Om Kongens Mund der laa et Smil og drømte,
og Blikket var saa mildt som aldrig før;
man saa og følte, at den Fred, der rømte,
var atter kommen indenfor hans Dør.
Naar David spilled, vaagned alle Minder;
Sauls Øje saa igen den unge Mand,
der søgte om sin Faders Aseninder
og fulgte deres Spor fra Land til Land.
Og ej han fandt, men selv saa blev han funden,
da for Profeten han i Staden stod;
Højhed og Hæder varsled Seermunden,
skønt han var runden af den mindste Rod.
Han hørte Tvivlen fra sin Tunge lyde
og tie for den gamles faste Tro;
og Tegn han saa og fik, der kunde byde
hans Uro vorde fast og sikker Ro.
Det var den Tid, da paa hans Læbe brændte
viede Ord med ny og voldsom Glød,
og undrende, hvorhen han Foden vendte,
»Er ogsaa Saul iblandt Profeter?« lød.
Han følte atter Hovedhuden bæve,
mens Vismandshaanden salvede hans Haar,
og Kongeaanden i sin Tanke svæve
med Lyst for Landet og med gode Aar. —
Og højt han bar sit Hoved over Folket,
ti han alene var den kaarne Aand —
og det var dette, Davids Strænge tolked,
naar han slog Harpen med sin flinke Haand.
Men naar han tav, strøg Kongen over Panden
sin svære Haand, som om han vaagned brat,
og alle syntes, at han blev en- anden;
vild var hans Tale, og hans Sjæl var Nat.
»Hvor kan en Hyrde vække disse Minder,
som ene bag den kaarnes Pande bor?
En Dreng, der leger og har brune Kinder?«
og vredt hans Næve til hans Værge for.