gang Huusbonden setter til.

Det var ey heller got, at hver Mand skulle giøre

En Ting og en Bedrift; Ney, een maa Plougen kiøre,

          En anden holde paa, ja Studen drage maae,

          Om man til Høstens Tid skal Korn i Laden faae.

See til hans egen Krop, hvert Lem, der paa ham hænger

Sin egen Gierning har, hand nu til dette trænger,

          Nu trænger hand til det, med Foeden maa hand gaae,

          Med Øyet maa hand see, med Hiernen mig forstaae.

Hand vil hans Foed, hans Haand ja derfor ey bortkaste,

Fordi den ey kand see, hvi vil hand sig formaste

          Og spotte Riime-Konst? den er jo og et Lem,

          Som mangen Ager giør til Dydens Sæd beqvem.

Men dog gaaer Manden hen, og kaster under Bænke,

Det lærde Siunge-Chor; hvo skulde saadant tænke

          Om slig en høy lærd Mand, hand som blant lærde Folk

          Vil stedse holdes for ald Viisdoms beste Tolk?

Hand som man altid seer at spytte, harke, hoste

Og spye Latine ud, saa man og tidt med Koste

          Maa feye efter ham, thi tænk, det gik ham galt,

          Om hand ey fik det ud, hand let deri blev qvalt.

Hand som saa efter Konst sin Tale veed at føre,

Saa man hans Videnskab i alle Ting skal høre,

          Hvor hand paa Helicon er fyndig overalt,

          Ret som det rare Tøy paa Timen ham indfalt.

Det hand dog her og der i Bøger først opsnager,

Og siden Leylighed ved Haaret hertil drager,

          At faae det for en Dag, og ey en Tøddel meer

          Af samme Bøger veed, hvoraf hver Musa leer.

Hand som til hvert et Ord, sit, saasom Plato siger,

Paa Tungen altid har, ret som Platonis Piger,

          Hans Amme og hans Kudsk, ey kunde hver og een

          Vel ogsaa have sagt en Ting, som er gemeen.

Hvo skulde det vel troe, og sig ey let bedrage,

Og tænke at en Mand, som giør sig slig Umage

          For at indbilde Folk, at hand er saare lærd,

          Jo skulde Muserne og holde Ære værd.

Men see! min kiære Ven; see Sygen her i stikker,

At denne lærde Mand de Muser saa beslikker,

          Det giør hand ey fordi, at hand jo gierne saae

          Hand kunde deres Gunst og deres Venskab faae.

Men for Apollo ham dertil for plump har fundet,

At tages i hans Laug; derpaa er Sagen grundet,

          Det sidste den Phantast sig hos Parnassi Gud

          Ved Riim og Sang gav an, da blev hand hujet ud.

Men hand, som giør os viis, Apollo tygger Penne,

Og til at tygge Folk hans Kiæfter lader tienne;

          Hvad, om Apollo vel en skarp og spitzig Pen

          Paa Helicon befoel, at tygge ham igien.

Dog ney, Apollo ham kand vel utygget lade;

Thi see, hand finder fleer, som Vers til Døden hade,

          Kandst du vel giette hvo? enhver som seer sin Feyl

          Udi et fyndigt Vers, ret saasom i et Speyl.

Hvo Panden skurved har, hand sig ved Speylet skammer,

Naar man blandt Hunde slaaer, den Hund som Steenen rammer

          Hand skriger strax paa stand, en ond Samvittighed

          Den duer saare lidt at røre meget ved.

Kom hid! Apelles, kom! med Pensel og med Ramme,

Afmael os Daarlighed, og lær den, sig at skamme,

          Mael af det smukke Syn, en gammel Abekat,

          Udklædt i guult og grønt, med Fiere paa sin Hat.

Mael os en Næse af, vel indlagt med Rubiner,

En Brud paa hundred Aar med Jomfrue Liskens Miner,

          Behængt med Pande-Haar, med guul og grønne Baand,

          En Bonde-Plager med en krum og beeged Haand;

Mael af en modig Præst; mael af en beldet Pave!

En lang Frantzøsk Perryk, hængt paa en Pibe-Krave;

          En Vinge-Kiortel til syv Favne bred og viid,

          Opfyldt med Gierrighed, Løgn, Utugt, Had og Niid.

Mael os en Gierrig af med Siæl og Sind i Tasken,

En Hanrej med sin Hat, en Bærme-Soe med Flasken,

          Leg ald den Flid derpaa, som Konsten best formaaer,

          Dit Skilderi du snart med Dynd beslikked faaer.

Den som for Penge-Sorg om Natten ey kand sove,

Som mangt et Tyverie, ja Kirke-Ran tør vove,

          Den som i Hore-Huus ud fra sin Kone gaaer,

          Og sidder Natten ud, med Skiøgen ved sit Laar.

Den som paa andres Hals til Æren op vil stige,

Og meener ingen Mand i Verden er ham lige,

          Skiønt hand af Skiøgens Rov, ret som en Pade-Hat,

          Af Uhumskhed og Dynd opvoxte først i Nat.

Den som hver Bede-Dag af Kirken udebliver,

Og kommer hand derind, sin Spot med Guds-Ord driver

          Den, som i Kirken gaaer, hver Morgen Klokken fem,

          Og gaaer en Judas did, en Pharisæer hiem.

Den, som med Hyklerie en andens Udyd ærer,

Den som hevngierrig er, og Had til Døden bærer,

          Den, som tilbetler sig en Titul og en Rang,

          Og er en Kokke-Dreng, en Oxe mangen gang.

Den, som opæder slet forladte Børn og Enker,

Som sælger Lov og Dom, sin Herres Gods bortskienker,

          Og bringer med hans Gunst, hans Tyve i Credit,

          Den, som sig giør til Nar til Hove for Profit.

Den, som sit eget Huus med Ufornuft regierer,

Som med sin Overdaad sit Gods for-distelerer,

          Og saa ad Skaane gaaer, som lever Dag og Nat

          Ved Konen i sit Huus, som Hunden med en Kat.

En skiden Bærme-Soe, som Flasken veed at tømme,

En giftig Sqalder-Sæk, som ofte seer i Drømme

          Hvad Naboe-Konen giør, og hende stryger ud,

          Saa hun ey meere har heel Pille paa sin Hud.

En sminked Kippe-Gied, en Gast som ved at krone

Sin Mand, som det sig bør, en bandsat arrig Kone!

          Som jager med sin Mund og med sit slemme Sind

          Sin Mand af Huuset ud, ja af sit eget Skind.

See! den med andre fleer, naar de med deres Dyder

Og deres skiønne Tugt, som dennem ziirlig pryder

          I Riimet faaer at see, da veed vor HErre best

          Hvor det Poeten gaaer, og hvor hand faaer sin Rest.

Da gaaer man paa ham løs, og skiærer ham hans Klæder,

Og toer ham Hovedet, saa hand sig lidet glæder,

          Ved slig en Luud og Tvæt; da hidder det om ham:

          Korsfæste ham den Skielm, det hand faae Last og Skam.

Skal man af den Bejan og Ludring det vel taale,

At hand got Folkes Feyl ved Alen skal udmaale,

          Det jo Pasqviller er og Skandskrift, hvad hand giør;

          Er her ey Straf for den, som saadant vove tør.

Dog dette er en Klik, som Avind paa ham kaster,

Hand nævner ingen Mand, alleene Mandens Laster,

          Og det langt bedre var, om man ham vilde troe

          At den, som skiden er, gik hen, sin Huud at toe.

Langt bedre var det vist for mangen Sladder-Taske,

Som nok paa andre har at bøge og at vaske,

          At hun sin egen Siæl med mangen Udyds Plet

          Beslikket og besat, i Tide gav i Tvæt;

Men det forgiæves er, man for den Døde siunger,

Enhver sin egen Lyst som Aben sine Unger,

          I onde Lysters Favn omarmer og har kiær,

          Og ikke taale kand, den nogen kommer nær.

Men andre Folkes Feyl, dem vil man gierne høre,

Dertil udlaaner man med Villighed sit Øre,

          Der hører hver Mand paa, med Andagt og med Lyst,

          Ja Hiertet selv derved os hopper i vort Bryst.

Frue Trine gammel er, og intet meere duer

Til Amors Elske-Spill; thi naar hun sig beskuer,

          I hendes gyldne Speyl, hun selv da bliver vaer,

          At hun af Tienesten sit Pass og Afskeed har.

Naar hun vor Sogne Præst i Kirken hører tale,

Om Lovens Siette Bud, og for os at afmale,

          Den Skiøge Dalila med Samson i sit Skiød,

          Den Tale hende er ret saasom Sukker sød.

Tænk, hvad en Hiertens Trøst, at Leflen er en Lyde,

At HErren i sin Lov den lader saa forbyde,

          At høre, naar man selv ey duer meer dertil,

          Hvad Straf der følger paa det søde Lefle-Spil.

Den Prædiken hun veed at huske og at rose,

Den hende tiene maa til mangen Streg og Glose

          Mod den, som dog dertil ey andet tit har brudt,

          End at man ey som hun af Venus er forskudt.

Alt det den Præst har vidst af Dalila at sige,

Hun det udtyder strax paa hver en ærlig Pige,

          Som ey har hendes Gunst, og paa hver Kone til,

          Som, naar hun piber op, strax ikke dandze vil.

Men om den samme Præst hand kommer for Ulykke,

Paa Trines egen Feyl, paa hendes Byld at trykke,

          At røre det som hun sig skyldig kiender i,

          Had, Avind, Gierrighed, Løgn og Bagvaskeri.

Saa sover Fruen strax, og hænger med sit Øre,

Hun har den gandske Nat saameget haft at giøre,

          Thi see! der kommen var en Muus i hendes Seng,

          Som gnavede dertil paa hendes Klokke-Streng.

Men i sit Hierte hun forbander Præst og Klokker,

Om det til hende stod, da fik vist Præsten pokker,

          Hun ønsker ved sig selv af hendes Hiertes Grund,

          GUd give, du varst dum, du sorte Sladder-Mund.

Hun i det gandske Aar den Præst ey meer skal nævne,

Foruden naar hun kand med Løgn sig paa ham hævne,

          Hand prædiker kun slet, for høyt, for kort, for sagt,

          Er gierrig, er for stolt, og har formegen Pragt.

Faaer Præsten slig en Løn, som Udyd dog bør straffe,

Hvad vil Poeten faae, som intet har at skaffe

          Med andres Last og Feyl, at sette den paa Blok,

          Endskiønt hand siger sandt, det er dog ikke nok.

Vist er det ikke nok, hvo altid siger Sanden,

Hand faaer et brudet Skind, ja Skam dertil paa Panden,

          Den fromme Orpheus selv, fordi hand sagde sandt,

          En ond og bitter Død blant fulde Koner fandt.

Den Mand hand vidste saa sin søde Luth at røre,

At siunge saa dertil, saa hvo ham fik at høre,

          Ham maatte have kiær; hand med sin Sang og Spil

          Indtog de vilde Dyr, ja Træ og Steen dertil.

Naar hand sig satte ned at siunge og at spille,

Man saae hver Dyr, der var, hos ham sig at indstille,

          Ja hvert et Træ der stod og grønte runden om,

          Forlod sit gamle Stæd, og hen til Manden kom.

Hand kunde med sin Luth hos Fanden Venskab finde,

Og midt i Helvede Hr. Pluto dermed vinde,

          Dertil Proserpina, den Herres unge Brud,

          Saa hand sin Kones Liig af Helvede fik ud.

Men der den Mand kom til paa Sandheds Streng at røre,

Det klingede ey vel i fulde Koners Øre,

          Det kostede hans Liv; men hvordan det gik til,

          Jeg det en anden Gang os og fortælle vil.

Men det er Sandheds Løn, det har man sig at vente

For Riim og Synge-Konst, det er Poeters Rente,

          Som bliver ham betalt til vis Termin og Tid,

          Thi Hoved-Solen selv, er lutter Had og Nid.

Ja blev den Mand ikkun betalt af fulde Qvinder,

Saa gik det hen endda; men see! min Ven, man finder,

          Man finder meer end een, som kalder sig en Mand,

          Som dog en Kiærling er, saa giev, som findes kand.

Og om hand vor Poet ey strax i stykker slider,

Som det med Orpheus skeer; thi Loven det ey lider,

          Hand giør dog Mandens Navn og Ære mangt et Saar,

          Saa hand omsider Kraft og dødt Kiød deri faar.

Hand med sin Kiærling-Snak, Poeten saa tilreder,

Saa Manden efter Brød i Asken ofte leder,

          Saa hand med Spot og Spee, maa splitter nøgen gaae,

          Og med sin Hat i Haand for hver Bernhytter staae.

Derved en ærlig Mand maae vel afskrækked blive,

Fra mangen nyttig Digt; saa den der vilde skrive,

          Sit Føde-Land til Gavn, maae deraf blive ked,

          Og mangen Gang gaae hen sit Pund at grave ned.

Enddog Parnassi Gud ham selv til Arbeyd kalder,

Ham Pennen dog saa giev og let i Haanden falder,

          Som Aaren falder den der sidder smiddet fast,

          Paa Solymans Gallej op til den store Mast.

Ja hand sig skammelig til Døde slet maa sørge,

Og af Fortvivlelse sig ofte selv adspørge:

          Hvad Pokker seer du dog at du den gyldne Tid,

          Saa spilder paa det Riim, som ey er værd en Hvid.

Var det ey bedre giort, at du gik hen at sove,

Ja at du saaest dig om, at du kom og til Hove,

          Og i et Forgemak en Skorsteens-Pille blev,

          Og Tiden med Trompin og Zippel-Peltz fordrev.

Der kunde du som fleer, imens vort Herskab spiser,

Om allehaande Nyt, og udenlands Aviser,

          Om Krig, og Fred, og Bal, og andet holde Snak,

          Nu mod enhver der staaer anbyde Snuf-Tobak.

Nu? Con Licenoia det hos en anden tage,

Nu efter Moden ret Parykken slaae tilbage,

          Med en Monfrere nu frem og tilbage gaae,

          Nu paa det eene Been, nu paa det andet staae.

Her faae en Compliment, og der en anden giøre,

Og det Frantzøsk og Tydsk for hver Mand lader høre,

          Ja for Hr. Ober-Raad, og for Hans Excellentz,

          Med Stierne paa sit Bryst aflegge Reverentz,

Enddog hand seer det ey, det dog slet intet skader,

For andre, som staaer hos, det dog saa artigt lader,

          De tænke hver og een du vel med ham est kiendt,

          Og at hand efter dig, vel mueligt, Bud har sendt.

Dernæst gaaer her og der, for Snylte-Giest at spise,

Og hver en Ret der staaer, Øl, Viin og Glasse prise,

          Ald slig Opvartning er, enhver som vil forstaae

          At leve, som hand bør, det ikke glemme maae.

