Nu er det, som Klokkerne klage
med sprukne, fortvivlede Klemt.
Jeg vil til, vil i Tovene tage —
da standser jeg, stille, forstemt.
Der ligger for Byen en Flaade saa stor,
som aldrig Havnen bar.
Baade frem og tilbage ror,
og Raab faar Raab til Svar.
Men Muren brudt jeg saa.
Det var den susende Vind,
hvor før den stadig stødte paa,
gik nu den lige ind.
Jeg drømmer, at Luften er lummer.
Jeg kan se, men Solen er slukt.
Østersøen skummer.
Jeg drives afsted paa Flugt.
Men Vagter ved portene spærrer,
og jeg kan ikke finde mit Hjem.
Trosknægte tomme Kærrer
skubber mod Torvet frem.
Jeg kan ikke kende de Gader,
jeg ofte vandred i.
Folk med rædde Lader
smyger mig tyst forbi.
Der plyndres i den forgyldte,
silketjældede By.
De store Kærrer er fyldte —
ud — og ind paany.
Dog vokser, vokser der Dynger
paa Torvet, af Sølv og Guld.
Mænd og Kvinder i Klynger
kommer med Favnen fuld.
Paany vil jeg løbe i Drømmen,
men kan ikke flytte en Fod.
Det stivner i sin Strømmen
i Aarerne, mit Blod.
Der løfter sig blaalige Flammer,
min Vilje dukker sig sky.
Det knitrer. Fra Rudernes Rammer
drypper der sydende Bly.
Ud over Skarerne skuer
skummelt Kong Valdemar.
Torvet flimrer og luer
af røvede Smykker og Kar.