Grímur Thomsen (1820–96)

Der gives lyriske Digtere, som ikke hylde Offentlighed i Poesien. Det er kun i Løndom, at de have Samqvem med Musen, i enkelte inderlige Timer, hvis hellige Mysterier de nødig betroe en god Ven, nødigere et skjønsomt Publikum. Som Deeltagerne i de eleusinske Mysterier troe de at fortørne Guden, hvis de røbe det, de saae og hørte i Begeistringens Time; de frygte for Tabet af Musens Kjærlighed, hvis de meddele Andre Noget om de lykkelige Øieblikke, de tilbragte med hende. Derfor forvise de sig frivillig fra de Lærdes Republik og følge kun sparsomt med deres poetiske Samtid. Hvis de overhovedet læse Poesi, saa er det for det Meste en svunden Tids Mesterværker. Det er fornemmelig fra Livet, at de hente deres Dannelse, thi saadanne Mænd ere ofte dygtige Borgere, kjærlige Ægtemænd, fornuftige Fædre og Egnens betroede Mænd. Digtekunsten er for dem en hemmelig Klingen over Livet, en Aand, der svæver over Vandene. De tage ikke Borgerskab som Digtere, det er ikke deres Titel i Livet. Just fordi Poesien saaledes ikke er deres Livsspørgsmaal i Betydningen af Haandtering, er den det netop i en høiere Forstand, den er deres Tilværelses Allerhelligste; de leve for den, ikke af den. Den er dem en Foraarsdrøm, men tillige en Skat, hvorover de ruge med den første Kjærligheds jomfruelige Blyhed. Det er kun til en Enkelt, at de i et meddelende Øieblik røbe deres Hemmelighed, og saaledes blive de bekjendte; de læse et Digt for en Ven, men Vennen har ei hurtigt Nemme, han læser det for sin Ven, denne giver igjen sin Ven en Afskrift deraf og — Hemmeligheden er over det hele Land.

        En saadan Popularitet er ikke møisommelig tilkæmpet ved Hjelp af æsthetiske Raabekoner og Avisartikler. Den tilbageholdne Digter har aldrig udgivet en Samling Digte, aldrig ydmyget sig for en Recensent af Faget, aldrig logret for en Bladredacteur. Han har ingen Vagt af officielle Beundrere, ingen kritiske Skopudsere.

        Men er da en Digter med en saadan kommen, ei kaldet Popularitet, til at finde i vore oplyste Dage, „paa en Tid,“ som, naar den selv skal sige det, er gaaet saa vidt fremad i Dannelse, at den ikke optager nogen nyankommet Skribent i Litteraturens Elite, uden behørig Passeerseddel, og hos hvilken „det ikke nytter at melde sig uden gode Anbefalinger.“ Tiden har ikke mere den Jomfruelighed, som udfordres til Frembringelsen af en saadan Personlighed; Rhapsoderne ere forsvundne, alle Aoder døde, Barder, Skjalde og Minstreller begravne. Og gives der Digtere med hin bly Beskedenhed, hin Gemytets elskelige Tilbageholdenhed, Tiden river dem dog hen. Den rækker dem i et letsindigt Øieblik een Finger og de gribe med Geniets og Ungdommens uerfarne Aabenhed den hele Haand.

        Burns og Bellmann, de to Lyrikere, som fornemmelig havde Anlægget, bleve dog offentlige. Det var kun indtil Burns kom til Edinburgh, at han bevarede sin litterære Uskyldighed. Da kom han i Mode, en poetisk Bonde uden Dannelse, det var noget Nyt, men Modens Malstrøm rev ham hen og saa — blev Tiden kjed af ham. Noget Lignende er Tilfældet med Bellmann. Hans Skjødesløshed med Hensyn til Opbevarelsen af sine Produktioner er bekjendt nok, men dog voxede hans Ry, „hans Sange udbredtes i Afskrifter eller foredroges efter Hukommelsen.“ Men da han var bleven saa populær, som nogen Digter burde ønske sig, udgav han „Fredmans Epistlar,“ og først efter den Tid begyndte hans Popularitet at dale.

