Løftet,
et
et
romantisk Digt.
romantisk Digt.
Alt Maanen speided høit bag Biergets Tinde,
Og vented til dens stærke Fiende svandt.
Den røde Sol mon Øiet meer ei blinde,
End Skyen i den østre Himmelkant,
Der farer viftende i Aftnens Vinde
Og flagrer med sit blinkende Gevant.
Det vaade Hav udspændte sine Arme,
Og fanged Solens Glands, men ei dens Varme.
To Venner vandred giennem Aftnens Glød,
Paa Veien strakte sig de lange Skygger,
De talte høit om Evighed og Død,
Og om det Haab, der os vort Liv betrygger.
Som Ørnen svang de sig mod Solen rød,
En bedre Bolig de i den sig bygger,
Mens Phantasien, liig en Fugl paa Vand,
Omflagred træt, og forsked efter Land:
„Seer du ei hist det hellig dunkle Blaa?“
Saa, dristig skuende, den Ene taler:
„Det er den Port, hvoraf vi skal indgaae,
Dens Farve Længslen i vort Hierte maler,
Hiint Evighedens Speil skal vi forstaae,
Naar Dødninghanen ved vort Leie galer.
Da springer Porten op vel ovenover,
Mens blege Larve i sin Kiste sover.“
„En Sphinx er Livet,“ svared høit den Anden,
Dog løses ei dens Gaade blot af Kløgt.
Det stedse var en Skendsel jo for Manden,
At standses i sin Lyst af blegen Frygt.
Og har du Mod, nu vel vi staae paa Randen,
Saa styrte vi i Livets Dybder trygt.
Det mener Himlen med sit dybe Blaa,
Vel, følg dens Vink, og du skal den forstaae.
Hvad er dog Jordens Glands imod hiin Stierne,
Een Demant kun i Himmelgruben høi.
Det er kun skiønt, hvad sig fra Jord vil fierne,
Og det er hæsligt, hvad du ønsker ei;
Og har du Mod at skue Livets Kierne,
Saa knuus dets Skal, det er den rette Vei.
Ak troe mig, Regnar, Jorden er en Stamme,
For kold at tændes an af Himlens Flamme.“
Da traadte Regnar veemodsfuld’ tilbage,
En venlig Taare brændte paa hans Kind,
Han maatte vel sin Ungdomsven beklage,
Der var for alle Livets Glæder blind.
En elsket Mø var Aarsag til hans Klage,
Hun var ham huld, dog dulgte hun sit Sind.
Nu stod han kold og bleg i Aftenrøden,
Og grubled over Liv, og ønskte Døden.
„Bowell! hvor kan saa frækt din Tunge vove
At kaste Tærning om din Salighed?
Siig, kiender du de hemmelige Love,
Der styre sikkert Dødeliges Fied?
Og er du vis paa Intet da at vove,
Ved uden Kald at gaae i Graven ned?
Og er din mørke Barm Magneten givet,
Der giennem Døden føre kan til Livet?
Ak vilde sig dit Hierte ei forstene,
Du maatte vel ved Jorden dig fornøie.
Ei blot paa Himlen brænder Livet ene,
Det lysner mildt og fra hvert kierligt Øie,
Ja selv fra Dybet, hvor Metallets Grene
Sig under egen Tyngde dybt maa bøie.
Det stolte Field sin Ryg mod Solen hæver,
Dog kolde Straaler om dets Isse svæver.“
„Det var et Forslag“ svared ham Bowell,
Og vil du ei, jeg strax tilbage træder.
Du har vel Ret, jeg er et eenligt Field,
I Solens Glands jeg derfor stedse græder,
Og Graaden styrter som et Kildevæld,
Og drukner hver en Blomst og alle Glæder.
Jeg har tilbage kun en Ven i Nøden,
Forlader han mig, synker jeg i Døden.“
Da styrted’ Regnar kierligt til hans Barm
Og loved helligt aldrig ham at svige,
At følge ham i Livet Arm i Arm,
Og ei i Dødens Stund fra ham at vige.
Da glemte begge Jordens Fryd og Harm,
Da græd den vilde Bowell som en Pige.
