Tung Vreden hang — og mørk — paa Kongens Pande
og trykked Brynet over Øjet ned,
og let en Skælven for fra Mand til Mande,
naar Drottens Blikke ned langs Bordet gled;
for mørke var hans Miner, tung hans Tale,
hans Øre lured paa det mindste Ord; —
paa en Gang tog han højlydt til at prale,
og vredt hans Næve til hans Værge for.
Da sagde Mændene: »Se, Kongen lider,
tung er hans Tale, og hans Sjæl er Nat;
nu kommer der for Folket haarde Tider —
en ond Guds Aand hans Legem har besat.
Nu er den Stund, da det er svært at raade;
hvo, der kan tænke Frelse, sige frem.«
»Jeg kender en, som være kan til Baade,
han er hos Isai i Bethlehem.
Det er en Mand, som er i Leg forfaren,
han spiller, saa de onde Aander flyr,
han kender hvert et Lam i hele Skaren,
han vogter imod Markens vilde Dyr.«
Og Mændene fik Mod ved denne Tale,
og alle faldt paa Knæ og priste Gud.
Da næste Morgen bragte Sol til Dale,
sendte de en til Kongen hen som Bud.
»Der er en Mand, som er i Leg forfaren,
han spiller atter Freden til dit Hjem;
han kender hvert et Lam i hele Skaren,
han vogter for sin Far i Bethlehem.«
Og Kongen hævede den tunge Pande,
læste i Blikket hele Folkets Bøn.
»Saa lad ham komme hid til disse Lande
hent Isais, Bethlehemitens, Søn.«