Olaf Hansen (1870–1932)

Bylder slaa den unge Kvinde,

at hun kom til Simons Hus,

at hun — Kristus skulde finde,

at han var i Simons Hus.

At jeg ikke kunde gætte,

slog den Krukke straks itu.

O, det kunde Hjærte lette,

tror jeg, blev det gjort endnu.

Skøn hun var, da med sin Krukke

paa sin Arm hun fremad skred.

Døren ej jeg nænned lukke —

og jeg stod saa nær derved.

»Søger en af Simons Gæster,«

sagde hun, »o, vis mig ham,

ham, I kalder Eders Mester, —

og jeg viste hende ham.

Bylder slaa den unge Kvinde:

Hendes Ynde drog mit Blik,

saa det maatte følge hende,

saa jeg alt at skue fik.

Paa hans Hoved gød hun Salve,

kostbar Salve ud hun gød.

Blot det halve, blot det halve

havde Værd af tusind Brød.

Nok, at Peter skulde kalde

ham Guds Søn — de andre tro;

at nu alle, at nu alle —

jeg faar aldrig mere Ro.

Slangen bide i hans Hæle

for den Kærlighed, han nød.

For hans Vælde over Sjæle

gav jeg baade Liv og Død.

Aa, de mumled og de stirred

vredt paa Kvinden, hvor hun stod

og hun saa det, blev forvirret

og krøb ind ved Mestrens Fod.

»Mester«, sagde de, »hun kunde

Salven solgt for Penges Værd,

mættet mange, mange Munde

i Jerusalem og her.«

At han turde, at han turde

træde denne stolte Vej:

»Hun har handlet, som hun burde

og hun skulde, vredes ej.

Fattige I altid finde,

mig I ikke altid har.«

Aa, der blev saa tyst derinde,

ingen vidste noget Svar.

Og det Blik, paa mig han fæster,

saa sørgmodigt, end jeg ser.

Du har Ret som altid, Mester,

Du skal aldrig salves mer.