Carsten Hauch (1790–1872)

Sød er Digterens Blund i den grønligt skyggende Løvsal,

Klækket af Baaren ud, og viftet i Aftenens Vind, der

Svinger sin surrende Kreds, liig en Bi, belæsset med Honning;

Ravende vanker den frem, thi Duggen drak den af Rosen,

Virket paa Floras Væv, og slynget i grønklædte Busk ind,

Eos Farve den gav, men Duft den straalende Luna.

Let er Zephyr beruust, saa Vingen han spænder liig Seil ud;

River saa Blomsten fra Stilk, og spreder i luftige Sø den.

Men bag hvert viftende Fnug sig holder en drømmende Aand fast;

Skareviis hvirvles de om i den vidthenflagrende Bladekrands;

Sneefog ligner den mest, der vildsomt svæver i Stormen,

Synker saa Skialden i Favn, og dækker den blussende Kind ham,

Barmen skiuler den halvt, og sidder bag Haaret i Læ, mens

Drømmene liste sig ned ad den Slumrendes Side, og snoe sig

Rundt i den bælmørke Nat, og svinge de gnistrende Fakler.

Snart de dem flette i Ring, og fylde ham Barmen med Andagt,

Sagte da vifter i Vinden det flammebyggede Tempel;

Snart i vildere Gang de sprudle det lystige Liv ud.

Men nu er Drømmen forbi, og Dagen kalder til Arbeid,

Streng, prosaisk og kold: da glemmes de natlige Luer,

Taager synes de nu, thi Stiernerne slukkes ved Dag, og

Maanen svæver, en Sky, paa den blegt opstigende Himmel.

Enkelte Glimt han øiner dog end, dem sanker han flittigt,

Drager af Mørket dem frem, liig den altbenyttende Husbond,

Der, naar Høsten er endt, naar Kornet er indbragt i Huus alt,

Sender ad blottede Ager med Flid det speidende Blik hen,

Om intet svulmende Ax end skiuler blandt gienblevne Halm sig.

Finder han nogle, da glad han dem sanker, og bortblæser Støvet,

Fletter dem løst i en Krands, og binder dem flygtigt med Straa fast.

Nogle ad Engene hen opsanke den duftende Honning,

Andre sidde paa Vagt, vise den truende Braad.

Men du bekymrer dig ei, saa synes mig, meget om Honning,

Stedse du sidder paa Vagt, viser mig stedse din Braad.

Dog dig behager ei Talen om Bier og flagrende Blomster,

Høsten elsker du mest, Frugter og handlende Daad.

Lyster dig da den at finde paa Bølgernes skumklædte Rygge,

Vindene gynge paa Sø. Skibet er taklet og klart.

Heiser nu Seil, mine Vers! nu Poseidon er gunstig, og Phoibos

Straaler med stigende Kraft Liv i den døde Natur.

Ei bør den kyndige Mand opsætte sin Fart, til i Høsten

Boreas, isnende, kold, fylder ham Hiertet med Angst.

Hurtig, før Orion ryster de blinkende Lokker i Stormen,

Hilser den spraglede Vaar rask med de bugede Seil!

Ikke du ender med Held din Reise, du dristige Skiald, hvis

Ledas Sønner dig ei lyse i stormende Nat.

Dig dog hilser jeg først, du Herlige, størst af dem begge!

Polydeukes, dig vist avled olympiske Zeus!

Dristig paa vingede Ganger du svæver mod Himlen og Dybet;

Hiin fik den fuldendte Kraft, du fik den himmelske Flugt.

„Fort, over bølgende Hav, du daarlige Digter! hvad troer du

Dem at forevige? Sligt overlad mig og dem selv!“

Perlen i Afgrundens Slot kun møder den dristige Svømmer,

Lad Epigrammet sig da tumle med Voven omkring.

Skiælvende, fordrer du Ild: ak, Ilden vi slukked selv ud!

Kold er taagede Sø, Bølgen er Vand kun og Salt.

Ved Kronion! vær varsom! Fra Kysten det klinger vel smukt, men

Stiger forført du i Land, dræbt er din høiere Sands.

Det er nu engang, min Ven! saa Skik paa den Sø, du beseiler;

Alt at bedærve med Smuds har Recensenterne Ret.

Kalder du dig Epigram, du vaade svømmende Vandfugl:

Hvor er den vingede Flugt, hvor er din krogede Klo?

Selv I jo oprøre Bølgen, saa kold den slaaer vores Borde;

Intet Under da hvis Vingen bli’er frygtsom og vaad.

Stiller et Billed man op, strax Aberne springe fra Busk, og

Kradse det efter i Sand, vildt med forvirrede Træk.

Dragten dadler du kun, og Versenes Længde og Brede,

Kiernen kaster du bort, Skallen du knækker med Flid.

