Peder Horrebow Haste (1765–1831)

Aftenen var alt kiølig, og kun eensomme Lerker qvidrede i skyndelig Flugt over de afmeiede Agre. Skovens Farve var en Blanding af Mørkegrønt og Guult og Blegrødt; hist og her var allerede Løvet nedfaldet, spæde Knopper frempippede, og lovede Træet sin Brudedragt til den følgende Vaar. Med Strikketøi i Haanden og en lille Bog i Skiødet sad Amalia ved en skiøn Kilde. Uopholdeligen lagde de smaa Fingre Maske til Maske, sielden faldt Øiet paa den øvede Haand; oftere giennemløb de en Side i Bogen, eller svævede omkring paa det yndige Landskab, som en majestætisk Høst-Aften forskiønnede, og hvorover guldkantede Aftenskyer hvilede, som en umaalelig Throne. Hun forundrede sig over den partiske Fordom, der finder Vaaren ene priselig: „Er Løvets Farve ikke deilig, „tænkte hun,“ om den end ikke længer er lysegrøn alene? Kan Solen prægtigere indhylle sig til Hvile efter den festligste Maidag? Vrimler ikke den hele modnere Natur af idelt Liv? Bærer ikke Alting Fuldendelsens guddommelige Præg? Naturens Aasyn er herligt og klart, som en Dydigs Øie, der giennem Sølvhaar kaster eet Blik paa det tilbagelagte daadfulde Liv, og et andet paa Hvilestunden i Graven og den evig spirende Vaar.“ En stor Taare stial sig op i Amalia’s Øie, glindsende, som Vesten; og i det hun bukkede sig, nedfaldt den tungt, og dannede talløse levende Kredse i Guldskiæret, som uroligt bævede paa Kildens Flade. Tankefuld stirrede hun i Kilden, Kredsene bleve stedse umærkeligere, og snart var den glat, som det fineste Speil; hun stirrede i Kilden, og bemærkede dog ei det favre Billed, den viste hende; ikke den ædle, aabne Pande, ikke de sorte, livelige Øine, hvis Magt elskeligt Tungsind forhøiede; ikke de Rosen-Læber, der smilede Dydens elskværdige, satte Smil, og som ved mindste Aabning røbede to Perlerader af kostelig Hvidhed; ei heller skuede hun de nøddefarvede Lokker, der i sød naturlig Skiødesløshed slyngede sig omkring en deilig Hals, og nedbølgede paa en Barm, hvis Yndighed det fine Musselin ei aldeles kunde dølge. Ikke skuede hun sit eget tryllende Billed, hendes Øie var heftet paa den guulagtige Sand, hvoraf Vældet ustandseligt frempiblede, altid lignende sig selv, altid klarere, end det klareste Chrystal. Et langsomt, ikke tungt Suk, giennembrød hendes Barm; atter saae hun i Bogen, og sang med en Stemme, der var idelt Hierte: „Der var en Tid, da jeg var meget lille.“ Tacten var ulige, ethvert Sted, som hun kunde anvende paa sig selv, sang hun med dobbelt Kraft, skiønt inderlig Følelse ledsagede det Alt. Da hun kom til det Vers: „De svandt, de svandt, de blide Barndoms Dage. Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen,“ nedrullede hyppige Taarer, skiønne, som de, hvorpaa Iris en varm Høstmorgen maler sin pragtfulde Bue. Hun standsede med dæmpet Røst, giemte det dugfulde Øie i den ene Haand, og lagde den anden paa det bankende Hierte.

    Saaledes sad hun, da Henriette, hendes Veninde, nærmede sig: „Atter alvorlig, atter bedrøvet, Amalia!“ sagde hun; „dine Øine ere røde, og jeg seer Taarer paa din Yndlingsvise.“

    „Alvorlig,“ svarede Amalia, „alvorlig, men ikke bedrøvet. Saa tæt ved Naturens guddommelige Barm kan din Amalia ikke være bedrøvet. Seer jeg ikke idel Forsorg rundt omkring mig? Forsorg for Hiorden og for Krybet? for Eegen og for Planten? Jeg er ogsaa Plantens Søster, Jette, vi have een Fader, og han har ingen Stifbørn. Nei, jeg er sandelig ikke bedrøvet. Jeg har nynnet min Yndlingsvise, og jeg blues ikke ved disse Taarer. De ere Baggesens Lovtakere.