        Skylden er altsaa mere Tidens end Individernes. Den kommer ikke længer Talentet saaledes imøde, som i sin Ungdom; nu er den en gammel Coquette, som vil lade sig gjøre Cour til, men som paa Coquettens Viis undertiden netop foretrækker dem, der ikke beile til dens Gunst, skjøndt vel at mærke kun saalænge, som de ere ligegyldige; give de Kjøb, vender hun dem Ryggen og uddeler atter sine Smiil til sine vagthavende Courmagere. Derfor er unægtelig Talenternes Supplikantforhold til Tiden meer eller mindre undskyldeligt, thi det er en ligefrem Følge af dens egen Fremfærd. Mindst undskyldelige ere de lyriske Digtere, thi denne Digtarts Inderlighed henviser, mere end nogen anden, Udøverne deraf til deres eget Gemyt, som det fyldige Centrum for deres umiddelbare og uvilkaarlige Udgydelser; men hvem veed om ikke selv de Lyrikere, som meest have levet i sig selv og beviislig aldrig have tigget Naadsensbrød af deres Tid, fordi denne gav dem rigelig af egen Tilskyndelse, om ikke disse under andre Forholde, i vore Tider til Exempel, vilde have gjort Haneben til den, saa godt som nogen moderne Poet. Thi om Digterne gjelder i fuldeste Maal, at de ere Tidens Sønner, og afspeile denne i deres Væren og Virken, saa at den Verdenstilstand, hvori de bevæge sig, præger dem saa godt som Nogen.

        Er der derfor noget Land, hvor en saadan Digter i vore Dage skulde kunne fremstaae, saa maa det være et, der ligger udenfor den egentlige Kulturs Vegetation; det maa være et Land, som i streng Forstand ikke hører til Tiden.

        Og netop i en saadan Afkrog finde vi den Digter, vi søge, hiin bly Lyriker, som hverken synger for Ære eller Guld, men kun af Drift og det en Drift, som han knapt vil være bekjendt. Og denne Afkrog er Island. Allerede ved første Øiekast viser denne Ø sig netop som en passende Jordbund for et saadant Vildskud i Civilisationens Have. For isoleret fra denne til at være udsat for dens Paavirkning, er den rig nok paa historiske Minder, til at begeistre sine Sønner, og dens stille Nutid sænker deres Aand, hvis der ellers rører sig noget Poetisk i dem, med en desto større Inderlighed i en bevæget Fortids Bølger. Dets Sprog er for stivnakket til villig at lade sig paasætte Samtidens phraseologiske Trændse, men har bevaret en ædel Fortids eiendommelige Fylde og en Kjerne i Udtrykket, som, hvis dets Litteratur nogensinde skulde blive almindelig bekjendt, vil stikke mærkværdig af imod de øvrige europæiske Sprogs Jævning og effacerede Charakteer. Folket har bevaret en patriarchalsk Gemytlighed, som, beaandet af en stille Melancholi er een Forudsætning mere for en fordringsløs og dygtig Personlighed. Endelig er dets ydre Natur med dens underlige Vildhed, dens rige Afvexling af ophøiet Storhed, idyllisk Venlighed, øde Barskhed og Resignation en begunstigende Omstændighed for et dybt og lyrisk Gemyt. Der er i Nationaliteten aandelig Livskraft nok til Frembringelsen af eiendommelige Talenter, men tillige en Resignation, som bringer dem til at holde igjen og, forudsat de ikke komme ind i andre Livsforhold, støder dem tilbage fra Samtidens gjærende Liv. Denne Resignation, som gaaer igjennem Folkets Nutid, — thi det lever jo i en svunden Tids Erindring — som ligger i det melancholske Charakteer, og endog udstrækker sig til dets Natur, forudsætter netop hiin bly lyriske Personlighed, for hvis Dybde og Inderlighed Offentligheden, vor Tids Løsen, altid vil have noget Frastødende.