Derfra med Junker Hans, en Passadies at spille,

Og med en Doblers Træk, en Spiller brav at drille,

          Nu hen en Bold at slaae, om du est vel til Beens,

          Nu hen til Jörgensen, til Wörmers og til Lehns.

Et got Glas Gaudium med Sukker i at drikke,

Om du har Lyst dertil? og smager det dig ikke,

          Hen til Madame Krat, hvor altid Sælskab er,

          Og tager meget vel, og høfligt mod enhver.

Der har man Tids-Fordriv, man siunger, snakker, spiller,

Vor Claus for Grethes skyld, et Giæstebud anstiller,

          Her haves skiøn Musik, her dantzes en Ballet,

          Her leges Lanterlej, Alomber og Piqvet.

I Morgen kunde du det samme foretage,

See! hvilken herlig Ting, og Hiertens skiønne Dage,

          Du kom omsider vel paa et og anden Sted,

          Hvor du maaskee og fandt din Lykke giort dermed.

Var det ey bedre giort, var det ey større Ære,

End to par lumpne Ord udi et Riim at lære,

          At dantze Neje-Dantz, og gaae paa Table-Tuur,

          Imens din Lykke staaer, og bliver Raase-suur.

Var det ey bedre giort, du var en Bisse-Kremmer,

At du løb Landet om, og solgte Baand og Remmer,

          At du en Boed slog op, og med Qvaksalver-Snak,

          Stod midt paa Gammel-Torv og solgte Teriak?

At du en Doctor var, en Doctor uden Lige,

Som i Stik-Bekkenet med Andagt kunde kige,

          Forskrive en Recept, forbyde Kiød og Fisk,

          Og sige med stor Konst, den Syge ey er frisk.

Ja! at du havde lært en Bonderet at plage,

Med Bondens beste Meel, at meele brav din Kage,

          Og mangen vakker Stud, med Hoppe, Ko, og Soe,

          For Fæste, Fæld og Gield udtage af hans Boe.

Ja, at du havde lært, til Tings at gaae i Rette,

Paa Ting-Studs faure Viis et Indleg at opsette,

          Og giøre ret af krumt, og Landsens Lov til Meen,

          En Sag som skiden er, med Tungen giøre reen.

Ja, at du havde lært Clysterer ret at kaage,

At dreye Piller net, at presse Fit af Snaage,

          At sælge Hunde-Skarn ved Lod og ved Qvintin,

          Og brændte Pindsvin til paa Grædsk og paa Latin.

Ja! at du havde seet en gammel Moders Grunker,

At du bag hendes Røv var bleven til en Junker,

          Der er jo meer end een, som trænger til en Mand,

          Som kand en fattig Karl og sette vel i Stand.

Var det ey bedre giort, i Steden for at rime,

Og staae paa Hungers Stald, opbunden i en Grime,

          At du tog noget for, som gav dig Kiød og Brød,

          Nye Klæder paa din Krop, og Smør udi din Grød?

Saa kunde du som fleer nu i Carossen age,

Da du nu gaaer til Foeds, og maa dig lade jage

          Paa Gaderne i Dynd, og i en Rendesteen,

          Af Madzes Brygger-Vogn til mitt paa dine Been.

Saa kunde du som fleer med Silke-Klæder bramme,

I den Sted du dig for din Kappe nu maa skamme,

          Som saa forpialtet er, saa bar af Tidens Slid,

          Saa mangen Luus derpaa kand løbe og slaae Skrid.

Saa maa den arme Mand sig med Bekymring bryde,

Og sin Studering slet og store Sveed fortryde,

          Ja bande hver en Dag, og hver en vaagen Nat,

          Hand med sin Helbred tidt ved Bogen til har sat.

Hand kunde sig dermed dog trøste nogenlunde,

At en Mœcenas dog i Verden findes kunde,

          Som var Poetens Ven, som Konsten sig antog,

          Og af Elendighed den arme Mand uddrog.

Men hvor i Verden er Mœcenas nu at finde?

Og tænker du, min Ven, Mœcenas staaer paa Pinde?

          Ney! ney! hand alt er død, hand ligger i hans Grav,

          Thi man den arme Mand med raadne Vers forgav.

Den gode fromme Mand, hand var i gamle Tider

Poeternes Patron; men see! hvor Fanden rider

          En ubetænksom Giæk, naar det ham ey forslaaer,

          Til Maade ret at blær sin Kaal imens den staaer.

Men med for plump en Haand den rykker op med Rode,

Og paa et Øyeblik forspilder alt det Gode,

          Hand kunde vendtet sig deraf i Hungers Trang,

          Hvor mangt et got Fad Kaal hand mister mangen gang.

En Bonde var engang begaved med en Høne,

Som giorde skiønne Æg, de Æg jeg kalder skiønne

          Med Billighed og Skiel; thi Skalden den var fuld,

          Ja fuld, ret som et Æg, udaf det fiine Guld.

Hver Æg fra Hønen kom, hvert Æg den Høne giorde,

Var af det fiine Guld: Vor Bonde-Mand ey torde,

          For noget Verdens Barn det giøre aabenbar,

          Hvor skiøn en Riigdoms Skat udi hans Eje var.

Thi hand sig frygtede for Foged og for Skriver,

Som Skindet for et Æg af Bonden ofte river,

          Ja og for Præsten med, som ingen bande tør,

          Snart nægte Deel udi hvert Æg, hans Høne giør.

Thi vilde Manden sig for ingen aabenbare,

Men tog med største Fliid paa Ægge-Hønen vare,

          Som paa sit eget Barn, thi, see! hand vidste vel,

          Paa Guld og Ægge-Mader megen stor Forskiel.

Den Bonde kom sig brav, hand tog sig gode Dage,

Lod andre Bønder sig med Hove-Arbeyd plage,

          Hand Fogden Penge gav, for Ægt og Hoveri,

          Og sig en Trøye fik af beste Bommersi.

Hand hver en Dag der kom, i Kroen gik at drikke

Godt Fire Dalers Øl, hand fandt udi sin Fikke

          Nok at betale med; thi den var aldrig tom,

          Hans Skat var altid klar, naar Exeqverer kom.

See! hvad en herlig Ting! en herlig Ægge-Høne,

Om denne Mand derpaa ret havde kundet skiønne,

          Men denne Giæk med Æg ey kand fornøye sig,

          Hand strax med ald Magt vil paa eengang være rig.

Hand tænker ved sig selv, hand i Gallop vil kiøre,

Den Høne er ham dog for langsom i at giøre,

          Hun gaar og giør ham knap et Æg hver Maaneds Dag,

          I denne Langsomhed hand har kun lit Behag.

Hand af den Hønes Liv paa engang ud vil tage

Ald Guldet som hun har, og ikke gaa og rage

          I Høet efter den, saa mangen Time lang,

          Da hand dog finder Skarn for Guldet mangen Gang.

Naar hand ald Guldet faar, som Hønen har at bære,

Som maa forvist en Klump som Bagger-Ovnen være,

          Saa vil hand paa hans Siæl vist blive til en Mand,

          Saa giev som være kand i gandske Siællands Land.

Saa vil hand ikke meer sin Huusbond vorned være,

Men kiøbe sig slet fri, saa skal ham Fogden ære,

          Og ham i Gildet først for Smedden drikke til,

          Den Smid hand da ey meer i Gildet vige vil.

Saa vil hand sig med Lyst om Sommer-Tiden rylte

Paa mangt et godt Læs Høe, ja æde Sviine-Sylte,

          Sød Grød og Berge Fisk, og due den i Smør,

          Som Præsten ved sit Bord og Kiøbstæd-Manden giør.

Slig selv indbildet Lyst ham Hiertet saa indtager,

Ham Grød og Bergefisk forud saa lekker smager,

          Saa Manden sig dermed ey længre bare kand,

          At hver en Tand hand har jo løber ham i Vand.

Dermed hand Hovedet strax skiærer af sin Hønne,

Men alt det Guld hand faar er ikke værd en Bønne,

          Den arme stakkels Mand, det ham ret ilde gik,

          Hand i den Hønes Røv en Pokkers Næse fik.

Udi den Hønes Liv ey andet var at finde,

End som i andres Høns, hand hver en Tarm og Hinde,

          Ja Ægge-Posen til, skar vel saa smaalig op,

          Men ey en Pille Guld hand fandt i Hønens Krop.

Her staar den Mand som Mads, hand kloer sig bag sit Øre,

At hand sig saadan lod af Gierrighed forføre,

          Hand ønsker ved sig selv, at hand sin Finger nu,

          I den Sted havde brødt i Hønens Røv i tu.

Der ligger ald hans Haab, og selv indbildte Glæde,

Om hand ti gange vil end hyle nu og græde,

          Det ham dog hielper ej, hand for sin Næse seer,

          At hand af Hønnen ey faar noget Guld-Æg meer.

Saa gik det denne Mand, som lod sig saa bedrage

Af Gierrighedens Aand, saa gik det fordum Dage

          Med meer end een Poët, som med en gierig Pen,

          Mœcenas slog ihiel, Poëters beste Ven.

Den Mand, som før er sagt, holt Rime-Konst i Ære,

Lod mangen brav Poët sig anbefalet være,

          Ham med et frank Gemyt stod bi i ald hans Nød,

          Og mangen en forhialp til mangt et stykke Brød.

Strax hver en Skole-Dreng som saadant faar at høre,

Som kand et Ord Latin, sig til Poët vil giøre,

          Og rime vil med Magt, de Muser u-adspurt,

          Ja om Apollo end ti gange saae saa suurt.

Strax hver en Giæk der er, sig tager for at skrive,

Paa lutter Riim og Vers, og tænker hand vil blive

          Patronens beste Ven; den halve Deel af Rom,

          Ja Qvindfolk dertil med, med Verse-Kram gaar om.

Enhver som Hunger har, som tænker til at spekke

Sit arme sultne Skrog, sig giver til at strekke

          De Muser, hver og een, paa Blok og Pine-Benk,

          At ham Mœcenas skal aflegge med en Skienk.

Hver Pæbling agter sig ved Riim og Vers at komme

I Stand og Værdighed; den til et Præste-Domme

          I Jani Sacristi; den til Fyrboders Plads,

          Og Kammer-Jægers Rang i Kejserens Pallatz.

Alt hvad Mœcenas giør, alt hvad han foretager,

Man strax giør Vers derpaa, man ham med Vers saa plager,

          Saa Manden ingen Roe for Vers i Huuset faar,

          Ja meer, man giør ham Vers paa hver en F-- han slaar.

I hvor Mœcenas gaar i Kirke, op til Hove,

Til Giest, paa Jagt, i Bad, til Bords, i Seng at sove,

          Den sultne Verse-Kram ham følger for og bag,

          Ham følger overalt, ham følger Nat og Dag.

Der var iblant den Kram en haaben allehaande,

Som duede kun lit, som af en raaden Aande,

          Af en forgiftig Hals var fastende udblæst,

          Hvoraf man tog sin Død, før man det ud fik læst.

En Fastendes hans Spyt, som lærde Folk det skrive,

Det kand en Scorpion forjage og forgive,

          Men tænk engang min Ven, en fastende Poët,

          Hvis Gane stinker saa ret som Vartous Privet.

Om hand ey med sin Stank kand Fanden selv forgive,

Ja udaf Helvede Her Pluto selv fordrive,

          Om hand end af Zibeth og Ambra derimod,

          Med Maren Oles selv Clisteer sig sette lod.

Ja om han fik til Livs, hver Glas og hver en Krukke

I Bekkers Apotek, saa fik han dog at bukke,

          Hvor er Hiert sterkning nok mod ald den Rod og Sliim,

          Som af en sulten Tarm, udpresses i et Riim.

Mod sligt forgiftig Tøy Mœcenas maatte tage,

Enddog det kunde ham kun saare lidet smage,

          Men af den raadne Stank, som af det Tøyg udgik,

          Den fromme Mand forvist sin Død i Livet fik.

Dermed slet ingen meer Mœcenas er tilbage,

Som tør sig noget Vers og Riime-Konst antage;

          Thi hver Mand frygter sig, det skal ham ilde gaae,

          Hand som Mœcenas selv sin Død der af skal faa.

Sligt har de Muser da det sultne Folk at takke,

Som af enhver Patron sig Brødet til vil prakke

          Med mangt et Betler-Riim, som riime vil med Magt,

          Og med Bønhaseri er Konsten til Foragt.

Som den u-vannet Soe igiennem Gierdet bryder,

I hegned Mark og Eng; saa og saa mangen Snyder

          Og Penne-slikker sig saa ofte bryder ind

          Udi Parnassi Tofft at fylde der sit Sind.

Hand Skrepper, Gaase-dild og Bregner i sig propper,

Og ander U-krud meer, hvormed hand sig forstopper,

          Saa at hand Colica og Vrid i Livet faar,

          Saa naar og hvert et Riim, ham udaf Livet gaar.

Ja før hand faar det ud, det ham i Livet bryder

Ret saa som en Purgads, det i hans Indvold stryder,

          Som i en Frandsmands Liv, n-kaaget Brygger-Øll,

          Hand plages som en Mær, der gaar og kaster Føll.

Hand saa vort arme Sprog forvirrer og forvender,

Og det saa reeder til saa ingen Mand det kiender,

          En haaben halve Ord hand med sit raadne Liim,

          Os liimer slet til ret, at hand kand faa et Riim.

Er Ordet lit for langt og sig ey strax vil skikke

I Riimed som hand vil, da skammer hand sig ikke,

          Ret som en Boddel-Knegt, det arme Ord til Straf,

          At hugge strax en Fod, og Rumpen med deraf.

Dog hvad han hugger af, og hvad hand sammen-limer,

Hand dog ret som en Gaas, og som en Oxe rimer,

          Og naar hans nette Riim af ham er færdig giort,

          Saa rimer Rimet sig, som Mulcus med sin L---.

Hand med selv-giorde Ord os ald Naturen setter

Skabikken-Hoved for, hans Riim hand saa indretter,

          Saa hver en Ting der er, med Magt et fremmed Navn,

          Som i fornemme Dragt, maa løbe Fastelavn,

Et gammelt afslidt Ord, en gammel vissen Glose,

Som hand til Lykke fandt, udi en Islandsk Hose,

          Som ingen Mand forstaar, det maa her for en Dag,

          Deraf giør han sig til, det er en herlig Sag.

Deraf skal hver Mand see, hvor hand har lærdt at sqvaldre,

Hvad? jeg fortaler mig, jeg skulde sagt at skialdre,

          Det Ord hand fører strax op paa Parnassi Hald,

          Og setter ham en Krands af Laurbær paa hans Skiald.

