Fuldt som Malm i Klokkers Klang,
fint som Sus af Psyches Vinger,
formed sig hans Skabertrang
i det Væld, som til os klinger.
Hjertets Højhed, Aåndens Flugt,
Viddets Tugt han føjed sammen,
Vaarens Blomst og moden Frugt,
Arnens Ild og Alterflammen.
Han var Tænker, mer dog Mand,
Alvor præged Skjaldens Virke,
fra det onde vandt han Land
og bar Sten til Lysets Kirke;
hvad han satte os til Maal,
da vort Flag hang floromvundet
var jo: „Mænd med Viljens Staal,
Kvinder, fromt til Arnen bundet.”
Hejs da Flaget højt paa Stang,
ham til Ære, ham til Minde!
Lad den klinge ud hans Sang
og faa Genlyd dybt herinde,
bære Ved til Hjertets Baal,
til hver Trold er brat forsvundet,
og det kendes som vort Maal:
„Alt det tabte atter vundet!”