Da Aftensolen sænked sig
Fjernt bag de dunkle Skove,
På Kæmpens Høj jeg bænked mig
Ved Søens blanke Vove,
Og tåretynget fløj mit Blik
Ud over Havets Vande,
Did, hvor min Barndoms Vugge gik
På Sønderjyllands Strande.
Da sjunged jeg min Sorrig ud
I Jægerhornets Toner,
De svæved som et Suk til Gud
Igennem Bøgens Kroner,
Så klagende de døde hen
For køle Aftenvinde,
Da vaktes ligesom igen
Den gamle Gravhøjs Minde.
Og tusindfoldig Atterklang
Fra alle Sider runged,
Ret som om Bølge, Skov og Vang
Et Heltedrapa sjunged;
Og ligesom af Hornet vakt,
Som fatted de min Klage,
Jeg skued Højens Kæmpemagt
Frem for min Tanke drage.
Og mod mit Øre lød en Røst:
»Følg danske Mænd os efter,
Nær Kraften i jert eget Bryst
Stol ej på andres Kræfter;
Elsk Fædrelandet så som vi,
Ær Eders store Minder,
Og vi vil skjulte stå jer bi,
Når Kampens Stund oprinder.«
Da tænkte jeg: »Ja lad os selv
Først øve vore Kræfter,
Da vokser Bækken til en Elv,
Da hjælper Gud nok efter;
Thi Nordens Kærne den er sund,
Om end den gemtes længe,
Og Spirekraften vakt af Blund
Kan hårde Skaller sprænge.«