Dybt indviklet i Tankernes sælsomtslyngede Netgang
Stod en ungdommelig Helt, udsprungen af Krigernes Stamme,
Nadir kaldte han sig, hans Slægt udstrakte sit Scepter
Over det frugtbetyngede Land, hvor den hellige Ganges
Vælter sin Strøm med vældig Kraft imod Oceanet.
Dybt nedsjunken i Tanker stod den herlige Yngling;
Nys han med kraftfuld Haand beseired utallige Fjender;
Eensom og tankefuld nu han stod paa den blodige Valplads,
Hvor en uendelig Krigerflok laae henstrakt i Støvet.
Ynglinger stred man der og Mænd, forskjellig i Alder,
Nylig de blomstred i Kraft, dem glæded den deilige Solglands,
Morgenrøden i Øst, og Duggen, der blinker paa Græsstraae,
Samt den hellige Lotusblomst, der opstiger af Vandet;
Nu de som Offere laae for den altfortærende Dødsgud,
Nogle lemlæstede grumt, et forfærdeligt Syn, medens Andre
End bevared i Død et blegnende Skjær af den Skjønhed,
Der dem smykked, før Øiets Glands udsluktes i Natmulm.
„Har jeg da Ret dertil med det ubarmhjertige Glavind
At forstyrre den Kraft, der boer i Menneskets Indre?
Jeg, som fra Barndomstid dog inderlig ønsked at skaane
Selv de umælende Slægter, det hurtigtspringende Vilddyr
Og den bevingede Grib, ja selv den spraglede Giftsnog
Under det hvidlige Bambusrør og det høie Granattræ,
Eller bag Tempelets Hal, hvor dens Syn forstyrred min Andagt.”
Saadan mæled med Suk den tankefuld grublende Nadir.
Men da traadte ham nær en Olding med snehvide Lokker,
Majestætisk at see trods Alderens Vægt, dog hans Øine
Glimted endnu med Ungdomsglands og vidunderlig Styrke.
Nadir gjenkjendte hans Aasyn vel, thi mangfoldige Gange
Havde han før ham mødt i den lethenglidende Barndom;
Tidt i Skoven de taltes ved, hvor med Indsigt og Viisdom
Og med uendelig Kløgt han leded Ynglingens Tanke.
Men det var Vishnu selv, den hellige Gud, der opholder
Verden med kraftfuld Haand og i tusind Forvandlinger færdes
Mellem Menneskets Børn, beredt til at skjænke dem Bistand.
Dybt i Nadirs Sjæl udspeided hans Øie den Jordbund,
Hvor en udødelig Viisdoms Frugt engang kunde modnes,
Derfor han leded bestandig hans Skridt og bevogted hans Fremtid.
„Skuet jeg har”, han mæled, „den Tvivl, der bevæger dit Hjerte,
Men jeg sprede den vil, et Sandhedsord jeg forkynder:
Aldrig mægter dit Glavind, min Søn — thi det er umuligt —
Nogen at røve det Liv, der sprang af det evige Lysvæld,
Ingen ihjelslaae du kan, det mægter ei selv nogen Guddom.
Aanden vandrer sin Vei forklædt i mangfoldige Dragter,
Indtil, bestandig forandret, og dog bestandig den Samme,
Luttret den synker i Himmelglands til den Eviges Hjerte.
Du dog røgte dit Kald, og naar Landet behøver dit Glavind
Svigte du ei, men overlad til den evige Domstol,
Der tildeler Enhver sin Ret, at veie hans Fremtid!”
Saadan talte den hellige Gud og forsvandt; men en Lysbro
Steg over Jord og betegnede hans Vei. Da mærkede Nadir,
At en guddommelig Haand det Taageslør havde løftet,
Som Forvildelsens Mø havde bredet rundt om hans Øie.
Sjælen igjen fandt Ro, og han værned med Sværd og med Retfærds
Aand om sit Folk og erhverved en uforgjængelig Hæder.