Deraf skal hver Mand see, hvor hand er vandt at rage

I gamle Bøgers Støv, hvor langt hand gaar tilbage,

          Til Sprogets Kilde-Spring, det er at være lærd,

          At være vel belæst, i det er Ære værd.

En Jyde-Dreng eengang, hand var i fiorten Dage,

Til Rostock uden Lands og der hand kom tilbage

          Hiem til sin Føde-Bye, hand havde glemt sit Jydsk,

          Hand vidste ey et Ord, men talte lutter Tydsk.

Saa gaar det mangen een, som holder for en Ære,

Udaf et Gilde-Skraa et gammelt Ord at lære,

          Hver Mand ham holde skal for saare lærd og klog,

          Fordi hand kiged har udi en gammel Bog.

Langt heller burde hand af gamle Bøger lære,

Hans Tunge og hans Pen bør Sindets Tolk at være,

          Den Tolk maa være god, maa være puur og klar,

          Om Sindets Meening ret skal blive aabenbar.

Hand bør i hvor der gaar, at skrive og at tale,

Saa Folk ham kand forstaae, og ey gaae hen at male

          Toe Mølle-Vinger af, i Steden for en Koe,

          Skrev hand end Navnet hos, ham Folk dog ey skal tro.

Men har hand endelig Fornøyelse af dette,

At ingen ham forstaar, at ingen Mand skal giette

          Hvad hand ham sige vil, send ham paa Marken ud,

          At snakke der for Giæs, og Jeppes røde Stud.

Hand snakke mens hand vil med Ravne og med Krager,

See! deres Stemme nok af Alderdommen smager,

          De siunge denne Dag paa samme Art og Viis,

          Som deres Fædre sang for dem i Paradis.

Det er vel eengang vist, mand ikke bør foragte,

Alt det som gammelt er, mand dette bør betragte,

          At meget got er til, som ogsaa Priisen faar,

          Og har sin Dyd og Kraft, af Alder og af Aar.

Saa ofte Bachus vil sin Ven Silenum gieste,

Den allerældste Viin hand holder for den beste,

          Men gaar det an med Ord for det gaar an med Viin?

          Ney, Ordet har sin Brug, og Viinen den har sin.

See! Viinen har den Kraft, den lader sig bevare,

Og paa et svovlet Fad til vores Brug forspare,

          Men Ordet tvert imod, ret som den skiøre Frugt,

          Bortraadner i en Hast, naar det ey bliver brugt.

Det nægter ingen Mand, det er jo at beklage,

Ja det vel holdes kand, som for en Lande-Plage,

          At mand saa for det Ny det Gamle legger af,

          Og det slet graver ned i Glemsomhedens Grav.

Men det er Verdens Skik, det er vor Verdens Mode,

Som hersker over os, den Onde med den Gode,

          Den er som en Tyran, som mand adlyde maa,

          Og hvo det ikke giør, det vil ham ilde gaa.

Ey, Kiære kom eengang, gak med en Flaske-Trøye

To Buxer som et Skiort med Skoene saa høye

          Og spidse som en Syel, med Hatten som et Spiir,

          Som Landet fordum Tid holdt for den største Ziir.

Skal du ey Følgeskab strax faa af Byens Drenge,

Som skulde dig med Dynd paa Gaderne beslænge,

          Dig huje ud dertil? Ney Sprog saa vel som Dragt,

          Hvad Tiden har forskudt, det giør os kun Foragt.

Tal som de fleste Folk, og tænk saasom de Viise,

Der har du Ære af, og hver Mand det skal prise,

          Du dog det mindste Ord, i hvad du giør dertil,

          Ey bringe kand i Brug, naar Brugen det ey vil.

Kong Ludewig dog selv med ald sin Magt og Velde,

Et Ord kand knap faa til blant lærde Folk at gielde,

          Hand som ald Magten har udi sit eget Land,

          Hand dog det mindste Ord knap gangbart giøre kand.

Hand som af Kaaberet, kand lade Penge mynte,

Og dennem uden til med Sølv og Ziffer pynte,

          Ja til hvad Priis hand vil i Landet lade gaae,

          Kand dog det mindste Ord ey mynte eller slaae.

Ney! som mand fremmed Mynt forbyder ind at føre,

Og den at give ud, saa burde mand og giøre

          Ved mangt et fremmed Ord, som Daaren giver ud,

          Som værre er end Pest, Forgift og Rotte-Krud.

Ald saadant fremmed Tøy giør Sproget liden Ære,

Ret saasom derudi ey Ord nok skulde være

          For mangen Fuskers Mund og Riime-Magers Pen,

          At hand om Fylde-Kalk til andre maa gaa hen.

Ney! mænd, vort Danske Sprog har ey behov at vige

For noget Tunge-Maal, hvad Tydsken end vil sige

          Som lidet veed deraf, til Musers Sang og Spil,

          Det passer sig ret vel naar kun Minerva vil.

Men Giækken vel har læst, og mueligt hørt at sige,

At mand sit eget Sprog kand ogsaa vel berige

          Med et og andet Ord, som Sproget har behov,

          Og at mand vel dertil har givet ham forlov.

Hand har maaskee vel læst, at mand Poëten under,

En liden Frihed tit, men lad ham give Stunder,

          Og lære at forstaa den Mand, som det har sagt,

          Og paa hans Sigen ret og Meening give Agt.

Saa skal hand lettelig befinde og fornemme,

At denne lærde Mand ey givet har sin Stemme

          Til noget andet Ord, end det som Brugen har

          Udi de Lærdes Mund først taget i Forsvar.

Men hand det Ord fik fat, fordi hand sad en Time,

Og fandt ej andet Riim; hvo Pokker bad ham rime,

          Naar hand ej rime kand? hvor mangen grundlærd Mand

          Har aldrig giort et Riim; enddog hand heet vel kand.

Og hvortil skal det Riim? er det vel sagt saa lige,

Om du har noget got, og noget smukt at sige,

          At det bør skee paa Riim? Saamænd, jeg meener nej,

          Thi paa Parnasso dog hver Musa rimer ej.

Riim, eller ikke riim, skriv alt, hvad du vilt skrive,

Tael, hvad du tale vil, som Sproget det vil give,

          Og vil du gaa til Torvs, see til du med dig faar,

          Den Mynt, som gyldig er, og som paa Torvet gaar.

Men dog, min kiære Ven, du maa dig ey forhaste,

Og tænke, at mand vil hvert gammelt Ord forkaste,

          Nej! det er ikke sagt, det gamle har sit Sted,

          Naar det kun bruges ret, saa kand det vel gaa med.

Men med et gammelt Ord for Rimets skyld at lappe

Et got og fyndigt Skrift, som paa en Fløiels Kappe,

          At see en Vadmels Klud, det duer ikke stort,

          Det er, i hvor det gaar, langt bedre ladt end giort.

Ey heller nogen maa her falde i den Tanke,

Som ogsaa maa vel skee, slig bagvendt Dom vil vanke,

          At mand her skumle vil, og mangen lærd Mands Pen,

          Paa timen kaste bort, og under Bænken hen.

Mig synes fuldt og fast, jeg hører Hunden tude,

Som af den Steen jeg slog, blev rammet paa sin Snude,

          Den Skumler hører jeg paa Skolemesters viis,

          Vil straffe lærde Folk med Færle og med Riis.

Hand for en liden Feyl en andens Skrift foragter,

Hand giør sig af sig selv til General Forpagter

          Paa Bierget Helicon, hand vil med Magt og Vold

          Os Hyppocrenes Strøm belegge med en Told;

Hand meener at hand har, hver Musa i hans Lomme,

Saa snart det lyster ham, at pibe eller tromme,

          Saa skal det gandske Chor paa timen færdig staae,

          Ret som Pollakkens Biørn i Springe-Dantz at gaae.

Hand vil enhver Poet hans Myndighed skal fire,

Hans eget Strenge-Leeg er kun en gammel Lire,

          Dog vil hand, Phœbus selv til hver Gudindes Bal

          Sin Harpe og sin Luth derefter stemme skal.

Ney meget langt derfra, du dig forvist bedrager,

Og farer storlig vild, om du det saa optager,

          Man ey er skumle-syg, ney den som dette skrev,

          Har ald Ærbødighed for Konstens Friheds Brev.

Hvad lovligt er for ham, skal og vel lovligt blive,

Hand har og heel vel lærd at tage og at give

          Den Frihed, som hand bør, naar man kun med Forstand

          Den strekker just saa viit, som den sig strekke kand.

Hand tvertimod som Pest, vor Mester-Skumler hader,

Som andre til Foragt med selv-giort Viisdom sprader,

          Og meener sig dermed for Folk at giøre stor,

          Du veedst hvad hand derom engang har sagt i Fior.

En Bonde-Mand engang, som ofte fik den Ære,

At Sogne-Præsten kom, hans Kone Tugt at lære,

          Hand gik for Paven frem, og bad ret Aandelig,

          At hver en Clerck og Præst dog maatte gifte sig.

Man spurde, hvorfor det? sligt Kirken ey tillader,

Jo heel vel, sagde hand, ach! jo; O! fromme Fader,

          Naar vor Præst Kone faaer, jeg derpaa vedde tør,

          Jeg hende giøre vil det hand min Lusse giør.

Lad Mester Skumler da sin egen Harpe stemme,

At man den Klang og Lyd kand høre og fornemme,

          Med samme Skieppe da, hvormed hans stolte Sind,

          Til andre maaler ud, hand faaer at maale ind.

Lad ham sig sette need, at digte og at skrive,

Maa skee den hannem da vel Skieppen fuld skal give,

          Ja den vel findes tør, som ham skal binde ind,

          Med samt hans Digt og Riim i dobbelt Kalve-Skind.

Ney! egen Klogskab mig aldeeles ey forblinder,

Om jeg i andens Riim end et og andet finder

          Som ey er alt for reent, saa veed jeg dette Svar:

          Den allerbeste Viin den og sin Bærme har.

Jeg veed dog meget vel, Homerus selv kand slumre,

Vor Danske Bording med kand undertiden bumre,

          Om denne bliver det dog ey desmindre sandt,

          At man hans Lige-Mand endnu ey mange fandt.

Her tales ey om den, som har Forstand at dømme,

Hvad sig udi et Skrift paa Tid og Stæd vil sømme,

          Som kand et fyndigt Ord, som snart var lagt i Muld,

          Som Perlen sanke op, og fatte ind i Guld.

Men om Bønhaseren, som ikke i sin Hierne

De Kræfter har som hand, og dog med ham saa gierne,

          Med Ædelsteene vil sit Skrift stafere ud,

          Og tager Glas dertil, som til en Bonde-Brud.

Hvor hand af lærde Folk Exempel strax vil tage,

Og smidde mangt et Ord, naar Riimet ey saa faae

          Som Blekket af hans Pen for ham udskyde vil,

          Hvor mangt et selvgiort Ord hand slæber da hertil.

Hvor hand paa Helicon forskrækkelig huserer,

Og for et bagvendt Riim de Muser exeqverer,

          Ja truer dennem med Rapire-Franske put,

          Og deres Moder selv vil giøre med en Glut.

Men hvor skal Manden hen? vil Riimet sig ey skikke,

Hand ey en Skilling faaer sin Kappe med at flikke,

          Det Riim det maae herud, i hvor det end skal gaae,

          Om hand det gandske Vers for Riimet skulde slaae.

Hand følger hvert et Liig, med Klage-Digt og Taare,

Med heele Potter Graad, hand sukker vel saa saare

          For den hand kiender ey, for den hand aldrig saae,

          Alleene at hand kand en to Marks Krone faae.

Hand for et Brude-Vers og Votum faaer en Daler,

Hvori (Dyd-ziirende) og andet saadant praler,

          Hvoraf et Brude-Par for Ære tit har Spot,

          Enddog Assessor Madts det finder saare got.

Det Dydefulde Riim, man siden gierne finder

I hver en Høkers Bod; hvor man i Riim indbinder

          Augurker, Peber, Salt, Smør, Ost og Ingefær,

          Ja bruger Brudens Navn til det ey nævnes her.

Sligt giør, at mangt et Vers, som vel var værd at læse,

Poeternes Patron saa stinker i hans Næse,

          Saa hand Poet og Vers snart ey tør komme nær,

          Enddog hand mangen gang vel havde Konsten kiær.

Ja at en Kilte-Kniv med blaae og grønne Snore,

Udraaber uden Skam hver Musa for en Hore,

          Og siger offentlig: de Tasker alle ni.

          Med hver en Skoele-Dreng og Pæbling ligger i.

Men ney, det kydske Folk, de tugtige Gudinder,

Man med deslige Folk i Selskab aldrig finder,

          Enddog en Haselist sig vel indbilde tør,

          At man paa Helicon ret meget af ham giør.

Enddog det dumme Fæ sig mangen gang indsniger

I Musers Toft og Vang, og over Gierdet stiger,

          Endog det ofte skeer, en Ugle og en Ravn,

          Udaf sin heese Hals paakalder deres Navn.

De saadan een seer an, med slig en Spodskheds Mine,

Saa man af den Phantast maae bande, lee og grine,

          Ja de derover selv tit græde maae af Harm,

          Og med Parnassi Gud for saadant faae Allarm.

Den Gud hand veed det nok, hand giør og alt sit beste,

Mod det u-vanned Fæ Parnassum at befeste,

          Og med dets Brinke-Stie en Pind derfor at slaae,

          Saa Fæet neden for i Dyndet rode maae.

Den Gud Parnassum vel mod Fæ og Sviin forsvarer,

Hør dog, hvordan hand sig udlader og forklarer,

          For gamle Mester selv, om slig Gaard-Bryderi,

          Det er en sær Format, som dette staaer udi.

Hand lod den Mand engang ret op paa Bierget stige,

Og lod ham som en Ven et Øyeblik indkige

          I Konsters Kilde-Væld, som ham betroed er,

          Og see den Rigdoms Skat som hand bevarer der.

Men før den Mand kom op, hand maatte længe svede,

Og med stor Møysomhed tit efter Veyen lede,

          Den Stie, som gaaer derop, er overmaade steil,

          Saa vildsom og dertil, saa mangen een gaaer feil.

Dog kom vor Mester op, og drak imens hand vilde,

Ja drak det sidste Vand af alle Dyders Kilde,

          Dernæst Apollo selv hand førte ham omkring,

          Og ham af Venskab gav Beskeed om alle Ting.

Hand der de Muser saae i fulde Arbeyd sidde,

Til Dydens Raad og Vext, den Nectar-Dug beridde,

          Den af det fine Guld til Harpen Strenge spandt,

          Af Laurbær-Blade den en Krantz for Cæsar bandt.

Den giorde Pidsk og Riis til U-dyd med at tæmme,

Den Harpen høre lod, dertil sin søde Stemme,

          Saa Luften klang derved, den Lærde, denne skrev,

          Og ikke een sin Tiid i Ledighed fordrev.