        Og denne blufærdige Lyriker er Islænderen Bjarni Thorarensen. Den som kjender noget til, hvorledes det gaaer i den litteraire Verden, maa undre sig over, at der i det 19de Aarhundrede har været en sand Digter, en af hine Faa, som aldrig blive Mange, der ikke var sig sit Værd paa den Maade bevidst, at han skjøttede om Samtidens Bifald, der ikke sørgede for sine Manuskripters Opbevaring, endnu mindre for deres Udgivelse. Selv om han kun havde været en af de mange Middelmaadige, selv da vil Tiden finde det paafaldende, at han ikke havde nogen Bekymring for Navnet. Men der har Tiden Uret, thi netop den Omstændighed, at han var en sand Digter, gjør denne Ligegyldighed rimelig. Naar det Geniale hos en Digter ikke blot bestaaer i enkelte Glimt, som afbryde den øvrige Prosa, men naar det tvertimod er en heel Lue, som gjennemtrænger hans hele Væsen, naar hans Digternatur er saa omfangsrig og sammenhængende, at han ikke kan blive overrasket af enkelte lyse Øieblikke, hvori Guddommen aabenbarer sig for ham, men naar denne Guddom bestandig følger ham som hans indvortes Skygge, da faaer han ikke Tid til at forbause sig over sig selv og blive sig saa gjennemsigtig, som de Talenter og Iiskrystallisationer, som til syvende og sidst ikke ere Andet end Reflex af Reflex paa Reflex. Digtergeniet er i samme Tilfælde som en Mand, der i Mørke holder paa et Lys; han lyser Andre, men for hans egen Fod er det mørkt; de kunne see, hvad der boer i ham, men selv vandrer han i den geniale Somnambulismes Sikkerhed over Alt, kun ikke — sig selv.

        Thorarensen blev født imellem historiske og poetiske Minder paa Gaarden Hlidarenda, hvor den fra Njálssaga bekjendte Helt Gunnar boede, i Egnen Fljotshlid, hvis oprindelige Ynde det endnu ikke er lykkedes det nærliggende Hekla fuldstændig at tilintetgjøre, men hvis ruinagtige Udseende dog maa bringe Enhver, der seer den, til med Veemod at tænke sig tilbage til den Tid, da dens blomstrende Skjønhed, „den blege Ager og den duftende Mark“ virkede saa henrivende paa Gunnar, at han hellere vilde udsætte sig for Døden, end forlade den. I et af sine Digte skildrer Thorarensen den selv saaledes: „Fljotshlid, som før var saa skjøn, er nu en Ruin, dens Fødder hvilede før paa grønne Marker, nu ere de indhyllede i Jøkulgruus. Fra sin høie Gravhøi seer Gunnar, at den fordum saa fagre Egn er bleven bleg og bar, og angrer nu at have vendt tilbage for at hvile sine Bene paa den blaa Hede.“

        Her voxede han op i den Frihed, hvormed Børn i Almindelighed opdrages paa Island, thi, som Forholdene føre det med sig, have de der, anderledes end her i Danmark, Leilighed til frit at tumle sig paa Mark og Eng, paa Fjeld og i Dal, der er ingen Ager at nedtræde, ingen Dosseringer at overstige, de kunne gaae hvor de ville, uden at være bundne til afstukne Grændser, og dette giver dem Frihed og Fortrolighed med Naturen, om de end ofte kunne savne den Frihed med Mennesker, som ene kommer ved selskabelig Gnidning og idelig Tumlen imellem forskjellige Ansigter. Han var af en af Landets ældste Familier, og hans Fader, Sysselmand i Rangárvallasysel, Vigfus Thorarensen, var i en saadan Stilling, at han kunde holde Sønnen til Studeringer, hvortil denne i en meget ung Alder blev bestemt, da hans ualmindelige Aandsgaver, overordentlige Hukommelse og levende Phantasi allerede tidlig vakte store Forhaabninger om ham, Altsammen begunstigende Omstændigheder for den unge Digter, som i sit syttende Aar kom her til Universitetet i den bevægede napoleonske Tid, og derved fik en ny Næring for sin poetiske Aand. Fra hans Universitetstid skrive sig ogsaa nogle af hans skjønneste lyriske Udgydelser, som den islandske Nationalsang: Eldgamla Ísafold, hans Krigsmarsch o. fl. Efter tilendebragte Studeringer vendte han tilbage til Hjemmet, hvor han strax kom i Embedsstilling, først som Sysselmand, derpaa som Assessor i Landsoverretten i Reikjavik, og endelig som Amtmand over Islands Nord- og Øster-Amt, i hvilken Stilling han døde Sommeren 1841, begrædt af hele det lille Folk, hvis Trøst og Glæde hans inderlige nationale Sange havde været, og endnu længe ville vedblive at være¹.

