Mel.: At høre Fjanters tomme Ros.
Her Vinen skjænket staar paa Bord,
de Gjæster vente kuns et Ord,
som dem skal sige, hvem til Ære
den Skaal skal være.
Den ej for nogen Konge er;
den ædle Tid den er ej mer,
da Folket bad og kanonerte,
naar han laxerte.
Og ej for Jordens største Mand;
hvor er, hvor bor, hvor findes han?
Maaske han, naar vi paa ham titte,
er lille bitte.
Ej selv for ham, der er saa stor,
om man tør tro de Briters Ord;
vi véd jo, at han burde hænge
for polske Penge.
Ej er den Skaal for Adlens Fald;
for os den gjærne leve skal,
naar ikkuns Fanden naadigst henter
dens Pergamenter.
Ej er det Dværgen Schirachs Skaal;
naar drak man Sundhed for en Aal?
han længe nok foragtet leve
og blive Greve!
Der er ej heller Coborg ment;
han lærer nok, endskjønt for sent,
at fra de laadne Friheds-Trolde
sin Næse holde.
Ej Republikens Skaal det er;
vi se saa mange Skjælmer der.
Den stedse dog — om der er flere —
guillotinere!
Nej, du, vor gode Fader, skal
lykønskes med en fuld Pokal;
for dig vi vores Glas udstikke,
din Skaal vi drikke!