Nu med Rovfugleflugt, med Skrig, med klapprende Næb, med

Vingernes susende Slag, støder i Dybet han ned!

Hu, hvor de fraade, og hvine og hvæsse de graadige Tænder!

Hundenes biæffende Chor lære mig, Scylla er nær.

Vil jeg Hundene flye, maa hist jeg følge med Strømmen:

Visselig bedre det var, lod jeg den miislige Fart.

„Vel bør man veie i Sind, før man dristig betroer sig til Havet,

Men er først Reisen begyndt, Faren bør møde Foragt.

„Venlig smiler min Mund, dog sluger mit giærende Svælg dig,

Hvis ei din kløgtige Sands ahner min indre Natur.“

Dunkel er Qvindens Natur, og dunkel mig synes Din Tale,

Udvortes Taushed og Ro, indvortes giærende Kamp.

„Dernæst nævne Du mig den sørgende Nymphe i Graven,

Fløttende aldrig sin Fod, følgende stedse Dit Fied.“

Ak! en følende Barm kan fremmane Aander af Stenen,

Og i Tonernes Strøm smelter det haarde Metal.

„Dernæst nævne Du mig den sovende Hersker i Dybet,

Der, naar han vaagner til Liv, indvier Livet til Død!“

Dunkle! Dig kiender jeg vel, der leder den seilende Snekke,

Seilere leder Du og, større end jordiske Fnug.

Meget binder Du vist i Afgrundens Dyb og i Himlen,

Ak! saa kom dog engang! bind os vor Viden til Eet.

„Evig de blive forskiellige.“ — Vel, saa maatte det være;

Thi en Evighed hist har de at ene sig i.

Jeg er elektrisk; et spillende Lyn boer i Øiet, og lyser,

Stræbende stedse mod Sky, bunden dog stedse til Jord.

Himlen jeg røved’ sin Ild, da traf mig Prometheus’s Skiebne,

Og til det steenkolde Field bandt mig den grusomme Zeus.

Lad hende sværme, den Vilde! Jeg sidder rolig i Hiemmet,

Skuer end videre hun, fatter dog dybere Jeg.

Ord blev mig nægtet, og Udtryk, og dristig at forme mit Indre,

Ak! jeg føler det dybt: Sproget er ikke for mig.

Kan Du tale dem ud, de hvirvlende Buer paa Vandet?

Tonernes strømmende Gang? Hierternes hellige Baand?

Ak! jeg sidder saa taus, i Øiet hænger en Taare,

Og jeg føler det dybt: Sproget er ikke for mig.

Tanker i vingede Flugt jeg skimter, liig svømmende Lande,

Og som de svæve forbi, tegner jeg dristig dem hen.

„Kun det phantastiske Skib sig bevæger, mens Landene hvile,

Tanken er rolig og fast, flydende kun er din Drøm.“

Ofte naar fuldendt han troer sig, og moden, og Høsten for Døren:

Ak, da farver en Orm mat kun den visnende Frugt;

Mens han i snævrere stedse, og stedse i snævrere Kredse

Flagrer om fordums Natur, synker tilsidst han forladt

I den forstenende Grav, han byggede stolt til sig selv op:

Fiern den herakliske Kraft, Formen staaer huul kun igien.

„Siig, hvor findes det Land, hvor Dyd er Veien til Hæder,

Og hvor Erinnyen strængt følger den Skyldiges Fied?

Ven, det forjættede Land? Ja, derom var meget at tale;

Her det og ingensteds er, alt som du Sagen vil see.

Nogle vise dig Braadden, mens nogle listigt den skiule,

Andre mangle den reent: det er de rigeste, Ven!

Alt skal vorde til Mathematik, det vidste jeg længe:

Men, Mathesis, da er ogsaa dit Rige forbi.

Svævende iler jeg hen, liig den blidt sig slyngende Cirkel,

Stedse forandret, min Gang ligner dog stedse sig selv.

Meget elskede Hellas det Runde i Sang og i Tale,

Derfor jeg lagde mig blidt Skialden i smilende Mund.

Solen liig svæver den hen, majestætisk i lysende Ro, thi

offrede Seerens Blik Sangen den straalende Gud.

Ledet af ahnende Sands Du vandrer i Blinde Din Bane,

Paa Hexametrets Flugt, spreder Dit Lys overalt.

Solen følger Planeternes Chor, saa gik det fra Arilds

Tid, og saa gaaer det vel, til Tid og Natur er forbi.

„Jeg er ogsaa en Sol.“ — Ja rigtig! Du straaler fra Taget,

Broget, og kold, dog med Konst klippet af Glimmerpapiir.

Men et Chineserpalais vel taaler ei meget; thi neppe

Helios kommer med Kraft, flux er Forgyldningen væk.

Læser jeg Dig, jeg taber Ideen i brammende Ordkløgt:

Bedre jeg tabte Dit Ord, skuende kun Din Idee.

