Over Solens Grav alt Bølgen rinder,
Jorden skjuler sig i Nattens Grav,
Det Nærværende for Øiet svinder,
Men det Forbigangnes tause Minder
Stige frem af Evighedens Hav.
Hist det Høie kun kan Øiet møde,
Men det Smaa, det Lave ei —
Disse Fakler, som paa Himlen gløde,
Det er store Mænd for Sekler døde,
Som os vinke paa vor Jordevei.
Og hun Møen med den blide Flamme,
I det dybe, tankedrukne Blik,
Som til alle Tider er det samme,
Det er gamle Saga, Mindets Amme,
Som af Mindet selv sin Næring fik.
See de Flammevæg i lange Kjæder
Gynge sig og slynge sig i Dands,
Det er Nordens stolte Heltes Hæder,
Som paa Himlens dybe Hvælving breder
Ud i Nordlys Evighedens Glands.