        Han skrev fra tidlig Tid Digte, deels af patriotisk, deels erotisk, elegisk og satirisk Indhold. En eiendommelig Styrke havde han i Gravelegien og Mindedigtet, hvori hans inderligste Lyrik ofte aander; han brugte Døden som en Anledning til at give dybe Tanker Livet, saa at hans Gravelegier, hvorvel Leilighedsdigte, dog ere det i ædleste Forstand, i den goethiske Betydning af Ordet. Men skjøndt han hverken manglede Smag eller Dannelse til at bedømme sine Digtes Værd, saa er og bliver det dog en Mærkværdighed ved ham, at han ligesom var sig sit poetiske Geni ubevidst. Da han jævnlig kom i mine Forældres Huus, hvor Samtalen ofte dreiede sig om ham selv og hans egne Anliggender, kan jeg tydelig erindre, at han aldrig skulde rose sine Digte, og sjelden fremsige dem, medens han gjerne gjorde sig til af andre Ting, fortalte om sin Universitetstid, det Held, hvormed han havde absolveret sine Examina, o. s. v. saa at man, hvor utrolig det end klinger, næsten skulde troe, at han satte større Priis paa at være bleven indkaldt til Artium og anden Examen, eller paa bedste Charakteer til juridisk Attestats, end paa sine skjønneste Digte. Ligesaa gav han gjerne Prøver paa sin mithridatiske Hukommelse ved f. Ex. at læse hele Blade op af Abraham Kalls Verdenshistorie, som hans Fader i hans trettende Aar havde ladet ham lære udenad, eller ved at læse lange Digte paa ni til ti Stropher een eneste Gang igjennem og derpaa ordret recitere dem udenad. Et Træk fra sine Studenterdage fortalte han ogsaa gjerne, hvorlunde nemlig han og afdøde Justitsraad Nimestad her af Staden, i deres Studenterdage havde udøvet den ædle Kunst paa et offentligt Sted om Morgenen at lære Adresseavisen udenad, som i de Tider rigtignok hverken var bleven saa voluminøs eller saa interessant som nu, og hvorlunde den af de To, som efter eengang at have læst den igjennem, kunde ramse den op med den største Sikkerhed var den Andens Gjæst for hele Dagen; til dens Oplæsning i omvendt Orden, var desuden en aparte Belønning knyttet. Ved saadanne Fortrin dvælede Thorarensen gjerne, ikke uden et Anstrøg af Ironi over saadanne brødløse Kunster, men kom hans Poesi paa Tale, dreiede han gjerne af, eller førte Samtalen over paa andre Digtere og Digterværker, helst de gamle Sange i Edda, Shakespeare, Oehlenschläger og Schiller, samt J. L. Heiberg, med hvis poetiske Charakteer hans egen dog ikke havde megen Lighed. Men gik han saaledes med Villie af Veien for Digternavnet, saa røbede han sig dog i mange Maader ufrivillig: naar han i sine egne Tanker gik rundt i Værelset, slog Takt paa Møblerne og med sin dybe velklingende Stemme nynnede sine Yndlingsmelodier: kung karl den unge hjelta, Rousseaus Drøm, og en gammel islandsk Folkemelodi, hvorunder flere af hans egne Sange ere digtede, — naar han med et fugtigt Øie og glødende Kind talte om Historiens store Mænd, og knapt kunde holde Talen fra at falde i Rhytmer (Heu mihi, quid dixi, nescio versus erat), og naar endelig et Impromptu uvilkaarlig undslap ham, saa havde man deri et nok saa godt Beviis paa Digteren, som det, lange Selvbeundringstaler og Digtoplæsninger kunne afgive.