Den Lærde, denne skrev, tænk ey det var Gazetter,

Som os Mercurius fra Altona beretter,

          Som Tydsken giør os viis, der hos Parnassi Gud,

          For en Lybskilling tit gaaer baade ind og ud.

Den Gud for Manden og lod Pegasum fremføre,

Og lod ham paa hans Ryg et Sving mod Himlen giøre,

          Der saae hand under sig ald Jorden som den staaer,

          Og ald den Daarlighed i Svang paa Jorden gaaer.

En tyk Bekymrings-Sky med mangen Narrisk Tanke,

Beblandet saa hand der ved Jorden sig at sanke,

          Som sig jo meer og meer med Mørkhed sammendrog,

          Og Jorden Solens Lys og blide Skin betog.

Den gyldne Nøysomhed i alle Dyders Skare

Hand i det Høye saae mod Himlen op at fare,

          De havde Mennesket aldeeles sagt god Nat,

          Og hvert et Land og Plet af dennem var forladt.

Hand tusind Laster saae i Haabe-Tall at vrimle,

Men Hovedet dermed begyndte ham at svimle,

          Fordi hand kom for høyt, thi foer hand need igien,

          Af Frygt for Hændelse, saa giør du og min Ven.

Kom du fra Bierget ned, du alt for meget snager,

Udi forbudne Ting, og alt for høye Sager,

          Siig os hvordan den Gud Poeten fuldte need,

          Og ham om alting gav Oplysning og Beskeed.

Den Mand gav nøye Agt paa alting, som hand burde,

Apollo endelig hand med Forundring spurde,

          Om mangen Alfar Vey, som hand der for sig saae,

          Hvortil den dog saa bred og saa bebaned laae.

De Veye siuntes hand til Biergets Top at føre,

Hand vilde vel derop med Vogn og Heste køre,

          Hvad Aarsag var dertil, at hand den snevre Gang

          Tilforn da maatte gaae, som var saa steyl og trang.

Apollo loe deraf, de Veye synes lette

Og breede, sagde hand, men lad dig underrette,

          De løbe dog kun her forgiæves neden om,

          Og aldrig op af dem paa Bierget nogen kom.

See du kun nøye til, saa skal du see og kiende,

At hvert et Fied og Trin, i hvor du viit dig vende,

          Er kun af Giæs og Faar, af mangen So og Koe,

          Du seer der ikke Et af Musers høye Skoe.

Viid det, den rette Vey, den ey saa aabenbare

Og banet ligge maae for hver en Oxen-Skare,

          Som op paa Bierget vil, ney, ney, den rette Vey

          Op til Parnassi Top, saa fage findes ey.

Den dertil er for eng, og saa med Riis og Stubbe

Begroed, saa man sig med Møysomhed maae stubbe,

          Og trænge der forbi, saa klog er ingen Mand,

          Om jeg ey selv er hos, hand Veyen finde kand.

Hvor skulde Muserne vel ellers kunde sove

I Fred for mangen een, som ofte skulle vove

          At stiæle sig derind, og giøre dennem Vold,

          Her er jo kun en Grøft, knap saa som om et Fold.

Og den endda disvær nedtrædes under Fode

Af det u-vannet Fæe, som kommer her at rode,

          Jeg kunde vel en Muur opbygge i en Hast,

          Ja som det beste Slot Parnassum giøre fast.

Det var Amphion jo en ringe Sag at giøre,

Hand kunde med sit Spil en Vold og Muur opføre

          Omkring den gandske Stad, men jeg det ikke vil,

          Mit søde Siunge-Chor har ingen Lyst dertil.

Det rædde Qvinde-Kiøn, ald Krigs-Befæstning hader,

Det med et Gierde sig og Grøft fornøye lader,

          Det er dem ogsaa nok, thi Biergets steile Top

          Forsvarer sig nok selv, saa ingen kommer op.

Vi ofte tvert imod Forlystning derved tage,

At see det dumme Fæe herneden for at snage,

          Og lade mangen gang sig være vel saa suurt,

          At finde her og der en halv forvisnet Urt.

Jeg leer og mangen gang, naar jeg seer Fæet drikke

Af Vandet som der staaer, og sig om Snuden slikke,

          Da det dog røddet er, og har sit Flod og Fald

          Fra Biergets Rende-Steen og Pegasi hans Stald.

Saa kandst du nu gaae hen, Mœcenas at berette,

Hvad du har seet og hørt, og lad dem viide dette,

          At mangen een fra mig ham hilser i sin Sang,

          Som jeg har aldrig seet, og kiender ey engang.

Hand derfor bør dog ey den ædle Sang foragte,

Men alting med sig selv fornuftelig betragte,

          Om end paa Brems og Bie kun synes lit Forskiel.

          Paa deres Arbeyd dog de kiendes meget vel.

Den Mand hand har det og i sine lærde Skrifter

Forklaret saare vel, og Bremsenes Bedrifter

          Afmalet, saa en hver, som har en sund Forstand,

          Sig uden Troldoms Konst deri let finde kand.

Dog findes mangen een, fordi hand har sit Øre

Forstopped slet med Flod, hand ey Forskiel kand høre,

          Paa Klangen af en Lut, som ret Chor-Messe staaer,

          Og paa et Hakke-Bret, som Landsby Degne slaaer.

Ja mangen eens Fornuft med Dumhed saa er blandet,

Saa hand ey kiende kand, det eene fra det andet,

          Det er en liflig Sang, som Hiernen skriger fuld,

          Man mener, hver en Ting som glimrer, strax er Guld.

Og som man lidet kand paa begge Deele skiønne,

Man begge Deele veed ret ilde at belønne,

          Der med et Gaase-Riim til Bondens Juule-Dands,

          Og Kiempe-Viiser tit belønnes med en Krands

Et Skrift som tvert imod af Phœbi egen Hierne,

Undfanged er og fød, dermed en Skiden-tærne

          Sit Snørliv stopper ud til hendes skæve Krop,

          En Kielder-Kat deraf giør sig en Flaske-Prop.

Den samme Skiebne faaer, om jeg det sige torde,

Som Bibelen selv har; hør hvad en Kiærling giorde

          Engang ved hendes Søn, en tredive Aars Dreng,

          Som af en Sygdom laa forkommet paa sin Seng.

Den Dreng u-roelig var, og intet kunde sove,

Der mangen Læge kom, selv Doctoren fra Hove,

          Som gav ham meget ind, man satte ham Klisteer,

          Man gav ham Sveede-Drik, Purgads og saadant meer.

Man bragte for en Dag, alt det som hielpe kunde,

Det dog forgiæves var, det hialp ham ingenlunde,

          Alt hvad man gav ham ind, alt hvad man ham forskrev,

          Den Dreng u-roelig var, den Dreng u-roelig blev.

Hvad, sagde endelig den gode gamle Qvinde,

Hvad Sygdom er dog det? jeg maae det Middel finde,

          Den Dreng maae saa ey døe, vel an! saa mænd, jeg maae

          Endnu forsøge Et, og see hvor det vil gaae.

Tag Bibelen herhid, lad lille Chræn indkomme,

Og læse os deri, jeg seer det dog paa somme,

          Naar Jeg i Kirken gaaer, at Guds Ord mangen gang,

          Kand dysse Folk i Søvn, og heldst i Aften-Sang.

Det Raad var saare got, det skeede som hun sagde,

Vor Chræn hand læsde brav, den Syge Øret lagde

          Med Andagt saa dertil, saa Søvnen falt ham paa,

          At hand med Andagt sov, hans Moder ligesaa.

Slig Kraft har da Guds Ord, det mangen saa behager,

Saa ham den søde Søvn derover slet indtager,

          Saa gaaer det ogsaa til med Musers søde Sang,

          Den dysser Dosmeren i Søvn saa mangen gang.

Og naar hans Hierne er af Søvnens Damp indtaget,

Og ham af Dumhed slet til Pande-Kage baget,

          Hvad Tak fornemmer du, man af en Dosmer faaer,

          For det hand hører ey, for det hand ey forstaaer.

Men gaaer det saadan til, mig maatte nogen sige,

Est du da ey en Giæk? en Giæk foruden lige,

          At du paa andre dig da ikke speile kand,

          Du seer, man for et Vers ey giver en Drik Vand.

Du seer at hver en Kalv, og hver Bønhase rimer,

Du hører mangen gang, at hvo der riimer, primer,

          Paa Danske: hand er gal; du seer hvordan det gaaer,

          Naar man paa andres Feil kun rører mindste Haar.

Alt dette veedst du jo, hvad er der da dig nøder

Dertil i Pokkers Skind, at du din Tiid forøder

          Paa sligt u-nyttigt Tøy, ja, det som verre er,

          Paa det som giør dig slet foragted af enhver.

Kandst du dit lumpen Riim og Vers da ey forlade?

Kandst du ey blive klog af andre deres Skade?

          Og lade hvo der vil med Riim forløbe sig,

          Og selv see til du kandst for Skade vogte dig.

Har du da aldrig hørt, hvad Mikkel Rev hand giorde,

Der Løven hannem kom en Morgenstund om Borde,

          Hvor hand med Snilhed da den Løves Klo undgik,

          Da Løven derimod selv Skam paa Panden fik.

Den Ræv en Morgenstund udaf sit Hull og Hytte,

Gik ud før Sool stod op at søge efter Bytte,

          Den Ræv var klog og snild, enddog hand Hunger leed,

          Hos Nabo-Konen dog hand aldrig Kylling beed.

Thi gik hand langveys bort, sin Føde der at hente,

Hvor hand var u bekiendt, hvor hand var mindst i vente,

          Hand gik i Skov og Mark, i Agger og i Eng,

          Hans Hustru samme Tid, hun laae i Barsel-Seng.

For hende og de Smaae kun lidet var til Føde,

Hand ønskte hos sig selv, en Gaase-Flok at møde,

          Men just en Løve kom i Pokkers Tid for ham,

          Hand sveedte Angest-Sveed, der hand det Syn fornam.

Man havde for en Hviid hans Liv vel kundet kiøbe,

Hvad Raad for Ræven her? det var ey Tiid at løbe,

          Thi Løven var ham nær, det var en farlig Ting,

          Hand kunde Ræven strax indhendte med et Spring.

Hand saae den Gast vel af, hand tiilig ud var gaaed,

Og havde neppelig endnu sin Frokost faaed,

          Hand tænkte ved sig selv, hvordan vil dette ud?

          See! dette Gilde vist vil gielde Rævens Hud.

Thi som det nu gaaer til, saa gik det fordum Dage,

Den Stærke bruger Magt og Vold imod den Svage,

          Den Svage tvert imod, om hand sig vil begaae,

          Med største Ydmyghed for U-ret takke maae.

Saa giorde Ræven og, hand gik imod den Løve,

Bød ham god Morgen strax, og gav sig til at prøve

          Sin tredske Ræve-Konst, med fauer Ord og Snak,

          Hvormed og mangen Ræv fortiener største Tak.

Hand tænkte, kunde hand hermed ey meere vinde,

Saa vandt hand dog den Tid, en Udkomst her at finde,

          See Tiden mangen gang stor Bistand giør i Nød

          Og Frist, som mangen een har frelset fra sin Død.

Det gik ham ogsaa an, der kom udaf en Hule,

Just i det samme frem een feed og tykked Muule,

          Der Løven den blev var, hans Tænder løb i Vand,

          Her var en bedre Steg, og Vildbrad for hans Tand.

Det mærkte Mikkel Ræv, og ey med liden Glæde,

Hand derfor Løven bad lit nærmer til at træde,

          At faae sin Frokost her, hand ellers Hoste fik,

          Om hand saa fastendes i Morgen Duggen gik.

De got Folk begge to, derpaa sig hen forføye

Til Mulen, som den gaaer, men Ræven hand har Øye,

          Til Fødderne derpaa; thi hand er klog og snild,

          Hand giver søde Ord, og er saa saare mild.

Ey siig os smukke Dyr, du har saa smukke Lader,

Du est saa feed og trind, hvad heder dog din Fader?

          Hvor kommer du dog fra? hvor er dit Føde-Land!

          Faaer du der noget Got og Lekkert for din Tand?

Den Mule ey var Barn, den sagde: kiære Broder,

Jeg det ey sige kand: Men see min gamle Moder,

          Har alting skrevet op her under denne Fod,

          Fordi Hukommelsen var mig ret aldrig god.

Der kandst du, om du vilt, Beskeed om alting læse,

Men Ræven havde Røg af Lundten i sin Næse,

          Hand svarede, min Ven, jeg ikke læse kand,

          Mand ingen Skole har udi mit Føde-Land.

Men om hans Naade vil, som læse kand og skrive

(Det var om Løven meent) hand kand os heel vel give,

          Forklaring paa den Skrift, hand er en Herre-Mand,

          Hand vel studeret har, og har ret god Forstand.

Strax kroëde Løven op, som hørde sig saa rose,

Enddog hand ey forstod vor Mikkels fine Glose,

          Hand traade strax her frem og under Mulens Fod,

          Hand vilde læse op den Skrift der skreved stod.

Den Mule ey var seen hans Naade een at give,

Og paa hans Pande-Been med Foden saa at skrive,

          Saa hand nedstyrte slet, blev baade døv og blind,

          Og ald hans Læsning snart gik ham af Hu og Sind.

Men Ræven løb sin Vey, lod Løven eene blæse

Paa Skaden, som hand fik, og lære ret at læse,

          Og bad hand sig faae skam, i hvor det med ham gik,

          Om nogen Muule saa ham til at læse fik.

Giør du da ligesaa, du seer paa een og anden,

Hvordan det med dem gaar, hvor man faaer Skam paa Panden

          Fordi man bruge vil, den Konst som man har lært,

          Og andre læse for, det dennem ey er kiert.

Hvo vil vel ynke dig, naar du derover klager,

At Verdens falske Dom, din stakkels Pande plager,

          Bliv du som Mikkel Rev fra Muulens hvasse Fod,

          Lad læse, hvo der vil, ald Skrift er dog ey god.

Det Raad er got, min Ven, og nyttigt nok at følge,

Men see mig dog engang, see til den grønne Bølge,

          Som i det stolte Hav opsluger mangen Mand,

          Og styrter Skib og Gods udi den stolte Strand.

Skal man da der for vel Seyladsen lade fare,

Hvor skulle man vel faae de mange skiønne Vare,

          Som man paa mangt et Skib fra Verdens Ende faaer,

          Og som fra Indien hidføres Aar fra Aar.

Skal hver en Kiøbmand da sit Kiøbmandskab begive,

Og derfor aldrig meer sin skiønne Handel drive,

          Som sanker os herind slig Rigdom i vort Land,

          Fordi det hænder sig et Skib forgaaer i Strand.

