Du hvide Julerose,
Som står i den kolde Sne,
Så ofte jeg får Dig at se,
Det er, som vilde jeg græde,
Og dog som måtte jeg le.
I Vinternatten, den mørke,
Du står i Din blege Dragt,
Hvor Dine Søstre blev lagt;
Men noget hvisker herinde,
Du er med Våren i Pagt.
O Barn af Håb og Erindring,
Dig ligner min simple Sang,
Halvt er den en Efterklang —
Og dog jeg synes, den varsler,
At Våren vil komme en Gang.