        Som Selskabsbroder var han lystig og underholdende og ingen Foragter af Bacchi Gaver. Hans Munterhed grændsede da undertiden til Overgivenhed, men denne var saa begeistret, at den rev alle Tilstedeværende hen. Dog var han undertiden paa gammel nordisk Viis noget støiende og vilde gjerne beherske Samtalen. Til andre Tider var han mørk og mismodig, fornemmelig tog det til hos ham med Alderen. Og hvor passede ikke hans Ydre til et saadant Indre; hvor mangt et Vintereventyr fortalte ikke dette lyse Øie, hvori hele hans vulkanske Natur flammede, og hvor mangen Skjærsommerdrøm laae der ikke tillige i dette fugtige Blik; naar man saae hans halvsmertelige, halvsarkastiske Smiil, naar man betragtede hele dette besynderlige Ansigt, hvorpaa Sorg og Begeistring og alle Livets Magter havde ristet deres Runer, saa kunde man ikke lade være at anvende paa ham selv, hvad han i et Sørgedigt over en Ungdomsven har skrevet:

        „Ingen det undre, at sælsomme Qviste skyde op af en Jordbund, hvor nede ulmer Harmlue, og som foroven er vandet med Taarers Ildregn.“

        Med ikke mindre Ret kan man anvende samme Sørgedigts sidste Vers paa ham selv:

        „Og du som flyder sovende med Livets Strøm til Dødens Munding, last ikke Laxen, som kjæmper stærkt mod Strømmen og klattrer op ad Fossen.“

        Thi han svømmede selv i Livet mod Strømmen; havde han fulgt mere med den, vilde han udentvivl have sparet sig endeel af af de Ubehageligheder, som for en ømfindtlig Natur kunne have en utaalelig Braad, og som ikke lidet bidrog til at forkorte hans Liv, der endte paa en hans fyrige Aand og rastløse Liv tilsvarende Maade, pludselig ved Slagflod.

        Forresten var han en besynderlig Blanding af den ideale Digternatur og den ivrige Embedsmand; disse to Sider krydsede hinanden endog paa en curiøs Maade, thi ligesom han selv i prosaiske Ting som t. Ex. i sin Embedspraksis undertiden stræbte at gjøre sine poetiske Anskuelser gjeldende, saaledes vare hans Yttringer om poetiske Gjenstande undertiden ikke frie for et prosaisk Anstrøg, hvis Naivetet dog viste, at det mere var Følgen af hans ydre Forhold, end begrundet i hans Personlighed, thi selv saadanne Yttringer indklædte han i Billeder. I et Brev, hvori der er Tale om en ung Landsmand, som istedetfor at studere Lovkyndigheden, gav sig af med Poesi, skriver han blandt Andet: „Jeg anseer det for et slemt Tegn, naar unge Studenter begynde at skrive Vers, førend de have taget deres Attestats, det er ligesom hvis Blomstens Knop begyndte at udfolde sig, førend Stilken var moden.“ Fremdeles taler han meget digterisk om unge Mænds Pligter imod Fædrelandet, men slutter med følgende Citat af Ovid:

og flere lignende Yttringer, som saa mærkværdig stak af imod hans begeistrede, ja næsten excentriske Personlighed.

        Men dette var ikke hans eneste Kontrast; som mange store Lyrikere var han fuld af Modsætninger, thi den samme Thorarensen som til sine Tider var lutter Poesi, skammede sig til andre Tider ved Musens Bekjendtskab, og den Samme som idag skrev den reneste, meest uraniske Erotik, skrev imorgen Nidviser om sine Fjender.

