Aftenen lægger sig skyggende
over den gamle Gaard.
Ind i Hus de pludrende
Hønneker Pigen faar.
Rygende og sludrende
Folkene sidder og staar.
Bjørnetungt efter Myggene
Arbejdsnæverne slaar.
Svalebakke-Dampene
bølger i Hjørnet tæt.
Malt- og Humleduftene
mætter hvert Aandedræt.
Brisen kommer luftende,
næsten umærkelig let.
Inde i Stalden stampende
Heste rasler træt.
Tora sætter sit flettede,
tykke, brune Haar,
knapper, sit Liv, og strikkende
hen hun til Laagen gaar,
misser mod et af Blikkene,
som hun fra Klyngen faar.
Ud paa de nylig tvættede
Kinder Varmen slaar.
Vinduer lukkes klirrende,
Rullegardiner gaar ned.
Sindigt de gamle i Stuerne
pusler paa Strømpefjed.
Rundt paa Væggene Fluerne
sover i Mørke og Fred. —
Ude høres forvirrende
Raab — og et Hvin — en Ed.
Klart lyder Kirkeursslagene:
Ti — Nu har alle sig lagt.
Ikkun den yngste af Karlene
har ej paa Halmen sig strakt.
Tora bli’r af en talende
Pikken paa Døren vakt. —
Rotterne tripper paa Tagene,
Kattene lister paa Jagt.
Stjærnernes Sværm kommer trækkende
over den gamle Gaard.
Enkelte af de Tusinde
ned paa Himmelen slaar,
sidder højt, højt over Husene,
til atter de udad staar.
Ikke en eneste vækkende
Lyd de hvilende naar.
Husbond sover og Tyende.
Ilden paa Fyret er svag.
Kedlen udaander den duggende
Em med de svageste Drag.
Røgen hæver sig vuggende
over det sværtede Tag,
højt — for at hilse den gryende,
dontforjættende Dag.