Og Venskabs Fakkel farved Kinden rød,
Mens Solen gik til Ro i Havets Skiød.
„Nu„ sagde Bowell, „sidste Straale sank,
Den tog vort Løfte med sig i sin Grav.
Saa synker Skibet, mens fra Masten rank,
Den lange Vimpel vaier over Hav.
Men høit paa Fieldet sidder Stiernen blank,
Hvad om vi den et andet Løfte gav?
Er Venskabs Sol i Dødens Sø begravet,
Lad Dagens Gienskin stige dog af Havet.
Jeg sværger ved min Gud og min Forsoner,
Saa vist jeg hisset haaber Salighed,
Saa vist en hellig Aand i Æthren throner,
Hvis jeg før du i Graven lægges ned,
Jeg kommer atter, naar dit Kald mig toner,
At sige dig om Hisset da Besked.
Og var selv lang og smertefuld min Vei,
Er der blot Mulighed, da kommer jeg.“
Ung Regnar blegnede, de friske Kræfter
Kan kun med Rædsel sig til Døden lænke.
Han gyste kold, dog svoer han Eden efter,
Thi ei sin Ven han vilde mere krænke.
Den sorte Nat sit Øie paa dem hefter,
Mens Siælens Længsler i dens Skiød sig sænke.
De vandre hiem forvirret og urolig,
Et Haandtryk kun, og hver gaaer til sin Bolig.
Den dunkle Nat kun dunkle Farver taaler,
Dog ligger Regnar bleg med hviden Kind.
Med Bæven drikker han af Drømmens Skaaler,
En Stierne seer til ham ad Vinduet ind.
Til Leiet sender den de lange Straaler,
De trænge selsomt i hans stille Sind,
Liig Syner fra en Verden i det Blaae,
Dog er den fiern, han kan den ei forstaae.
Og som han ligger, end af Drømmen svag,
I Phantasiens Net den spændte Tanke,
Da hører han paa Døren stærke Slag;
„Hvo kan saa sildig end i Natten vanke?
Hvad vil I her? det er end langt fra Dag.
Er det nu Tid paa Porten vel at banke?“
„Bowell af Sygdom ligger svaarlig ned,
Dig beder han, at mindes vel din Ed.“
Forvirret springer Regnar fra sit Leie,
Dog troer han Faren ei endnu saa stor.
Og som han vandrer paa de mørke Veie,
Hvor høien Bakke hæver sig fra Jord,
Da maa han vel ydmygelig sig neie;
Thi pludselig han staaer ved Kirkens Chor,
Med Korsets Tegn var Taarnets Fløie ziret,
En Stierne sidder funklende paa Spiret.
„Ei blanke Stierne! er du atter der?“
Saa talte Regnar „dig jeg kiender grandt.
I Natten svæved du mit Kammer nær,
Nysgierrig speided du i hver en Kant.
I Gaar du fulgte os, og dig det er,
Der sad paa Fieldet som en Diamant.
Vi svoer ved dig den frygtelige Ed.
O lys for os, og skienk min Bowell Fred!“
Da daled Stiernen bag den hvide Muur,
Med udslukt Glands den stod i Dødninglunden.
Men vældigt slog det stærke Kirkens Uhr,
To Timer var det alt fra Midnatsstunden.
Klar Dagen brød i Øst sit Fangebuur,
Da har til Bowells Hiem har Veien funden.
Men han laae stiv og udstrakt paa sit Leie,
Hans Blik var slukt, ham Døden har i Eie.
Bleg stander Regnar ved den Bleges Baar,
Den vilde Sorg ham stirred mørk fra Øiet.
Paa Bordet ligger Bowells sorte Haar,
I tvende Lokker konstig sammenføiet.
„Et Minde,“ saa ved Siden skrevet staaer,
„For dig og hende, der mit Sind har bøiet.
For Resten glem det Løfte, jeg dig gav,
Ei uden Fare fristes tause Grav.“
Men Tiden vexler, alt sig nærmer Dagen,
Der bringer Bowell til sit Hvilested.
Forsigtig svøbes han i hvide Lagen,
Saa lægges varlig han i Kisten ned.
Nu slaaes Laaget langsomt i, og Knagen
Befæstes sikkert af den stærke Smed.