Meget at tale om lidt, deri var Du stedse en Mester.

Indhylle meget i lidt, see! det er Konsten, min Ven!

I den faldende Green saae Newton hele Naturen;

I den hele Natur seer du en visnende Green.

Alt Du mener at see, naar Du øiner de talløse Stierner;

Ak! af det Hele, min Ven! neppe Du seer et Par Fnug.

Blikket sig taber i Luft — strax troer den Verden til Ende;

Sku du saavidt som du vil, barnlig bli’er stedse Dit Blik.

Fordi dit Indre er mat, og uden Betydning, strax troer du,

At den hele Natur mangler Betydning som du.

Gud behage du vil, ved ham stedse at føre i Munden:

Konsten lad tale, min Ven! Konstneren skiuler sig helst.

Du mig ei stedse forstaaer: nu, Læser! saameget desbedre!

Har du en Skade, du snart mærker den trykkende Sko.

Mig den Himmelske bød til Fornuft at lade Geniet,

Barnet at danne til Mand, Natten at føre til Lys.

Mig den Himmelske bød genialsk at vise Fornuften,

Manden at bøie til Barn, Solstik at dæmpe ved Nat.

Kan du forene de To, i Sandhed da er du den største,

Kan du det ikke, nu vel, stræb da saa høit som du kan.

Høiest jeg priser det Echo, der toner fra Læserens Hierte,

Stormen har lagt sig til Ro, Bølgerne bæve dog end.

„Alt ret godt og ret smukt, dog gierne jeg hørte lidt Nyt og.“

Seer du det Gamle med Sands kommer det Nye af sig selv.

Bedre jeg bliver tilbage fra Skolens Støv og Systemer;

Sad jeg først engang i Buur, kom jeg saa let ei derfra.

Lad du dig snære! min Ven! kun Spindelvæv er det, der brister;

Svinger du Vingen med Kraft, standser dig Regelen ei.

Men hvad nytter den da? Dertil, at du lærer at føie

Efter andre dig snildt, uden at tabe dig selv.

Dengang jeg giorde det Løfte, det stedse være mig helligt:

„Vorder Du engang til Mand, reiser til Helios du.“

Og jeg klatred’ og steeg, kom stedse længere fra Jorden,

Ak! men Helios dog stedse laae fiernt, som tilforn.

Stig du kun stedse; vel sandt! til Helios naaer du vel ei, men

Dog er det Synet til Lyst, viden at gaae over Jord.

Alt har Solen sig slukt i de kølige Bølger, og Tanken,

Fulgt af det uvisse Blik, taber i Taager omkring.

Jorden synker i Nat, men det Evige funkler fra Himlen,

Slukt er det Grønne bag Sky, Stiernen er tændt i det Blaae.

Alle de drage forbi dig, og alle de synke i Vesten;

Dog det er Sandsebedrag, selv du kun seiler mod Øst.

„Ak! der ruller en Stierne! o see! af alle den største!“

Stille, Distiker, snart øine I Sky kun og Damp.

Bort fra Himlen! I Distiker! Husk, I ere jo Søemænd!

„Just ved til Himlen at see, finde paa Søen vi Vei.“

„See! hvor de blinke, de Herlige hist! hvor de funkle og smile!“

Distiker! dog ei til os; ak! thi de øine os ei.

„Dog skal de faae os at see, vi sadle dig rask Hippogryphen,

Vingernes dristige Slag bære til Æthren dig flux.“

Holdt, Forvovne! Lad staae Hippogryphen! Hvad troer I, fordi det

Lykkes Kronions Æt, at det skal lykkes Enhver?

Stille, I Distiker, nu! Vil I drømmende kante mig Baaden?

Sligt Eder fører kun til Lethe og Aidis Borg!

Aldrig standsed’ min Fod, det Herlige skued jeg nøie,

Men trods det udvortes Lys, Siælen blev mørk, som tilforn.

Aldrig forlod jeg mit Hiem, og dog jeg skued det Hele,

Thi fra mit Indre det sprang, væbnet i skabende Kraft.

Lavt paa det graae Ocean nu staaer den fordærvende Sky, og

Høisler med svovlblaa Glimt over formørkede Grund.

Kun den jordiske Luft kan slække de heftige Blus ud,

Stiernens glandsfulde Blik køles i Ætherens Strøm.

Mærker du Klodens voldsomme Gang? de svulmende Værter?

Farvernes straalende Spil? Vist er Æqvator nu nær!

Alt sig hæver for Øiet, og søger elektrisk det Ydre,

Ak! men den smeltende Sang byttede Fuglen for Glands.

Kun convulsiviske Skrig, eller Taushed møder dit Øre,

Og seer du nærmere til, Farverne spille paa Steen.

Mig Naturen har sat, som Grændse den dristige Snekke,

Ustraffet seiler den ei, trodsende, over mig hen.