Skal man ald Digte-Konst da sette til en Side,

Fordi den lærde Skrift maae ofte Skibbrud lide,

          Hvor blev den skiønne Digt, den søde Harpes Klang,

          Som gav Psalmisten selv Forlystning mangen gang.

Skal man tilstoppe slet det Kilde-Væld som flyder

Ned fra Parnassi Top, og vander alle Dyder,

          Og sætter dem i Flor, alleeneste fordi

          Man finder da og da, en Tudse derudi.

Skal man den gode Ting sig ey til Nytte føre,

Fordi man mangen gang om det og det maae høre,

          At det i Misbrug gaaer? slet intet er saa got,

          Det jo misbruges kand, ja giøres slet til Spot.

Man jo af Staalet kand et Sværd, en Øxe smidde,

Hvori saa meget Ont, ja Mord og Vold kand sidde,

          Men med det samme Staal, man af den sorte Muld

          Udgraver os til Gavn, det skiønne røde Guld.

Lad andre, siger du, lad andre Guldet grave,

Som bedre end som du i Sindet har den Gave,

          At give sig tilfreds og sig ey slet at slaae,

          Naar det kand hændes dem for Guldet Bly at faae.

Der er jo fleer end du, som ogsaa kunde digte,

Som kunde giøre Vers, og Dyderne forfigte

          Med vel saa god en Pen, om du end aldrig skrev,

          Vor Verden derfor vel i sine Hængsler blev.

Min Ven du taler vel, see! det er Gudsens Sanden,

Om jeg min tamme Pen og Riime til en anden

          For intet overdrog, ja Penge dertil gaf,

          Jeg giorde saare vel og havde Gavn deraf.

Det veed jeg alt for vel, jeg gierne selv fordømmer

Min egen Daarlighed, men saa som den der svømmer

          Imod den stride Strøm, hvor vel hand Konsten veed,

          Imod hans Villie af Strømmen sættes need.

Saa gaaer det ogsaa mig, hvor meget jeg end stræber

Mod Daarlighedens Strøm, den Strøm mig stedse slæber

          Og sætter med sin Fart tilbage dog igien,

          Og fører mig dog did, hvor jeg ey skulle hen.

Jeg seer min Daarlighed, som jeg vel burde hade,

Dog hvad jeg seer og veed, jeg kand den dog ey lade,

          Jeg ey udgrunde kand, hvad Pokker mig har seet,

          Hvad Pokkers Raseri har giort mig til Poët.

Jeg som i Ledighed har ald min Tid forlaaret,

Som aldrig nogen Tid hos Helicon har vaaret,

          Langt mindre steget op paa Biergets høye Top,

          Hvor man Poeter seer som Græs at voxe op.

Som aldrig drukked har af Kilden som der rinder,

Som aldrig kaldet blev udaf de Ni Gudinder,

          Og aldrig af dem fik iblant det lærde Folk

          Bestallings-Brev og Seigl, at være deres Tolk.

Jeg ey udgrunde kand, hvad Stierne mig maae drive,

Og hvad for en Planet mig kommer til at skrive,

          Min Fødsel har vist havt det samme Himmel-Tegn,

          Ret som Svend Skiøttes Hund, der giorde sig til Degn.

Svend Skiøtte var en Mand, som vidste vel at jage,

Og beede Dyr med Konst, hand jog og alle Dage,

          Og skiød saa mangt et Dyr udi den grønne Lund,

          Sin Hosbond til Profit og paa hans egen Grund.

Hertil den gode Mand og maatte have Hunde,

Som Harer, Ræve, Sviin og Hiorte tage kunde,

          Tit holt hand Mynder nok, blant andre holt hand een

          Som færdig var paa Spoor, og havde gode Been.

Den Mynde var ham kiær, den meget vel var øvet,

Og vel udlærdt til Jagt, hand ogsaa havde prøvet

          Stor Troeskab hos den Hund, og for den Hund var god,

          Hand til sin Hosbond den omsider overlod.

Hvor kiær den Hund ham var, sin Hosbond hand den skienkte,

Maa skee den fromme Mand, hand derfor ogsaa tænkte,

          Hans Hosbond kunde faae god Tieneste deraf,

          Og Hunden faae den Kost man andre Hunde gav.

Den Herre ey var vandt, i Huuset at tilstæde,

At nogen Hund forsvældt, hand gav ham nok at æde,

          Saa mange som der gik, ja der saa mange gik

          Som duede kun lit, dog alle Føden fik.

Men see den arme Hund, det gik ham her ret ilde,

Der hand kom til at gaae til Herre-Hundes Gilde,

          Hver Hund der var, ham strax fra Hunde-Truged sleed,

          Og for hand fremmed var, ham over Næsen beed.

Hand nødtes derfor til Taalmodighed at tage,

Og maatte sig saa tit fra Maden lade jage,

          Den største Dogge selv gik paa den Mynde løs,

          Med Skum i Flab og Hals, og den fra Maden kios.

Det hænder sig engang midt i den heede Sommer,

Den med et hungrigt Skind engang fra Jagten kommer,

          Den løber hid og did, den løber hvor den kand,

          At spore Frokost op, og noget for sin Tand.

Den søger her og der, hvad Lykken den vil give,

Og hvad den finde kand sin Hunger at fordrive,

          Just finder den en Stald, der sniger den sig ind,

          For Døren ret tilpas, sad kun en liden Pind.

Det var ey første gang, den Mynde trakte Pinde

Og Klinker fra en Dør, hvor noget var at finde,

          Hvortil ham Huen stoed; man ham fra Maden jog,

          Derfor Hand for sig selv og undertiden tog.

Dog det hand finder her, ham dog kun lidt behager,

Hand finder en visk Høe; see det en Hund ey smager,

          Saa snart hand lugter det, hans Appetit gaaer hen,

          Thi letter hand sit Laar, og løber bort igien.

Ey meget langt derfra, lit henne ved en Side,

Et sulted Asen stod, som pleyede at bide,

          I sær om Vinters Tid, paa mangt et skidet Straae,

          Og Halm, som uden for paa Mødding-stædet laae.

Det Asen ey var seent, den Leylighed at tage,

Det stakkels sultne Bæst sig skyndede vel fage

          Ind ad den aaben Dør, som Hunden lukte op,

          At finde noget Got at fylde i sin Krop.

Udi det raadne Hø det fik et lekkert Gilde,

Det aad med Graadighed, saa længe som det vilde,

          Og proppede til Gavns sin suldtne Esels-Hud,

          Det og ret lystigt blev, der det igien kom ud.

Det saare lystigt blev, og gav sig til at skryde,

Og med Musiken sig paa Æsels-viis at fryde,

          Og endelig det Bæst, det sagde til en Soe,

          Som i en Mødding laae, sin skiære Hud at toe:

Var Hunden ey en Nar, som ikke bedre viste,

At bruge Lykken ret? Jeg vilde ikke miste,

          Det jeg derinde fik, ey for ald Verdens Guld,

          Jeg af den lekre Kost har ædt mig Livet fuld.

Ja vist var hand en Nar, saa giev som er at finde,

Saa svarede den Soe, den Nar hand var derinde,

          Og fandt den skiønne Mad, som var saa sød og god,

          Og den med Daarlighed til andre ligge lod.

Det saadan altid gaaer med disse lekre Gaste,

Som ere vandte til at bide og at kaste,

          De gaaer med Tarmen fuld af lutter Veyr og Vind,

          Fordi de biide dem saa Diævels meget ind.

Men jeg har bedre lærdt, jeg er ey nær saa lekker

Og kræsen som den Hund, jeg mine Sider spekker

          Men hvad der kommer for, det giør mig feed og trind,

          Jeg trives vel deraf, det kiendes paa mit Skind.

Men i den samme Stund, vor Mynde kom tilbage,

Thi den løb overalt paa Mynde-viis at snage,

          Den kom og hørte paa det Asen og den Soe,

          Og af den Svine-Snak den op i Skyen loe.

I Bæster, sagde den, I skidne Fylde-Kroppe,

Som andet ey har lærdt, end eders Skind at stoppe

          Med alt hvad raaddet er, med Halm, med Mask og Drank,

          Og hvad en ærlig Hund forgive kand med Stank.

I Bæster holde maa en Mynde det til gode,

At den ey med en Soe i Møddingen vil rode,

          Og med et Asen ey kand æde røddet Hø,

          Det ey er Myndens Kost, langt heller skal hand dø.

Det bedre var Fru Soe sin Tryne til at snøre,

Og saadan Sviine-Snak os ey at lade høre,

          Et Asen Asen er, en Soe den er en So,

          En Mynde er for sig, lad Mynden gaa i Ro.

Ja, sagde Soen da! Selv-Roes den stinker ilde,

Hvad vilt du lumpen Hund, hvad vilt du dig indbilde,

          For du i Skov og Mark kand løbe lit omkring,

          Og flakke lit om Land? det er en herlig Ting.

Den har vist Penge nok, som sligt et Dyr vil kiøbe,

Som ey har andet lærdt, end Landet om at løbe;

          Nu svarede vor Hund, nu et got Ord igien,

          Skiønt jeg er ey en So, jeg er dog Soens Ven.

Du maa, min søde So! ey Fiendskab mod mig bære,

Jeg Soer ald min Tid, har elsket og giort Ære,

          Slet intet Dyr er til, saa deyligt paa min Troe,

          Og som jeg har saa kiært, saasom en spekket So.

Du maa, min smukke So! til Vens med mig da være,

Den søde smukke Kunst jeg dig igien vil lære,

          Jeg har saa mangen So i denne samme Egn,

          Oplærdt udi Musik imedens jeg var Degn.

Jeg fra min Ungdom op har Degn og Klokker vaaret,

Og blev af Cantor selv til Tienesten udkaaret,

          Og kiender du mig ey, da er det meget sært,

          Jeg har saa mangt et Dyr paa Instrumenter lærdt.

Jeg har saa mangen So paa Noder lærdt at siunge,

Thi intet Dyr er til som har saa skiøn en Tunge,

          Saa til Musiken skabt, saa som en So den har,

          Naar Soen siunger vel, da er Musiken rar.

Ej sagde da vor So, da maatte jeg vel lære,

Musiken at forstaa, hvad var det mig en Ære

          Og stor Berømmelse, at jeg blant andre Sviin,

          At synge ret forstod paa Fransk og paa Latiin.

Jeg har en dygtig Røst, jeg har en vakker Stemme,

Saa god som nogen So, mig fattes ey paa Nemme,

          Nej Nemme har jeg nok, alting deri bestaar,

          At jeg i Konsten først ret Underviisning faar.

Ej Kiære vil du mig da Synge-Konsten lære,

Du skal min beste Ven, du skal min Broder være,

          Ret gierne Søster So, jeg det ret gierne vil,

          Kom kun lit bedre hid, og læg dit Øre til.

Den Konst fornemmelig bestaar udi vort Øre,

Med Øret mand Musik begribe maa og høre,

          Et Øre største Lyst af Synge-Konsten faar,

          Naar det er drejet ret, og efter Tacten staar.

Vor So ret villig var, at byde frem sit Øre,

At Mynden kunde det ret efter Tacten røre,

          Der hand fik Øret fat, og med hans Tænder fast,

          Hand lærte Søster So at synge med en Hast.

Hand beed, Fru So hun skreeg, og sang en liflig Vise

Med hendes søde Røst, saa alle Sviin og Grise

          Sig sankede paa Stand, hen til den samme Sted,

          Og hvert et Sviin der kom, tog til at synge med.

Men Mynden løb sin Vej, den løb hvorhen den vilde,

Den frygtede sig for et Diævels Svine-Gilde,

          Der kom blant andre Sviin een stor og bandsat Krop,

          Som strax gik paa ham løs, og reiste Børster op.

Nu vel, min kiære Ven, den Hund er vandt at jage,

Og spore Harer op, som pleje vel at smage,

          Og lugte paa et Fad, hand saae kun lidet Tegn,

          I mens hand var en Hvalp, at blive til en Degn.

Hand havde aldrig tænkt at lære Sviin at siunge,

Dog kom den Hund dertil blant Gamle og blant Unge,

          Mand finder meer end een som kommer til et Spil,

          Som hand i ald sin Tid ej havde Tanker til.

See! Saul der hand gik ud om Asenet at søge,

Til Konge salvet blev; Her Loth sig tog en Tøge,

          Før hand undkommen var, udaf Gomorræ Land,

          Og mod hans Tanker blev hans egne Døtters Mand.

Vor Dina for sin Lyst, vil Landsens Døttre skue,

Hun gaar en Jomfru ud, men hiem igien en Frue,

          Og Samuel som er en liden Præste-Dreng,

          Hand bliver til Prophet udi hans varme Seng.

Chræn Chrænsen hand gaar bort fra Moder og fra Fader,

Med Plæglen paa hans Ryg, og Jyllands By forlader,

          En Lade-Foged hand vil blive før hand døer,

          Nu er Chræn Chrænsen dog en Raadmand i Corsøer.

En mægtig Kejser selv, som har saa mange Riger

Og Lande i sin Magt, som dertil smukke Piger

          Blant andre og har kiær, og er end vel saa strunk,

          Af Verdens Herlighed, hand giør sig til en Munk.

Saa kommer mangen een til det hand aldrig tænker,

Saa u-formodendes, nu ved hans Lykkes Rænker,

          Nu ved hans eget Sind, og spørger mand den Mand,

          Hvordan hand kom dertil, hand det ej sige kand.

Saa gaar det ogsaa mig, jeg kommer til at rime,

Og med min Skade-Sang paa Helicon at stime,

          Som jeg, det veed jeg vel, slet til U-lykke giør,

          Da jeg paa Riim og Sang dog aldrig tænkte før.

I Sandhed jeg ej veed hvad mig dertil har drevet,

At jeg saa til Poët u-skyldelig er blevet,

          Dog om jeg Sandhed ret bekiende skal, saa kom,

          Saa kom, min Ven og hør alt hvad jeg veed herom:

Det skeede mig eengang, eengang i disse Dage,

At jeg i Skoven sad, min Skiæbne at forklage

          For Klipper, Stok og Steen, for mangt et Kilde-spring,

          For mangen Bøg og Eeg, som stode trint omkring.

Jeg klagede med Harm paa denne blinde Lykke,

(Om Lykke dog er til) som efter eget Tykke,

          Sit Venskab og sin Gunst uddeeler som den vil,

          Og os ald Verden selv giør til et Terning Spil.

Jeg klagede med Harm paa mangt et Falskheds Stykke

Og Trek, den spillet har, mig slet at undertrykke,

          Jeg stor Fortrydelse derover høre lod,

          At den mig stedse saa i alting var imod.