I Hallen samler sig det sorte Følge,
Ung Regnar med, han kan sin Sorg ei dølge.
En Krands han lægger paa den store Kiste,
Og træder bort, mens den fra Gulv sig hæver.
Endnu et Blik, da maa sin Ven han miste,
Thi giennem Hallen Kisten langsomt svæver.
Han følger med, dog er han blandt de sidste,
Den tunge Klokke huult i Luften bæver.
Men Krandsen blinker grøn mod høien Himmel,
Og trodser seirende den mørke Vrimmel.
Den sorte Seng bag Kirkemuren kneiser;
Det lange Tog bevæger sig ei længer.
Med stærke Reb de den i Dybet heiser,
Mod Graven heftig Regnar sig fremtrænger.
Det hvide Taarn sig over Dybet reiser,
Paa Spiret Solens gyldne Lue hænger,
Med vældig Kraft den træffer Regnars Øie,
Mens Sangen mægtig toner mod det Høie:
Stirrer ei i Graven ned
Med de taarefyldte Blikke!
Thi i Graven er han ikke,
Han er hist i Evighed.
Hisset har en kierlig Fader
Mangen Bolig fiern og nær,
Venlig staaer hans Stiernehær,
Sine Børn han ei forlader.
Vugger han dig blid i Arm,
Læg dig rolig da til Hvile!
Dobbelt venlig vil du smile,
Naar du vaagner ved hans Barm.
Giv ham da din gamle Dragt!
Mens du slumrer under Løvet,
Mens vi stirre ned paa Støvet,
Virker han en ny med Pragt.
Taager over Graven gaaer,
Vi bevare dunkle Minder,
Men vi see kun hvad der svinder,
Ikke hvad der forestaaer.
Ei ved Døden at betragte,
Kan vi granske Livet ud,
Men hvo slaaer sin Lid til Gud,
Han kan Døden vel foragte.
Saa Psalmen lød mod Sky med mægtig Klang,
Ung Regnar hører den med foldte Hænder
„Nu har du endt din sidste tunge Gang,
Og Gravens Skatte dig ei mere blender,
Du sendte mig til Afsked denne Sang,
End paa min Kind dit varme Øie brænder.
Nu gaaer jeg hiem, du trøsted venlig mig,
Og aldrig frister jeg paa Jorden dig.“
En Vinter var fra Bowells Død henrunden,
Den lange Tid har mildnet Regnars Saar.
Den mørke Grublen er med Isen svunden,
Ei meer fortvivlet han ved Graven gaaer.
Det unge Foraar blusser friskt i Lunden,
Og Lillien blinkende paa Graven staaer.
Da maa han dæmpe vel sin bittre Klage,
Og Rosen vender paa hans Kind tilbage.
Ak! — tænkte han ved Flodens dunkle Skiød,
Mens Øxne spændtes for de tunge Plove —
Tungt høstes Livets Frugt, dog er den sød,
Og atter flygtig, som den lette Vove.
Naar Solen svulmer størst i Aftnens Glød,
Da maa i Bølgens Favn den snarlig sove.
Fra Bowells Grav ei Stenen meer jeg rokker,
Jeg har tilbage kun to sorte Lokker.
Han løsner Mindet varsomt fra sin Barm,
Der laae det dunkelt end i Svøbet giemt.
Da bli’er han pludselig i Kinden varm:
Alvilde var den ene jo bestemt.
Han havde glemt det i sin bittre Harm,
Og Bowells Villie, skiøndt ved Hiertet giemt.
De svage Træk, med Dødens Fingre skrevne,
Var længst af Taarens Vande alt bortrevne.
Han iler hurtig til den stille Bolig,
Hvor lønlig blomstrede Alvilde skiøn.
Den gamle Fader hilser ham fortrolig,
Og byder Plads ham under Grenen grøn.
Den unge Jomfru seer paa ham urolig,
Saa mangen Tanke vexler hun i Løn;
Saa mangen Gang med Bowell fra sit Kammer
Hun har ham seet — og Kindens Rose flammer.
Som Lillien smilte hun paa Dødningbaaren,
Som den hun blinkende mod Himlen sad.
