Da Jubal kom hjem, undredes Folket saare, og alle vilde vide, hvad han havde set. Han viste dem Fløjten og sagde: »Se, denne har jeg fundet,« og han spillede paa den, tænkende paa Noomi og hendes Ord, og sagde: »Se, dette har jeg hørt« — og de gik forundrede hver til sit.
Derpaa gik Jubal til Tubalkains, sin Broders, Smedje og dannede sin Fløjte i Metal — og hver Dag gik han til Smedjen og udførte, hvad hans Broder paalagde ham.
Men en Dag, da mange vare til Stede og glædede sig ved hans Spil, sagde Tubalkain til ham’: »Var Du i Eden?« og Jubal svarede: »Nej, for Keruben staar ved Indgangen og spærrer Vejen med sit Sværd,« og han fortalte dem alle Noomis Ord. Og Tubalkain sagde: »Jeg vidste vel, at derhen fører der ingen Vej«; men da rejste Jubal sig:
Hør mig, I Sønner af Kain,
der skal fødes en Mand som er Herren.
Engang i de gryende Tider
skal han aabne sin Moders Skød.
Han hører, hvad Mennesket lider,
og Smerten svider hans Kød.
Han har Øjne, der tale og drage,
han har Læber, der aldrig har dømt,
han har Arme, der støtter den svage,
og Hænder, der tage saa ømt.
Han villøfte sin Røst for at kalde,
fra Ager vi gaa og fra Fæ,
ved Vejen vi samle os alle,
for at se ham og falde paa Knæ.
Og Folket vil sænke sin Pande
og følge den skridendes Spor.
Han vandrer fra Lande til Lande,
og Skaren vil blande sig stor.
Han giver os Brødet, vi spise,
han læger den saarede Fod,
hans Ord er talende vise,
hans Løfter er Lise og Mod.
Der er tyst, saa ingen tør tænke,
naar han siger, at Maalet er nær,
fast Hænder i Hænder sig lænke —
Keruben vil sænke sit Sværd.
Han hilser og viger til Side,
vi staa paa den gamle Jord.
Jeg svnger for Verden vide,
at Trøst af Kvide der gror.
Da sagde Tubalkain: »Saa ville vi bie,« og der kom nu stor Forventning blandt Folket.
Men naar Jubal fik de Tanker, at han kunde dø, forinden han blev ført til Eden, blev hans Sjæl greben af Sorg. Og i ensomme Stunder kom det ham under tiden for, som om alt hvad han havde oplevet, kun var Drømme, og han forfærdedes for sig selv.
Men der kom ogsaa den Tid, da Jubal begyndte at anse sin Færd for Tant, og han forbandede det Haab, han selv havde faaet og givet andre, at det ikke vilde dø, men altid voksede frem i hans Sjæl igen. Og paa denne Tid kom en ung Mand til ham, der dyrkede sin Jord, og sagde, at han ligesom Jubal vilde drage ud, om ikke han kunde finde Eden. Da udbrød Jubal:
Bliv i dit Hus, læg bort din Vandringsstav,
ti bedre er at raadne i sin Grav
end bæres bort af Længslen i sit Bryst
og vente paa dens klare Jubelrøst,
for Aar vil gaa — og saa har Livet sveget den,
men op af Graven ingen Mand er steget end,
og allerværst er dog de Mismodsstunder,
hvori man ved, al Søgen kun er Tant,
og over dybe Tungsindsgaader grunder,
hvori man atter Haabets Spire fandt.
Der vokser op en Urt i hver Mands Sind;
den er saa fagergrøn og myg og lind,
den er saa spæd, men dog saa frisk at se,
naar skælvende den staar i Vintersne.
Ryk op med Rode, Jord maa ikke nære den,
tramp ned for Fode, hen paa Ild Du bære den,
for allerlængst er dog de lange Stunder,
man venter, Haabets Urt skal bære Frugt.
Man skærmer det, som syge Børn, der blunder,
og faar dog aldrig med dets Styrke Bugt.
Ti Haab er flyvende som Løvetand,
der vokser selv imellem Sten og Sand —
og Vinden blæste bort hvert Fnug og Frø —
da tænkte jeg, at Haabet vilde dø,
men Fnug og Frø paa Jorden atter spreder sig,
og Ukrudt, Ukrudt paa din Ager breder sig,
og allermørkest er de sene Stunder,
naar Himlen over Taget ligger graa.
Du har ej Høst at bringe ind derunder
og fletter Svøber for Dig selv at slaa.
Jubal blev en gammel Mand, og den, han ventede, kom ikke i hans Dage, og han fik aldrig Edens Land at se. Men da han lukkede sine Øjne i Døden, sagde han: »Dog var Eden min Lykke.«