Nu er jeg træt og mødig,
Og Dagen er forbi,
Kom sæt Dig ved min Side
Min venlige Mari,
Kom sæt Dig ved min Side,
Nej sæt Dig på mit Knæ,
Mit Hjertes Tanker blide
Dem skal Du give Læ.
Lad nu kun Munden løbe,
Tal nu kun lystig væk, —
Mit Hjerte vil jeg døbe
I denne Forårsbæk;
Slå op Din friske Latter,
Den vejrer Tyngslen hen;
Du Glædens lille Datter
Gør mig til Barn igen!
Du sér på mig så stille,
På mig, den voksne Mand,
Der nu hos Dig Du lille
Vil hente lidt Forstand;
Og mens Du sådan hæfter
På mig Dit store Blik,
Hvad Hjertet længtes efter,
Så rigelig jeg fik. —
I dette klare Øje,
Som i en kølig Elv,
Jeg sænker helt mit Hjerte
Og bliver helt mig selv.
I dette klare Øje,
Som venligt til mig ler —
Det er, som fra det høje
Vorherre på mig sér.