Jeg talede den til, du advind-syge Lykke

Saa giør dit beste da mig slet at undertrykke,

          Og har du Magt dertil, viid, jeg forbyde vil

          At du ey nogen Tid skal have ret dertil.

Imens jeg saa min Siæl med mørke Tanker bryder,

Og Galden i mit Liv mod Lykkens Had udgyder,

          En Søvn mig falder paa, jeg Lykken for mig seer,

          Som med et hemligt Smiil min Daarlighed beleer.

Jeg Lykken for mig seer, og hører hvor den taler,

Og siger, hør du Nar, som mig saa sort afmaler,

          Og bruger saa din Mund, viid, du mig u-ret giør,

          Du for din Nød og Trang mig ej beskylde tør.

Men det er saa Maneer hos alle Verdens Aber,

Naar mand forslaar sit Kort, og Spillet dermed taber,

          Paa timen heeder det, mig Lykken ej er god,

          Dog den der satte Beed, ey Spillet ret forstod.

Om et dumdristigt Barn den Daarlighed tør vove,

Ved Bredden af en Brynd at legge sig at sove,

          Og det da falder need i Hast og drukner sig,

          Har Lykken det da giort, er Skylden da hos mig?

Jeg meer end eengang har, saa mangen Giæk uddraget

Af Faren, hvor hand laa, og ham ved Haanden taget,

          Fra Bredden fra en Brønd, alleene at undgaa,

          At jeg udi hans Død ey skulde Skylden faa.

Er jeg forpligtet da, mod hver Mand det at giøre?

Skal jeg dig som et Barn, ved Haanden altiid føre,

          Du har jo den Fornuft, du har jo Skiel og Viid,

          Tænk det, at hver Mand er sin egen Lykkes Smid.

Jeg giør jo nok hermed, jeg Leyligheden sender,

Det ikke min Skyld er, at Daaren den ey kiender,

          Den i sin Pande jo har Haar at fatte i,

          Hvi lader hand den da i Søvne gaae forbi.

Du veedst, min kiære Ven, du veedst, hvad jeg vil sige,

Du har da ey behov mod Lykken saa at skrige,

          Dermed foer Lykken bort, og Søvnen mig forlod,

          Men see! mig siuntes nu, jeg var ved bedre Mod.

Hvad Aarsag der var til, jeg det endnu ey viste,

Men jeg en liden Fugl iblant de grønne Qviste

          Hos mig i Syne fik, den Fugl den sad og sang,

          Og giorde sig ret glad en gandske Time lang.

Jeg saae den lille Fugl, dens Farver vare skiønne,

Jeg saae en deylig Glands, af røde, guule, grønne,

          Og andre Farver meer, som Fuglen paa sig bar,

          Og hvormed hver en Fæir ret ziirligt pyntet var.

Jeg hørde hvor den sang, jeg med Forundring hørte,

Hvor den saa glædelig sin lille Tunge rørte,

          Det mindste Sorrigs Tegn, den ikke fra sig gaf,

          Ney, ney, den lille Fugl den veed der intet af.

Derover hos mig selv, jeg kom i disse Tanker,

Hvad Daarligheders Damp du i din Hierne sanker,

          Du med Bekymring gaar, og sørger for dit Brød,

          Og den Bekymring selv, giør dig den største Nød.

Hør til den lille Fugl, hvor gladelig den qvæder,

Den sørger ej for Mad, den sørger ej for Klæder,

          Den er jo bedre klædt, end mangen stolt Phantast

          Der prunker med den Feyr en Fugl fra sig har kast.

Den Fugl hand sørger ey for Lykke eller Føde,

Som mangt et Verdens Træl der gremmer sig til døde,

          Og til sin sidste Stund i Hierte-Sorrig gaar,

          Enddog hand derfor tit ey meer, ey mindre faar.

Hvad er det, som mand sig i Verden foretager,

At mand saa Dag og Nat, sig med Bekymring plager,

          Smaa Fuglers Nøysomhed os jo langt bedre var,

          Men Verden den er gal, jo Verden er en Nar.

Hermed begyndte jeg paa Verden agt at give,

Hermed gav jeg mig til, med Svøben om at drive

          Ald Verden som en Top, ja! med een gandske Bog

          At lære os forvist, den Galne ey er klog.

Men alt hvad jeg kom til at skrive eller tale,

Det kom paa timen frem med Rimet ved sin Hale,

          Alt hvad paa Tungen kom, alt hvad min Pen den skrev,

          Paa Tungen det til Riim, til Riim i Pennen blev.

Sligt kom mig selsomt for; hvad! har jeg lært at siunge

I lærde Musers Kor? Hvad gaar der af min Tunge?

          Hvad gaar der af min Pen? men jeg nu ogsaa skal,

          (Saa tænkte jeg derved) udi Poëters Tal.

Maaskee den Lykke mig har spilled dette Stykke

Imens jeg laa og sov; hvor mangen til sin Lykke

          I Verden sovet har? det samme mig er skeet,

          Jeg har mig uden tvifl vist sovet til Poët.

Ja mænd min kiære Ven, i Søvne jeg har fundet

Hvert Riim og Vers du seer, i Søvne det blev spundet,

          Af lutter Geede-Uld, og Lodne-Pan hans Skæg,

          Det og saa nyttigt er som Lusses rodne Æg.

Det heel u-nyttigt er, som vor Philister siger,

Med slig U-nyttighed, som Tyven sig indsniger,

          Saa tit i min Bedrifft og Handel som du seer,

          Det samme haaber jeg med mange andre skeer.

Det skeer vel fleer end mig, hvor spodsk mand herom lader,

Tag Løgten i din Haand, gak ud paa alle Gader,

          See til du finder een, som bruger sin Forstand

          Til intet uden det som nyttigt kaldes kand.

See til den Kremmer der, der rider hos en Greve,

Den Ære koster ham hans Kram og Vexel-Breve,

          For os som gaar til Fods med Spodskhed hand slaar Knep,

          Hand sidder dog til Hest som Barnet paa en Kiep.

See hisset boer en Mand, hans tunge Aar og Alder,

Med mangt et Sygdoms Biid, ham need i Graven kalder,

          En haaben store Ting, hand sig dog tager til,

          Og paa en Kleppert hand til Himmels ride vil.

Udi hans sidste Stund, see hvor den Mand sig plager,

Med mangen bitter Drik, som ham ret ilde smager,

          Og selv sit Levnets-Traad (skiønt Lachesis har sagt

          At Teenen alt er fuld,) forlænge vil med Magt.

Hand vil at Doctoren Fru Atropos skal giøre

U-myndig, som et Barn, og hende Saxen føre

          Imellem Fingerne, ja! naar hun klipper til,

          En Væver-Knude hand paa Traaen have vil.

Med Døden i hans Hals hand sørger for hans Rente,

Som hand i Junio til Indtegt har at vente,

          Og for hvad meer hand har udi en skiden Klud,

          Og i det Øyeblik hand blæser Siælen ud.

See! hin hand sidder vel, har Suul og Brød at æde,

Udi et lidet Huus, hand sig et Herre-Sæde

          Og Slot vil bygge op, og inden Dag og Aar

          Med Kone og med Børn af Hunger slet forgaar.

Hand lader sig et Skiold og prægtigt Vaaben smidde,

Et herligt Navn dertil, hand vil ej længer hidde,

          Iep Madsen slet og ret, men Adel-Æg og Skal,

          Og tænker ej derpaa hans Afkom betle skal.

Hand tænker ej derpaa, hans Adelskab vil øde

Det Alen, Vegt og Maal, som ham er vandt at føde,

          Ja det hans Faders Sax, hans Moders Spinde-Rok

          Ham i hans Ungdom har forhvervet smaalig nok.

Gak hen mod Høybro op, der seer du een at age

Udi en gylden Vogn, hand kommer just tilbage,

          Fra et høyvigtigt Verk, som ej er værd en Hvid,

          Enddog det koster ham stor Møje, Sveed og Flid.

Hand med vor Adel-Æg af Kande ej vil drikke,

Fordi den Mand som hand, sit Adelskab og ikke,

          Har faaed af Kong Dan; ret som Kong Christian.

          Ej nu saa mægtig var, som fordum Tid Kong Dan.

I Kloster-strædet gak, du der to Piger finder,

Som staar i Fadder-Snak, saa Tiden dem bortsvinder

          Fra deris Ærende, til hver en Sko-Dreng dem,

          Med Hammer-Spildet maa paaminde at gaa hiem.

Madtz Suphals ligger syg, og for sin Doctor klager,

Det Diævels Podagra slet Livet af ham tager,

          Hand lover ham dertil, hand for ald Verdens Guld,

          Ej meer vil drikke Viin; i Morgen er hand fuld.

Kloer-Knegt forspillet har alt hvad hand har og ejer,

Hand ved sin Salighed, som hver en Spiller plejer,

          Ald Spil forsvoret har, nu nys hand af en Ven,

          En Daler fik til Laans, nu spiller hand igien.

Claus Næsviis løber om, hvert Selskab op at snage,

Og hvert et Selskab hand er til Fortræd og Plage,

          Mand ham i Selskab har saa gierne mangen gang,

          Som Grethe i sin Seng har Myg og Mygge-Sang.

Mod vilde Dyr mand sig med Vaaben kand forsvare,

Mand kun for Mikkel Rev opstiller Sax og Snare,

          For Muus og Rotte maa man sette Rotte-Krud,

          Claus Næsviis saa som Myg mand faar at røge ud.

Men see den Mand der gaaer, hvor sorrigfulde Lader

Den Stakkel paa sig har; ey giet dog hvad han skader,

          Han sig en Kone tog, men det ey ret tilgik,

          En anden for ham kom, og Jomfrudommen fik.

Det giør den Mand slig Harm, hans hverdags Mad og Føde

Er lutter Suk og Graad, hand sørger sig til døde,

          Fordi hand som en Giek, indbilder sig forvist,

          Hans Ære borte er, han har sin Ære mist.

Men hvad u-nyttigt Tøy for saadant sig at gremme,

Ret som din Ære sad udi din Kones Giemme,

          Og hand som hendes tog, strax ogsaa din tog med,

          Da sad din Ære vist ret paa et selsomt Sted.

See! den der kommer der, gaar du ham ey af Øye,

Og han først faar dig fat, du faar at holde Trøye

          Til det er blæst til Bords, den ærts forloyne Krop

          Skal dig med Løgn og Snak til Halsen fylde op.

Han dig fortælle skal, Ti Tusend store Sager,

Som hand af Eventyr og gamle Bøger tager,

          Skal sværge offentlig, hand det har hørt og seet

          Og at det hannem selv er paa hans Reyser skeet.

Han skal dig snakke for tre Timer lang tillige,

Om det han lettelig med to Ord kunde sige,

          Og hvad du giør dertil, at du vil gaa din Vey,

          Her hielper ingen Snak, hand slipper dig dog ey.

Ti gange den Phantast, skal Afskeed fra dig tage

Ti gange hand igien skal raabe dig tilbage,

          Og hvad du selv har sagt, fortælle dig paa ny,

          Og holder det indtil du færdig er at spy.

Men see paa disse to: mand veed jo de hinanden

Bagtale overalt, og hade saasom Fanden,

          Der gaar de begge to, tilsammen Haand i Haand,

          I begges Hierter dog er samme Falskheds Aand.

Den ene med Bedrag den anden ud vil høre,

At finde hvad hand kand omkring i Byen føre,

          Hermed hans Tunge saa kand reede under ham,

          Saa hand paa Tid og Sted faar baade Last og Skam.

Den gammel Stakkel der, som i en slitet Trøye

Og revne Buxer gaar, tænk dog med hvad for Møye

          Hand op paa Børsen gaar, den arme gamle Mand,

          At hand med Kiøbmandskab en Skilling vinde kand.

Hand til sin Middags-Mad slet intet andet æder,

End som en røget Sild, sit Brød dertil hand væder,

          I Claumands Skillings Øl, til Aftens Maaltid hand

          Tobak at tygge har, hvortil hand drikker Vand.

Saamænd hand Aarsag har, at spare og at spente,

Den Stakkel dog kun har tre Tønder Guld paa Rente,

          Og ingen Børn dertil, hand aldrig Kone tog,

          Fordi hans Armod til Huusholdning ey forslog.

Den som ham arve skal, ham ønsker i sit Hierte

Ti Alen under Jord, hand længes med stor Smerte,

          At hand i Hunde var, den Tak vor Puge faar,

          Fordi hand sultet har i tredsindstyve Aar.

Men kom lit bedre frem, her møder du en anden,

See dog, hvor seer hand ud, saa bister saasom Fanden,

          Ja som hans Knæbel-Bart og Hat ham sidder til,

          Saa har hand een alt ædt, og til en anden vil.

For alting see dig for, og gak ham dog i tide

Af Veyen, est du klog, hand ey er vandt at lide

          Ham nogen kommer nær, giør nogen sig til Knud,

          Paa timen heder det, du Lymmel skiær herud.

See! hvilket Diævels Spyd hand slæber ved hans Side,

I Morgen tilig han til Gyldenlund skal ride

          Og vexle Kugler der, ja gaaer paa Hug og Stik,

          For han forgangen Dag et Øre figen fik.

Det Ørefigen ham berøvet har hans Ære,

Hand kand en ærlig Karl ej meer i Verden være,

          Før han sin Ære selv ved mangt et blodigt Saar,

          Udaf sin Fiendes Liv og Bryst udboret faar.

Men om han Rumpen traf, hvor vil han Æren tage,

At han den jo igien ret skiden faar tilbage?

          Jeg ej udgrunde kand, hvor Pokker det er fat,

          Og paa hvad Steder Folk har deres Ære sat.

Lad være han i Blod og Saar sin Ære finder,

Ja fik han Saaret selv han dog sin Ære vinder,

          Et Ørefigen ham hans Ære tager hen,

          Et Saar udi hans Røv ham giver den igien.

Man alt hvad man har kiært bør vove for sin Ære,

Ja Liv og Lemmer til, det maa ret gierne være,

          Dog staar det ikke fast, det er ej altid vist,

          Den altid ærlig er, som er en Duelist.

Men han, som viser os sligt stort et Løve-Hierte,

Som Ørefigen ej i Verden kand forsmerte,

          Hand som os bilder ind, hans Tapperhed og Mod

          Kand Ørefigen ej afto foruden Blod.

Mon hand ej have før os givet denne Prøve

Udaf sin Tapperhed, naar hand den skulle øve

          Mod Fienden som en Mand, at han som Haren løb,

          Ja som en skaldet Hund i Bagger-Ovnen krøb?

En Spanier sig lod en Aftens-Tid forlyde

For gamle Kejser Carl, det skulde ham fortryde,

          At i hans Lives Tid ham nogen bange saae,

          Om hand igiennem Ild og Vand end skulle gaae.