    Henriette. Siig hvad du vil, Pige! Jeg hørte det sidste Vers; du sang det med en Deeltagelse, som syntes at anklage Skiebnen.

    Gode Amalia, blev Henriette ved, og lagde kielent sin Kind op til hendes, og slyngede sin Arm om hendes smekre Liv — hvor kan din Rolighed og din Fryd være forsvunden? Du har den ømmeste Elsker, den frommeste Fader; du har Sundhed, Formue og et nøisomt Hierte; og Ulriks lille Søster er din Veninde!

    Amalia. Jeg er ikke uskiønsom, bedste Jette! Jeg føler mit Held. Men dig tør jeg tilstaae, at jeg dog savner, ak! hvad jeg allerede i otte Aar har savnet — min Moder. De lykkelige Dage, da jeg modtog min Himmel af hendes Haand, ere forsvundne. Du veed, jeg var kun ni Aar, da hun maatte forlade mig. For hendes Skyld elsker jeg denne Kilde over Alting paa min Faders hele Gods: den var hende saa kiær. Ofte vankede jeg ved hendes Haand, naar hun gik til den. Mangen Aften sad hun her, og glædede mig med Fortællinger, der aldrig vare tomme for Lærdomme. Endnu faa Aftener før Døden reev hende bort, giorde hun mig opmærksom paa Kilden, og bød mig ligne den. Uudslettelig staaer hvert Ord af hendes Formaning præget i mit Hierte: „Lille Male,“ sagde hun, „du er et godt Barn, du kan blive et godt Menneske. Gud skee Lov, at dit Hierte hænger saa fast ved det Gode! Det er varmt og heftigt. Pas paa denne Varme, denne Heftighed! Lad den altid omfatte det Simple, det Ædle, det Naturlige! Flye Kunsten, hvor den kan flyes! Taal den, hvor den er nødvendig, men tilbed den aldrig! Heftes nogentid dit Hierte til Mennesker eller Ting, som ikke ere elskværdige, da drag det med Kraft tilbage, om det end skal bløde! Taal heller tidlig Smerte, end sildig Anger! Giem disse Ord, min lille Pige! Du forstaaer dem ikke nu, kan ikke endnu forstaae dem; giem dem til modnere Aar — Gud veed, hvor længe jeg kan tale med dig.“

    Atter perlede Taarerne frem i Amalia’s Øie, men hun qvalte dem, og blev ved: „See paa denne Kilde,“ sagde den uforglemmelige Moder, „den er Billedet paa en elskværdig Pige. Altid sysselsat, og altid reen. Naar saae du den ophøre at bevæge sig? Den lægger Vand til Vand, vederqvæger Mennesker og Dyr, gyder Frugtbarhed over Enge og Marker indtil fierneste Tider. Saaledes være du stedse i Arbeide, oplev aldrig nogen Aften, der kunde sige dig: Amalia! i Dag øvede du ingen god Gierning! Og see til dens Reenhed! Den giennemløber en lang Vei mellem Sand og Stene og Jord; dog er den ubesmittet, som en Engels Tanke. O Pige! din Vei giennem Verden kan vorde ujevn, men lad den aldrig vorde ureen. Vedligehold din Uskyldighed mellem Smigers Tryllelser, mellem Forfængeligheds Tillokkelser, mellem Medgangs Farer, mellem Modgangs Fristelser. Altid sysselsat er et stort Skridt til altid reen. Altid opmærksom paa sig selv, altid prøvende, altid Fornuftens Veninde, dette er det andet Skridt til din Reenheds Beskyttelse. Nu, Datter,“ sagde min Skytsengel, „jeg anbefaler dig til Gud og til dig selv. Glem ikke at tænke paa Kilden.“ Ak, Jette! det var sidste Gang, hun formanede mig. Jeg har ofte studeret hendes Tale. Her ved Kilden har jeg studeret den. Begriber du nu, hvorfor jeg saa tit sidder her, indtil Stiernernes Billed funkler paa Vandet?

