Sigrúnarljóð
(Sangen til Sigrun.)
(Sangen til Sigrun.)
O Sigrun, hvor mig saared dine Ord!
Jeg bad dig om at komme snart igjen
Til din bedrøvede forladte Ven,
Hvis Du før mig blev lagt i sorten Jord
Du svarede, du troed ei, at jeg
Dig vilde kysse paa den kolde Mund,
Og favne dig som Liig ved Midnatsstund, —
Men saa kan du ei troe, jeg elsker dig.
Er det da ei den samme Sol, vi see
I Vaaren kysse Rosen mere rød,
Som den, der midt i Vintrens kolde Skjød
Tillige kysser Fjeldets hvide Snee.
Og dig, min hvide Rose, skulde jeg
Da elske mindre, blev du mere hvid,
Forglemme dig i Himlens Vintertid,
Men kun i Jordens Sommer elske dig!
Nei, lad kun Livets Blod af Læben døe:
Det dine Læber ere ligefuldt,
Der ikke ville smile mindre huldt
Med Evighedens Skjær, min fagre Mø!
Lad Jordens Blus kun slukkes paa din Kind,
Dens Form er dog den samme som den var,
Kun mere reen end før, naar Døden har
Paa den sin Uskylds Farve præget ind.
Lad derfor mig ei ene og forladt,
Hvis du før mig til Himlens Fred gaaer ind;
Men kom tilbage, naar den kolde Vind
Koldt blæser i den lange Vinternat.
Naar Maanen svøber sig i Skyens Slør,
Svæv til mit Leie ned som Dødens Aand,
Og med din hvide, med din bløde Haand
Mig blidelig og sagtelig berør.
Naar saa jeg vaagner af min Blund, og naar
Medlidende saa Maanen af sin Sky
Gaaer frem, at jeg kan see dig, hvor du bly
Og smilende ved Hovedgjærdet staaer,
Knug da din kolde Barm imod mit Bryst,
Til jeg befriet er fra Støvets Baand,
Og kan med dig som en forklaret Aand
Mig svinge bort herfra til Himlens Lyst.