Men Kejseren derved med Brillen paa sin Næse,

Ved Lyset gav sig til udi et Brev at læse,

          Og bød vor Spanier at snyde Lyset strax,

          Paa Lysestagen dog var ingen Lysesax.

Hvad Raad for Manden her? den arme Lyse-Snyder,

Hand faar at giøre strax, hvad Keyseren ham byder,

          Til dette Arbeid da hans Fingre tiene maa,

          Her er ej Lyse-Sax, ej andet Raad at faa.

Med Fingerne den Mand da maatte Branden tage,

Af Lyset i en hast, han kaste vel saa fage

          Den Tandel fra sig bort, men see i slig en hast,

          Ved Fingerne deraf endeel dog hængte fast.

Vor Spanier tog paa, ret som Fru Jyttes Abe,

Med Ilden i sin Røv, at gnie, stryge, skrabe,

          Og viske Fingerne, at faa den Tandel af,

          Sin Spanske Mine nu, han slet paa Baalet gaf.

Den fromme Kejser lo, og spurde: hvad hand vilde,

Mens hand tog saa afsted, og skaate sig saa ilde,

          Derpaa som Sanden var, den Junker svarede,

          At han var bange for, at brænde Fingerne.

Saa gik det denne Giek, saa gaar det og vel fleere,

I hvad vor Duelist vil pukke og bravere,

          Hand ej er bange for at gaa i Ild og Vand,

          En Lyse-Tande ham fuld bange giøre kand.

Ja meer mand vel har seet og hørt af andres Sigen,

At hand i Verden tit saa mangt et Ørefigen

          Til Takke taget har, naar Haman ham har brudt,

          Og uden Ret og Skiel fra Stand og Brød forskudt.

Dog seer mand ham endnu at neje og at bukke,

For hvert et Lykkens Træl at græde og at sukke,

          At falde paa hans Knæ, og tage Hatten af,

          End og for den som selv det Ørefigen gaf.

Enddog det usle Drog det ej fornøden haver,

Thi han foruden det har nok af Lykkens Gaver,

          Ja Lykken er ham nok til Ophold rund og god,

          Om hand begavet var med ægte Dyd og Mod.

Den Giek har Vaaben nok, dog veed hand ej at kæmpe

For Æren, som hand bør, og Lykkens Had at dæmpe,

          Og med en nøjsom Siæl, naar hun ej giør Forskiel

          Paa U-dyd og paa Dyd, at træde i Duel.

See! det er Ære værd sin egen Siæl at tvinge,

Thi Æren aldrig sad paa Spidsen af en Klinge,

          Ej i en Morders Haand, ej i en reven Vom,

          Og vil du det ej tro, spørg Kongens Lov derom.

Kom tag din Kappe paa, gak i en Barsel-Stue,

Og hør der engang til, hvor mangen Sladder-Frue

          Der Tungen bruge kand til Løgn og Fadder-Snak,

          Saa den Fraværende veed hende liden Tak.

Kong Willjam siger een, har alt Kong Jacobs Crone,

En anden sværger paa, Jep Hansen slaar sin Kone,

          Den siger: Karen Kat faar ingen Mand i Aar,

          Den gamle Zidse Knudts sig tager tit en Taar.

Ja den for venlig seer, naar Mandfolk hende møder,

Den alt for kostbar er, og hendes Mand forøder,

          Fordi hun gaar til Stoels med fiint forgylt Papiir,

          Og gaaer os med en Top ret som vor Frue-Spiir.

Den kaager saltet Sild, og Brød i Soddet bryder,

At give hendes Folk, den sig i Hiertet fryder,

          At hendes Mand er død, hun har en fuldtro Ven,

          Hun længe har haft kiær, den faar hun nu igien.

Den Pige synes kiøn, men hver en Ting der blinker,

Er derfor ikke Guld, hun sig hver Morgen sminker,

          Og som et Rivejern, saa hvas er hendes Krop,

          For den skyld Hylas og, med hende saa slog op.

Een ganske undrer paa, at Thrine kand fordrage,

At Rasmus hendes Mand, han sidder alle Dage

          Og smøger hans Tobak, hver Time og hver Stund

          Man finder hendes Mand med Piben i sin Mund.

Ej fy det slemme Tøj, saa svarer Jomfru Klinke,

Hvad maa det Dag og Nat af Halsen paa ham stinke,

          Men hendes egen Hals, hun den ej lugte kand,

          Den Lugt for andre er, og heldst for hendes Mand.

Nej siger Mette Geedz, min Mand han veed at leve,

Han bruger sin Tobak, saa bruger hver en Greve,

          Og hver Grev-Inde til, hand til Tobakken har

          Naar han i Selskab gaar, en Dose som er rar.

See! saadan Kierling Snak, maa Barsel-Konen høre,

Hvor svag den Stakkel er, hun tør sig dog ej røre,

          Hun ligger som en Stok, tænk hvad en Spot og Skam,

          Om Puden krøglet blev, og nogen det fornam.

Som den der er nedsmurt, hun ligge maa og svede,

Saa snart som een gaar bort, den anden er tilreede,

          See den vil holde Snak, den vide hvad der skeer,

          Den see vor Barsel-Seng, den for det er Maneer.

See! meget saadant meer i Verden forefalder,

Som jeg u-nyttigt Tøj, ej uden Aarsag kalder,

          Men det altsammen dog i Verden vel tilgaf,

          Om ej paa Himlens Vej var ogsaa nok deraf.

Ej see dig om engang, hvad mand sig der tiltager,

Hvor mangen een sig der, slet til Unytte plager,

          Med mangen Narrisk Ting i denne Phantasi,

          At hand sin Salighed vil finde derudi.

Hvor mangen daarlig Vej og vildsom Sti os møder,

Jeg intet tale vil om Tyrker og om Jøder,

          Og vilde Hedninger, med falske Guders Pral,

          Men dog tre Parter først af Verden løber gal.

Jeg mig alleene til den fierde Part vil vende,

Hen til os Christne selv, som GUd har lærdt at kiende

          Den rette Himmel-Vey udi sit klare Ord,

          Og har os selv dertil sadt ved sit eget Bord.

Mand den om Salighed til Helgen seer at løbe,

Den vil den af sin Hud udpidske med en Svøbe,

          Den faar den af sin Tarm, naar hand den faster tom,

          Den af et Aflads-Brev og Pavens Taa til Rom.

Men disse løbe vild, de ere kun Papister,

Saa giøre andre fleer, Manister, Calvinister,

          Saa mange som der er, og hver en Lærdoms Sect,

          Som ikke holder just med Docter Luthers Vegt,

Nu vel der har vi først de Tre af Verdens Parter,

Som alle løbe gal, den fierde Deel sig arter

          Saa hiertens meget vel, saa Nitten først afsted,

          Blandt Tyve Secters Tal de ogsaa løbe med.

Velan! jeg kommer da til vore Lutheraner,

Vi har den rette Vey, som Guds Ord for os baner,

          Vi gaar i Guds Ords Vang, i Græs til vore Knæ,

          Vi gaar for Pavens Storm i beste Ly og Læ.

Den Sag er meer end klar, vi har udvalt det beste,

Hver Lutheran der er, har Paradis i Fæste,

          Men kom og læs eengang udi hans Fæste-Brev,

          Og hvad hans Hosbond selv ham deri foreskrev.

I Fæste-Brevet staar: vi een Ting bør at viide,

En Ting fornøden er, hvordan vor Siæl skal lide,

          Naar den engang skal ind i Evigheden gaa,

          Paa hvad Maneer den da for Dommen kand bestaa.

Men hvo i Verden er, som i sit Lives Dage,

Sig for den eene Ting med Alvor vil u-mage,

          Som ikke løber gal, og det i fulde Spring,

          For mangen Hielpe-løs og u-fornøden Ting?

Den Unge ald den Stund hans Aar de ere grønne,

Og blomstres meer og meer, hand neppe ved en Bønne

          Skatterer Evighed, hand tænker, Dødsens Bud

          Ey er saa nær endnu, langt borte got for Skud.

Den gamle, graa og tung af Alder og af Dage,

Sig stedse bilder ind, hand Tid nok har tilbage,

          At plage sig med det som Ævighed angaar,

          For det Nærværendes hand først at sørge faar.

Den som paa Lykkens Vogn er kommen op at age,

Hand skal sin Salighed i Munden tit nok tage,

          Hand løber dog til Fods, for Ære, Sølv og Guld,

          Af Salighed hans Mund, af Guld hans Siæl er fuld.

Den som i Fattigdom og Støv maa holde Trøye,

Som sig med muldet Brød og Vand maa lade nøye,

          Til Helvede hans Mund, ald Vellyst sender need,

          Hans Attraa staar til GUd, men GUd hans Tanker veed.

Hand vel som Ræven tør for Rønnebæret sukke,

Men for det sidder høyt, og hand det ey kand plukke,

          Saa er det Bær saa suurt, hand skiøtter ey derom,

          Skiønt dette inden for hans Tænder aldrig kom.

Ald Verdens Stads hand slet med Koste vil udfeye,

Men hans Guds Himmerig, det har hand i sit Øye,

          Hver Staader der er til, det aldrig fejle kand,

          Har Brev og Seigl derpaa, hand er en salig Mand.

Det slaar os aldrig fejl, den Arme og den Rige

Har nok om Himmerig at snakke og at sige,

          I Verden er kun Harm, Fortræd, Bedrag og Svig,

          Hans Attraa staar til GUd og til Guds Himmerig.

Men naar vor HErre ham ved Dødsens Bud henkalder

Ind i sit Himmerig, tænk dog, hvor det ham falder

          Saa hiertens saare tungt, hvor nødig hand vil med,

          Og hvor det holder hart, før mand ham faar afsted.

Men siig os dog engang, hvordan kand det sig rime,

Med det hand giør os viis? hvad andet kand ham lime

          Saa fast til denne Jord, den usle Verdens Nar,

          End lutter Daarlighed, som lidt fornøden var.

Men sligt en Svaghed er, som Kiødet med sig fører,

Saa længe Kiød er til, sligt Troen ey tilhører,

          Vi har den sande Tro, alt Pavens Abe-Spil

          Af Kirken er forviist, og ej er meere til.

Kom, gak i Kirken ind, mand læser og mand siunger,

Ja Orgelverket gaar, saa hver en Pille runger,

          Fru Thrine midlertid med Junker Torsten giør,

          I hendes Finke-Buur, det jeg ej nævne tør.

Hun har sit Finke-Buur den dydige Matrone,

Hun ej kand sidde hos en fattig ærlig Kone,

          Men see! saa vel som den der i det usle Støv

          Og Aske sidde maa, hun sidder paa en Røv.

See Folkets Andagt an, den sover, den hand griner,

Den holder Fadder-Snak, den sidder og giør Miner,

          Men den der sidder der, see hin tog Snuftobak,

          Og trykte Daasen til, saa det ret artig smak.

See! der til Lusse Geeds, hvad Skielden og hvad Banden

Hun har med Karen Smids, det synes de hinanden

          I Haaret snart har fat, saa heftig gaar det til,

          Den eene oven for den anden sidde vil.

Om jeg en Dommer var, og de mig begge bade,

At dømme mellem dem om øverst Stole-Stade,

          Da den af disse to det skulde være næst,

          Som vilde holdes for den største Skiende-Gest.

Fem Tavler gaar der om, og hver Mand har den Ære,

At legge sit deri, hvor fattig hand kand være,

          Ej at den Fattige skal have Gavn deraf,

          Men for det var en Spot, om hand slet intet gav.

See! Kirkens Blok der staaer, er fuld af Sølv og Penge,

Som mangen Kirke Tyf, der vel var værd at hænge,

          I Løndom stak deri, den Skielm hand stael en Stud,

          Hand til de Arme vil Kalluned deele ud.

Ja mangen Dalila, som Satan selv tilhører,

Naar hende Lovens-Bud Samvittigheden rører,

          Sin Synd aftinge vil hos GUd imod hans Tak,

          Med hendes Haandfuld Guld, som hun i Blokken stak.

Hør til den Hiertens Præst, hvor flittig hand advarer,

At man sig vogte skal, for Gierighedens Snarer,

          Thi Rigdom, Sølv og Guld, er dog kun Støv og Muld,

          Men Præste-Sækken hand dog selv vil have fuld.

Men mueligt tænker hand, at GUd ham lod levere

En Stav, dertil en Pung, sin Hiord skal hand regiere

          Og styre viiselig, dertil fik han den Stav,

          Det og for noget var at GUd ham Pungen gav.

Maa skee hand tænker og paa Kiortel og paa Krave,

Som hand har dyrt betalt, ja mangen Skienk og Gave

          Hand gav for Embedet, ham ligger i hans Sind,

          Thi hand for Venskab ej, som Peder blev lukt ind.

Hand det jo ind igien af Embedet bør sanke,

Hand sig en Kone tog, hand veed, herpaa vil vanke

          Maa skee et Huusfuld Børn, som hand forsørge maa,

          Det anderledes ej en Christen an vil staa.

Mand derfor og har seet, at den som GUd lod kalde

Til Embedet, det Kald sig ikke lod befalde,

          Men Øvrighedens Brev igien tilbage bar,

          Fordi det samme Kald ham alt for ringe var.

Dog hvad er det, et Kald? hvad er det vel jeg snakker?

Det Præste-Embede, som Simon sig tilprakker,

          Er nu ej meer et Kald, det hidder nu et Brød,

          Hvad Under at Her Claus for Brød da Penge bød.

Ej siger os engang, I Satans Leje-Svenne!

Hvad eders Forsæt er, hvorfor I HErren tienne,

          Er det at tiene GUd udi hans Helligdom?

          Er det ej snarere at spekke eders Vom?

Hvad siger Præsten meer? vil du en Christen være,

Du med din Skyldener Taalmodighed skal bære,

          Og see den fromme Mand har selv sin Nabo fat,

          Og for en Vexel ham i Slutteriet sat.

Hand siger, at enhver sin Næste bør forlade,

Hvad hand har mod ham brudt, hans Pige kom til skade,

          Hans Kone med et Ord at tale lidt fornær,

          Hun skal til Kaget strax og faar en Fandens Fær.

Ja hør hvor hand sin Text forvirrer og forvender,

Naar Hiertet i hans Liv af Had og Avind brænder,

          Naar hand for dit og dat, paa den og den har Pik,

          At hand kand komme til at giøre ham et Stik.

At hand kand komme til at yde sine Gloser,

Pfy ham! det bedre var hand gik og solte Hoser,

          Ja det ham bedre var, at hand ved Stranden sad,

          Og solte Bergefisk og Kallund paa et Fad.

End hans Affecters Skum paa sligt et Sted at bære,

Som er med Hellighed indviet til GUds Ære,

          End saa sin Hadskheds Ild og Avinds tændte Brand

          At vilde slukke ud i Livsens søde Vand.

