Ræk mig en Dvaledrik, du dunkle Nat!
— Hvad er det, dine mørke Læber siger?
Dagen vil skænke mig endnu en Skat
derude i de blodigrøde Riger? —
Ræk mig en Dvaledrik, du dunkle Nat,
for ikkun efter den mit Hjærte higer.
Jeg ved det vel, at alt er ej forbi,
men er end ikke alt, saa er dog meget.
Du ved — og jeg — men ingen uden vi,
hvor jeg har stønnet lydt og sagte skreget.
Jeg ved det vel, at alt er ej forbi,
men jeg har tabt det bedste af mit eget.
Jeg vil den dybe Fred i Sjæl og Sind,
den dybe Fred, som intet Øje maaler.
Utryg jeg altid gaar i Dagen ind,
mod dig jeg længes, naar den favrest straaler.
Jeg vil den dybe Fred i Sjæl og Sind.
Ræk mig den største af de fulde Skaaler.