Jeg véd et Hjem så hyggeligt og stille,
Omskygget smukt af Kærlighed og Fred,
Og derfor tidt jeg Lyren gribe vilde
Og synge lidt om dette kære Sted,
Men ængstelig jeg ventet har så længe,
Thi ak jeg famler end på Lyrens Strænge.
Dér sad jeg tidt saa inderlig fornøjet
I Aftenrødens sidste Purpurglands,
Og dérfra tidt til Himlen søgte Øjet,
At drømme lidt iblandt dens Stjernekrands,
Mens Luna svøbt i Stråleklæder hvide
Sit Sølverlys lod over Søen glide.
I Lænestolen bag det friske grønne,
Halvt dysset ind af Blomsters milde Duft,
Jeg sad og lyttede til Toner skønne,
Som blidt sig vugged i den stille Luft,
De klang så talende, så kærligtømme,
Som om de genfortalte Hjertets Drømme.
Og tidt til Strengelegens Harmonier
Sig slutted kære Stemmers bløde Klang,
Og smukt i Kor på skønne Melodier
Let svæved hen en dejlig Aftensang;
Og disse Toner alvorsfulde, milde
Tidt bragte Vemodstårer til at trille.
Og Alvorsordene, der til mig løde,
De trængte blidt sig i mit Hjerte ind;
De bragte Liv og Lys på Toner bløde
Og gøde Balsom i det syge Sind.
Jeg dybt bevæget hørte Hjertet banke,
Og salig Fred betog min hele Tanke.
Det var som lytted jeg til Engles Stemme,
Der vinked mig til Salighedens Kyst,
Der mig et Øjeblik lod Jorden glemme
Og gjorde Hjertet glæderigt og lyst,
Der viste mig den sande Vej herneden,
Som går til Hjertets Fred og Livets Eden.
Jeg studsede ved Himlens Stjernehære,
Så svag og ringe følte sig min Ånd;
Jeg anede, hvor stor Han måtte være,
Som styrer —Verden med sin Herskerhånd,
Som styrer Verden, og hvis Faderhjerte
Dog bøjer sig til Barnets mindste Smerte.
Og derfor dette Hjem så højt jeg skatter,
Og tidt i Mørkningen jeg går derhen,
Til Sangens Alvorsord at lytte atter,
At vugge mig i Harmoni igen,
For glad at nære Hjertets Altarlue
Med Øjet vendt mod Himlens Stjernebue.
Og når en Gang sig rejse Storme vilde.
Når fjernt herfra min Himmel bliver mørk,
Da vil ved Mindets evigrige Kilde
Jeg bringe Liv i Sorgens triste Ork,
Og disse Toner alvorsfulde milde
En Drik af Livets Væld mig række ville.