Hand med Alvorlighed og Drukkenskab forbyder,

Thi det er visselig en Rod til alle Lyder,

          Selv har hand alt til Livs en Potte Brændeviin,

          See dog hvordan hand staar, og raver som et Sviin.

Hand siger, Horerie er Satans Tøyr og Grime,

At binde Folk udi, nu Nys i denne Time,

          Mens Capellanen stod for Alteret og sang,

          Den Præst hos Konen var, og giorde det engang.

Hand siger Ydmyghed anstaar vor HErres Venner,

For alting først og sidst en hellig GUds Ords Tienner,

          Dog løber hand omkring og slider sine Sko,

          Ja Cancelliet selv for Manden ej har Ro.

Før hand udbetlet faar Assessors Rang og Sæde

I Consistorio hos andre at beklæde,

          Ja mangen Landsby Præst vil Skindet af sig flaa,

          I Steden for sin Hat, Bonetten paa at faa.

Mand derfor mangen Giek og seer derom at løbe,

Til Kierke Market hen, for Penge sig at kiøbe

          En høj Magister Grad, endog hand er en Stud,

          En u-lærdt Grobian, og Zincke i hans Hud.

Alt sligt u-nyttigt Tøy, som sees og som høres

Jeg derpaa vedde tør, saa lit fornøden giøres

          Som mine Vers og Riim, den Sag er meer end klar,

          At dersom jeg er gal, jeg mange Brødre har.

Ald Verden som den staar er proppet fuld af Griller,

Ja hver Mand har sin Giek, som i hans Hierne spiller,

          Som nøder Manden til saa mangt et daarligt Spil,

          Saa hand maa spille med, om nødigt hand end vil.

Hvo Skindet skabbet har, om Skindet ham end sprekker,

Hand Skindet skave maa, see! Lysten Manden trekker,

          Og Giekken leder ham ved Øret som et Sviin,

          Saa denne drikker Vand, den Øl, den anden Viin.

De Giekke sidde fast, de lade sig ej skære

Saa let bag Øret ud, du maa saa meget lære

          Paa Aben, som du vilt, med Hug, med slag, med stød,

          Den Nødde-Kiernen dog skal æde til sin Død.

Et smukt Par unge Folk en Mortens-Aften vilde,

Som mange andre fleer, og giøre dem et Gilde,

          De og en Mortens Gaas for dem paa Bordet fik,

          Med Svidsker vel opfylt, paa Lands Maneer og Skik.

Men see hvor Giekken her med Konen kom at spille,

Hun nøjedes ej med den Mortens-Gaas at pille,

          Hun gav sig med sin Mand i en u-nødig Tvist,

          Og sagde: at den Gaas en Gasse var forvist.

Hand svor, det var en Gaas, hun svor, det var en Gasse,

Og det saa længe holdt, indtil vor Junker Lasse

          Hand rejste Børster op, og endelig Fru Gaas.

          En Stokfisk-Suppe gav paa hendes Gaase-Kraas.

Det gik saa den gang hen, da Aaret nu var omme,

Kom Mortens Gaas igien, vor Kone ej til fromme,

          Af forrige Aars Gaas hun gav sin Mand en Streg

          Ja, ja saamænd i fior, da aad vi Gaase-Steg.

Mit Hierte, sagde hand, du derpaa ey maa tænke,

Det var din egen skyld, vel, sagde gode Fenke,

          Saa faar jeg for min Mund da slaa en Hænge-Laas,

          Naar du vilt giøre os en Gasse til en Gaas.

Det dog en Gasse var, om du det ret vil vide;

Hvad maa mand, sagde hand, ej af en Kone lide,

          Saa var det dog en Gaas, du Gaas i Pokkers Skind,

          Det løgst du, Gaas du selv, hvad bilder du dig ind.

Her sprang Stokfiske løs paa Skindet af den Kone,

Og hvert et Aar der kom, hun sang den samme Thone,

          Hver Mortens-Aften hun for denne Gaase-Sag

          Fik Stokfisk paa sit Skind, til hendes Døde-Dag.

Kand da en Kone saa hvert Aar mod Stokfisk tage,

Som ellers plejer ej ret saare vel at smage,

          Allene for den Lyst at staa paa hendes Nip,

          At sige Nej og Ja, som Giekken til en Prip,

Hvad skal en anden da for Lysten ikke lide,

I sær naar Mester Giek er paa hans Ryg at ride,

          Med Spore og Karbadsk at kildre ham hans Krop,

          Saa hand imod hans Tact, maa gaa i fuld Galop.

Naar Bileam først faar den Giek udi hans Pande,

At hand for Baade skyld, vil HErrens Folk forbande,

          Skiønt hans Samvittighed ti gange siger nej,

          Her hielper ingen Snak, hand rider dog sin Vej.

Her hielper ingen Snak, hand sig paa Vejen giver,

Og med Halsstarrighed ved Løgnens Forsæt bliver,

          Ja om den gode Mand skal bedre Tanke faa,

          Og ære Sandheds Aand, et Asen tale maa.

Miracul vil hertil, og mangt et Asens Stemme,

Hvor Giekken Mester er, et Menneske at temme,

          Ja kand et Asen det end naa hos en Prophet,

          Det derfor ikke strax gaar an hos en Poët.

Giør ved ham hvad du vilt, fra Rimen ham at raade,

Tael, skield, forman, forband, det skal saa meget baade,

          Som Vandet paa en Gaas, hand bliver den hand var,

          Om end hans Rime-Giek ham giorde slet til Nar.

Den søde Riime-Giek, som Maren med ham spiller,

Og i hans Pande-Been ti tusend Lysters Griller

          Indhamrer, som enhver dog ej begribe kand,

          Og som langt overgaar dit Viid og din Forstand.

Tænk hvad en Hiertens Lyst, en ganske Bog at skrive,

Og med sit Contrafey i Trykken ud at give,

          Med Kaaberstykker til, hvad Glæde for en Mand

          At hand paa Børsen i Bogladen findes kand.

Først paa det første Blad en prægtig Titul praler,

Som mangen Kierling tit tredobbelt dyrt betaler,

          Thi Titulen min Ven, den selger mangen Bog,

          I sær naar Else Viiv kand treffe paa et Drog.

Derefter findes Vers, vor Author selv til Ære,

Som om hans lærde Pen en haaben Tøy opskiære,

          Og paa et fremmed Sprog os selge Vand for Viin,

          Tænk hvad en Hiertens Lyst, at roses paa Latin.

En god og fuldtroe Ven tør ønske ham til Lykke

Paa Grædsk og paa Hebræisk, det kand hand lade trykke,

          Just for udi sin Bog, thi ellers kunde skee,

          Om det kom bag udi, mand fik det ej at see.

Thi dette mangen gang disvær sig vel kand hende,

At Folk ej gider læst den ganske Bog til Ende,

          Og det stor Skade var, at gaa den Roes forbi,

          Thi den er mangen gang det beste derudi.

Dernæst mand lader ham ret kostelig indbinde,

Paa Snittet heel forgylt, hand siden er at finde

          Iblant fornemme Folk; hvorover Mandens Navn

          Kundgiøres for enhver, ham selv til største Gavn.

Heldst om den Mand sit Skrift til Her Justitz-Raads Frue

Ret dediceret har, saa alle Mand kand skue

          Det Adelige Navn, med Børn og ganske Huus,

          Udi en Stiil saa stor, som Hanken af et Kruus.

Det aldrig fejle kand, at Fruen sig jo viser

Taknemmeli igien, og Manders Lærdom priser

          For Her Justitz Raad selv, jo ingen tvivle tør,

          At Herren jo engang den Mand hans Lykke giør.

Tænk ved dig selv, min Ven! er det ej skiønne Sager?

Hvo vil da undre paa, at alle Verdens Plager,

          At vor Philisters Røst, ja tusend Eslers til,

          Ej kunde holde styr paa Rime-Giekkens Spil.

Nu vel da, siger mand, du vilt med Magt da skrive,

Det dig u mueligt er din Riimen at begive,

          Nu vel da styr din Lyst og Riim imens du vil,

          Og spild din ædle Tid paa dette Giekke-Spil.

Men Riim om Dyd og Tugt, hver Mand til Gavn og Gode,

Og til Opbyggelse, i Steden for at rode,

          Udi got Folkes Fejl, dig selv til Had og Svot,

          Lad fare saadant Tøy, og riim os noget Got.

Skriv os et fyndigt Riim, din Skaber selv til Ære,

Hvoraf en Christen Siæl den rette Vej kand lære,

          Hvoraf en Christen Siæl kand sanke sig Forstand,

          Og hvorved den sig op i Himlen svinge kand.

Hold os din Musa til en Giestlig Sang at siunge,

Som er behagelig blant Gamle og blant Unge,

          Som Konen ved sin Rok og Teen kand synge med,

          Ja Skræder, Snedker, Smid, hvert paa sit Handverk sted.

Som mangen Jomfru kand i Lommen hos sig bære;

En Jomfru visselig maa heel Gudfrygtig være,

          Naar hun i Lommen har hos sig en Geistlig Sang,

          Derved hun faar en Mand og Frier mangen Gang.

Du tørst ej frygte dig, sig nogen skal formaste,

Udi en Giestlig Sang det mindste Ord at laste,

          Nej, nej, naar kun en Sang, hvor skieft end Rimet staar,

          Faar GUds Ords Kaabe paa, det nok for fulde gaar.

Min Ven! jeg herudi dig ikke vil modstride,

Det er vel meget om, GUds Ord maa ofte lide,

          At mand det tager bort fra Alteret med Magt,

          Og i et skidet Riim det fører i Foragt.

Men siig mig er det ret? er det at følge efter?

Er Zions Hiertens Fryd for sultne Eslers Kiefter?

          Har Kirken ej for den Forbandelse og Straf,

          Som under Pegaso giør Styrrelse deraf.

Nej, Nej, min kiære Ven, mand ikke saa maa tage

GUds Navn forfængelig, hver Kierling at behage,

          Jeg Giestlig Sang og Riim den overlade vil,

          Som er af Geistlig Stand, og kaldet er dertil.

Lad Kræmmeren sin Kram ved Vegt og Maal udmaale,

En Skræder bruge selv sin Sax, sin Traad og Naale

          Skomageren sin Læst, sin Laske, Syel og Risp,

          Lad Præsten rime sig med Giestlig Sang til Bisp.

Men om min Musa dog sig den Indbildning giorde,

At hun var værd dertil, og sig fordriste torde

          At bruge Strenge-Leeg, og sang til høye Ting,

          Og vove os engang paa Helicon et Spring.

Da vilde jeg maa skee om et og andet siunge,

Som skulde holdes kiert blant Gamle og blant Unge,

          Hvormed jeg vilde vist i vores Cimber Land,

          Fortiene Tak udaf hver ærlig Dannemand.

Jeg vilde synge om vor Nordens Store Löve,

Som af et Konge-Mod ald Verden gav sin Prøve,

          Der hand med første Slag nedslog den lodne Biørn,

          Og hialp igien paa Fod, den Vinge-skudte Ørn.

For hvilken mangt et Dyr, som Norden hører brumme,

Ja Hesten som mand seer at snorke og at skumme,

          Af lutter Ivrighed maa blive spag og tam,

          Og paa en Trendse gaa, saa stille som et Lam.

Ja holt mand det for got, jeg Angeliqven stemte,

Jeg vilde synge om Kong CHRISTIAN den Femte,

          Og vise os det Sted, som hand beklæde skal

          Ved Davids høyre Haand, blandt Himlens Aanders Tal.

Jeg vilde synge om Ti Tusend rare Dyder,

Med hvilke Himlen selv vor CHRISTIAN bepryder,

          Og med hans Æres Klang ald Norden fylde op

          Fra Elbens hule Rood til Dofre-Fjeldets Top.

Saa hver en Dannemand, som efter vore Dage

I Verden komme skal, derover skulde klage,

          Ham Lykken var saa tynd, at hand saa silde kom,

          Og fik det ey at see, jeg havde synget om.

Men holt! min Musa holt! du Tonen først maa lære,

Som sømmer slig en Sang, til store Kongers Ære,

          Kong Alexander dog ej strax afskildres vil

          Af hver en Lære-Dreng, som byder sig dertil.

Du derfor bedre giør, din Pibe ind at stikke,

Thi see! saa høye Ting beqvemmer mig dog ikke,

          Men dertil har jeg Lov med Øyene at see

          Paa Verdens Daarlighed, og af en Giek at lee.

Hid da du stolte Nar, med ald din Bram og Brasken,

Her hid du Betler med, som soler dig i Asken,

          Her hid du gamle Gnav, som aldrig lever nok,

          Hid med du lille Glut, som rider paa en Stok.

Hid Skibsmand Vove-Hals, hid taabelige Jeppe,

Hid snilde Kiøbsted Mand, med Alen, Vegt og Skieppe,

          Hid Rytter og Soldat, som vogte Kongens Slot,

          Hid hid Magister Madz, med Ferandiins Callot.

Hid gamle Zidse Knuds. som med dit Hoved ryster,

Og i en Tydsk Øls Krus har aflagt Kiødets Lyster,

          Hid glatte Jomfru Lisk, som gaar med Halsen bar,

          Og paa enhver Parryk et venligt Anslag har.

Af eder vil jeg lee, om eders Giekke skrive,

Ja skulde jeg end selv til Giek derover blive,

          Du Giek, imens du vil, mig sort som Kul afmael,

          Siig kun, at jeg giør Vers, siig kun, at jeg er gal.

Jeg derfor ikke har i Sinde mig at hænge,

Nej det er alt for dyrt; thi Reebet koster Penge,

          Ja det i Landsens Lov forbydes under Straf,

          Mand liden Ære til i Verden har deraf.

Nej mænd, paa andres Dom, jeg lidet skal fortykke,

Nej jeg et Smørre-Brød, et saare lekkert Stykke,

          For lang Tid har sat af, til den, som med sin Tand,

          Af mig og mine Vers, først Skindet rive kand.

Lad Niid og Avind da, mit Riim til ondt udtyde,

Lad Asenet mod mig af Æsels Halsen skryde,

          Lad Mester Skumler selv udgyde Rod og Sliim

          Udaf sin skidne Mund, paa mig og mine Riim.

Lad Hunden, som blev ramt, kun ad mig giø og gabe,

Lad Giekken speigle sig og see hand er en Abe,

          Slaar hand sit Speil i tu, og skiær sig paa et Skaar,

          Jeg sandelig derfor ej græde skal en Taar.

Men see! det beste dog, og visseste af dette,

Som jeg paa første Blad vel have kundet sette,

          Og som med tvende Ord tilbage staar endnu,

          Er: Hver Mand har sin Giek, ja! baade jeg og du.