        Som Digter hører han til de energiske Lyrikere, hvis glimrende Phantasi og Følelsesinderlighed stundom løber af med Smag og Forstand, han er en af de poetiske Kæmper, hvem det ikke kan nytte en smaalig Æsthetik Noget at foreskrive Regler, thi de hugge igjennem alle Parader, og gjøre med Geniets Urkraft selv Uregelmæssigheder til Skjønhed og Originalitet, saa at det, som hos de middelmaadige Poeter vilde vække Mishag, hos hine kommer tilsyne som end større Tegn paa Begeistringens Flugt, paa Mandens Ligegyldighed for det Ydre, der i Inspirationens Fylde ikke giver sig Tid til at belægge sine Ord. Det følger derfor af sig selv, at Thorarensens Poesi maa henføres til den ophøiede (erhabene) ikke den harmonisk skjønne Digtning, thi hans alvorlige Digte streife altid over paa det Dithyrambiske, hans lystige, t. Ex. hans Epigrammer paa sin Tjener Claus², over paa det Groteske, men dette staaer i nøie Forbindelse med den nordiske Charakteer, med hans Fædrelands Natur og hans Folks Nationalitet. Enhver, som kjender Edda og de gamle Sagaer, maa tilstaae, at den oldnordiske Litteratur er en vigtig Kilde til det Ophøiedes Studium. Billedernes Storhed, Følelsens Inderlighed, Charakterernes ishvilende Fasthed og Energi, Personlighedernes stoiske Selvfornægtelse, dæmoniske Indesluttethed og ubøielige Stolthed, findes knapt andre Steder saa bestemt udprægede som der. Man vil indvende, at den negative Side vender for meget ud, men hvor meget Ophøiet er der ikke i Blodhævnens standhaftige Inderlighed, der jo desuden peger tilbage paa Troskab i Venskab og Kjærlighed, hvor meget Stort ligger der ikke til Grund for den individuelle Trods, som nok kan briste, men ikke bøies, og den Følelsens Tilbageholdenhed, som det nervøse Føleri nok lægger ud som Sløvhedens Phlegma, men som for den sunde Betragtning netop vil vise sig som et ufeilbart Tegn paa det dybe og mandige Gemyt, der ikke finder nogen Tilfredsstillelse i sentimentalt Ordgyderi, delikate Besvimelser og følelsesfulde Krampeslag, men som indesluttet i sig selv, ligesom den sneeklædte Vulkan,

udvendig er koldt og roligt, medens det koger og syder inde. Saaledes er Literaturen, saaledes er den Edda, for hvis dybe og ophøiede Poesi Oehlenschläger har givet de bedste Beviser i „Nordens Guder“, saaledes ere Sagaerne, i hvis Kraft og Inderlighed selv de sydlige Nationer, som t. Ex. Franskmændene, have kunnet finde saa stort Behag, saaledes er det melancholske Land, hvis kolossale Fjelde, uoverstigelige Heder, skummende Bjergfloder og gabende Fjeldkløfter, saa ophøiede de end kunne være for Øiet, dog ere et nedtrykkende Beviis paa Naturens Herredømme over Mennesket. Saaledes er endelig Nationaliteten; vel ere vi af mange Grunde blevne forkuede og ufrie, men i Folkecharakterens Grund hviler dog endnu noget Stort, eller maa ikke den Resignation i Livets Besværligheder og den Standhaftighed i den evige Kamp med Naturen, som Ingen endnu har nægtet os, maa ikke den Trofasthed saavel imod Ven som Fjende, der Gud skee Lov dog endnu findes iblandt os, regnes dertil?

        I samme Stil er nu Thorarensens Poesi, Fjeldet har laant den sin Høihed, Fossen sin Energi, Vulkanen sin Ild og Sneen sin Reenhed; Stjernehimlens Kydskhed aander i nogle af hans Elskovsdigte, saa fuldkomment er alt Sandseligt holdt borte derfra, i andre spiller en næsten sydlig Naivetet. Hans patriotiske Digte ere alle i en kraftig Dur, de hengive sig ikke til blødagtige Klager og forsvinde ikke i det Forbigangnes Taage som Ossian; de lade det Nærværende skee sin fulde Ret og smelte ikke hen i en ørkesløs og ordrig Pessimisme. Hans satiriske Digte og hans fortræffelige Nidviser, som desværre ere for lokale og personlige til at jeg kan give nogen Prøve deraf, ere saa bittre, bidende og sarkastiske, som det selv for den nordiske Hypochondri er muligt at gjøre dem.

        Med Hensyn til følgende Prøver af hans Digte, maa jeg beklage at Originalens Versemaal paa Grund af sin Eiendommelighed og Sammenhæng med det islandske Sprogs Natur, umuligt kan vedligeholdes undtagen i det ene Digt, som har til Overskrift „Eet Kys endnu“.