Høit hævet over hver en Blomst i Vaaren,
Høit hævet over Haabets grønne Blad.
Men Smilet smelted snart i Veemodstaaren,
Og trilled ned i tungen Perlerad.
Da skifter Regnar Sind og Farve brat,
Og Bowell svinder i den mørke Nat.
Dog hun stod op, og svæved ham i Møde.
„Vel, Regnar, at du kom, før Hiertet brast,
Vor Glædes Skib de sorte Bølger brøde,
Dog over Havet svæver Haabets Mast.“
— „Alvilde ti! lad hvile nu den Døde!
Ham frister Støvet ei, hans Anker fast
Det ligger dybt i Æthrens dunkle Bølge,
Did stod hans Hu, vi vil ham ikke følge.“
„Vi vil ham følge, Regnar, kold og stiv
Og død er kun den Barm, der er tilbage.“
„Saa frodigt blusser end dit friske Liv
Vil du i Livets Foraar alt forsage?“
„I Livets Sø jeg er et eenligt Siv,
Det kan i Natten sørgeligt kun klage.“
„O Sivets Blomst, o skiønne Sivets Lillie!
Hvi vil du pryde kun den sorte Tillie?“
Da talte Gubben under Lindens Bue:
„Min Blomst er saaret, Regnar, ved sin Rod.
Hun elskte ham, dog dulgte hun sin Lue,
Thi stedse frygted hun hans vilde Mod.
Nu staaer igien hun, som en eenlig Due,
Til Graven bunden med den stille Fod.
Hun flagrer fængslet nu paa Dødens Bryst,
Dog Tak, min Regnar, for din milde Trøst!
Men lidt den gavner, før du kan bortliste
De Baand, der lumske sig om Hiertet snoer.“
„Ak Fader ti! de Baand skal aldrig briste,
Jeg hellig Troskab ham i Døden svoer.“
„O Jomfru ti! du skal ei Graven friste,
Saa klang i Døden end hans sidste Ord,
Med dette Bud mig Bowell til dig sender.“ —
„O siig mig, Regnar, hvi din Kind da brænder?“
Da rødmer skamfuld han jo meer jo længer,
Dog Lokken skiuler han paa Barmen brat.
I stærke Straaler Livet i ham trænger,
Ham Jordens Gruber vise deres Skat.
Men Bowells Øie over Skatten hænger,
Liig Dybets Aander i den mørke Nat.
Alt vandrer Stiernen paa sin Midnats Vei,
Da maa han gaae, dog Lokken gi’er han ei.
Men ofte atter Huset han besøger,
Hvor grønne Lind ved Vinduet staaer paa Vagt.
Paa Skrømt han blader i den Gamles Bøger,
Dog lønlig hylder han Alvildes Magt.
Med kierlig Lyst hans Øie Pladsen søger,
Hvor blidt hun sidder i sin grønne Dragt.
Sin skiulte Ild han kan ei dølge længe,
Den brænder høit fra Harpens gyldne Strænge.
Veemodigt sang han tidt i Aftenrøden,
Alvilde hørte ham med selsom Lyst.
„Seer du ei Bølgen hist i Maanegløden,
Mod Stranden knuser den sit blege Bryst?
Det blanke Billed bærer den i Døden,
Mod Himlen skvulper den med venlig Røst.
Saa gaae min Sang, liig Bølgen over Hav!
Synk med det elskte Billed i din Grav!“
„O syng ei, Regnar, saa! din Røst er Smiger,
Der hvisler mildt, som Bølgen under Siv.
O syng om Bølgen ei, der troløs viger!
Liig Slangen snoer den sig om Biergets Liv.“
„Vil du nedstige da i Gravens Riger?
Skal Elskov da, som Døden, ligge stiv?“ —
„O bedre stiv, end vexlende som Vinden. —“
„Nei bedre vexlende, end kold som Qvinden!“
En Aften vanked de i Haugen ene,
Den Gamle slumred under Bladets Hang.
Men Maanen svæved bag de grønne Grene,
Dens blanke Luer giorde Barmen trang.
Den glimted rød paa Tagets røde Stene,
Og saae veemodigt i den lange Gang.
