Din lille Søster sagde: »Fy
Hvor kunde sligt Du falde på?
Hvad skal de rosenrøde Bånd,
Du bær’ jo ellers blå?
De passer ikke til Dit Hår,
Det véd Du også meget godt —
Og jeg, som var så god igår
At købe Dig et blåt.« —
Jeg burde vistnok blevet vred
Ved denne altfor raske Dom,
Hvormed hun kritiserte Dig,
Der er så god og from,
Men hendes Ord lød som et Digt,
Så dejligt, så forunderligt,
Jeg blev så glad, så sjæleglad
Som Fuglen, når den varme Sol
Udfolder Vårens Blad.
Så bærer Du dem ellers ej —
Men kære tog dem på i Dag,
Og trodsede de andres Smag,
Og toned Kærlighedens Flag,
Fordi Du vented mig?
O, Himlens Farve sikkert nok
Sig passer for din lyse Lok;
Men aldrig jeg så smuk dig så
Som med det rosenrøde på.