    Henriette tav. Solens Afskedssmil svømmede i Kilden. Med presset Følelse opløftede Amalia sine Øine fra den og til Himmelen. „Endnu eengang, Herliggiorte! udbrød hun, — ak! om du hører mig — endnu eengang, tabte, dyrebare Moder! modtage du min Eed: Før jeg aflader at elske din Erindring, før jeg aflader at leve, før skal ikke din sidste Tale døe i din Datters Hierte!“ Her manglede hendes Følelse Ord, eller rettere, den overgik alt Udtryk; kun halvt fortolkedes den i de Taarer, som langsomt nedglede over hende og Henriette, der tæt omslynget om sin Veninde andægtig stirrede mod den blodrøde Himmel.

    Det raslede i de nære Buske. Hurtig aandede Amalia i sin Haand og holdt den for Øinene: „Det er paa Tiden, at Ulrik kommer, han seer ikke gierne sin Piges Øie forgrædt,“ sagde hun. Han, som havde været et lønligt Vidne til det hele stille Offer, bemærkede det: „Vee den,“ sagde han ved sig selv, „som vilde hemme Taknemmelighedens Taarer, Dydens ædleste Taarer! trefold, tifold Vee den, der kunde haane blid Følelses elskværdige Udbrud!“ Venlig, uden at nævne røde Øine, rakte han hende Haanden, for at ledsage hende til det landlige Maaltid, der ventede dem i hendes Faders Lysthuus. Paa Veien satte han Mærke til nogle sildige Forglemmigei, som Efteraaret syntes ham at have sparet til en Fest for Elskende. Amalia spurgte om Aarsagen til disse Mærker, men med et Smil bad han om Opsættelsen af sit Svar.

    Syv Dage derefter bad Ulrik, at Amalia vilde møde ham ved Kilden kort før Solens Nedgang; han vilde der stige af Hest, naar han kom af Jagten. „Gierne,“ svarede Elskerinden; „jeg kiender ingen Plet paa Jorden, hvor jeg heller sværmer.“ Ulrik forlod hende. Neppe kastede Solen lange matte Skygger, før Amalia og Henriette, hver med sit Haandarbeide, gik ned over Fodstien giennem de høie Hæsselbuske til Engen, hvor Kilden opvældede. Amalia blev bestyrtset; Henriette forstillede Forundring. Kilden havde skiftet Udseende. Den strømmede nu frem giennem en Rift, der var anbragt i et rødagtigt Sandsteens Fodstykke, som den nedgaaende Sol gav herlige Farver. Det var skiødesløst behugget, og lignede en Klippe, hvorpaa Lys, Halvlys og Skygge afvexlede i mangehaande Former. Ovenpaa stod en Urne af hvideste Alabaster, rund og simpel, med et lidet ophøiet Laag. Paa een af Fodstykkets Sider vare disse Ord indgravne:

    Ulrik havde plukket de Forglemmigei, han for en Uge siden satte Mærke ved; deraf havde hans Henriette flettet en yndig Krands; i det Øieblik, Amalia traadte frem af Hækkerne, var han sysselsat med at vinde den om Urnens Laag. Ubeskriveligt, umaleligt tindrede Amalia’s Øie, maalløs af Henrykkelse aabnede hun Arme, som ingen Praxiteles-Wiedewelt formaaer at efterligne, og styrtede hen mod sin nu dobbelt elskelige Elsker. Tæt føiede de deres Læber sammen, og Kilde og Mark, Jord og Himmel forsvunde trindt omkring dem.