Den tunge Mølle klappred fiernt i Dalen,
Og over Issen fløited Nattergalen.
Taus lytter Regnar, mens sig Sangen hæver,
Det mørke Blik sig mod Alvilde vender.
Liig lange Suk de dunkle Toner bæver,
Med Skiælven trykker han de hvide Hænder,
Et sagte Haandtryk blidt tilbage svæver;
Da ingen Grændse Længslen mere kiender.
Til hendes Læber har han Veien fundet,
Hun hviler frygtsom i hans Arme bundet.
„Siig kan du elske mig, du skiønne Pige?“
Ak Regnar, alt jeg har dig elsket længe.
„Og vil din Regnar du da aldrig svige?“
Ak kan vel Maanen svige Nattens Enge?
„Nei, som en Ring den staaer i Elskovs Rige.“
Nei, som en Lee den staaer paa Dødens Senge.
„Ja vel, den meier Brodden af vor Smerte!“
Ak nei, den meier Troskab af vort Hierte!
Saa Somren svandt i Elskovsmorgenglandsen,
Den gamle Fader signer deres Pagt.
Naar Vaaren atter fletter Rosenkrandsen,
Skal Haand i Haand ved Altret vorde lagt.
Nu er det seent i Høst, og Bladets Dandsen
Forkynder høit i Luften Stormens Magt.
Det kolde Løvværk bruunt i Taagen bæver,
Mens visne Levning vaad paa Grenen svæver.
Alt Aarets Viser dreier sig tilbage
Til Dagen, da sit Løfte gav Bowell.
Da maa om Morgnen bort Alvilde drage,
Men Regnar henter hende seent mod Qvel.
Vildt hvirvler Vinden om de høie Tage,
Den tunge Regnsky slaaer mod Væggens Fiæl,
De lange Taager vælte sig af Havet,
Liig Drømme, halvt med Skikkelse begavet.
Da gaaer han atter paa de mørke Veie,
Hvor høien Bakke hæver sig fra Jord.
Ydmygelig han maa sig atter neie,
Thi pludselig han staaer ved Kirkens Chor.
Et Blik han kaster til de Dødes Leie,
Saa vil han flye, dog Veien rundt sig snoer,
Og bøier tæt sig til de sorte Breder,
Hvor over Bowells Gravhøi Poplen græder.
Da vil han atter flye, dog dump en Røst
Og langsomt over Kirkens Muur sig svinger:
„Ei, Regnar! bliv, jeg seer dig her med Lyst,
For Døden hielper ei de lette Vinger.
Hvad saaes i Vaar, det bærer Frugt i Høst,
Din egen Daad er Frugten jeg dig bringer.
Du vandt min Skat, det mig i Graven piner.“
Da iler Regnar bort med blege Miner.
Snart standser han: „Det var fra Graven ei,
Let Vinden sig til Røst i Natten vender.“
Da seer et Billed han paa Mørkets Vei,
Et Sværd det holder i de blege Hænder.
„Ha, fæle Gienfærd vig! jeg har dig ei
Af Graven kaldt, dit Væsen jeg ei kiender.“
„Du kiender mig, see mine slukte Blikke.“
„Ha! ængst mig ei, jeg kaldte dig jo ikke!“
„Ei Ord, men Gierninger den Døde drage,
Du holdt det Venskab ei, som du mig loved,
Du vandt Alvildes Tro ved at bedrage,
Mit Elskovspant at give du ei voved.
Den Lok jeg gav, den fordrer jeg tilbage,
Nu Dødens Sværd den løsner fra dit Hoved.“
Saa Stemmen lød, koldt blinked Sværdets Kant
Ad Issen ned, mens Nattens Billed svandt.
Da nærmer sig Alvilde, mod i Hu,
Hun atter til sit Hiem sig eensom agter.
„Ak Regnar, Ven, hvi kom saa silde du?“
Den blege Mund han ei at røre magter.
„Min Gud, saa følg! her er saa ængstligt nu!“
Han følger, dog med selsomt vilde Fagter.
Han følger taus til Gubbens Huus, det røde;
Den næste Morgen laae han blandt de Døde.
C. Hauch.