Sne, kun Sne, saa langt mit Øje naar,
Sne, som Vinden hvirvled op i Skanser,
som en mægtig Riskost Bøgen staar,
og paa Bækken tynger Isens Panser.
Ej et Straa af hele Somrens Bed,
ingen Fugl — nej ikke én, som synger —
i et Taagehav gaar Solen ned,
som et Isbjærg Ensomheden tynger.
Tys dog, tys! Hør Klokkernes Musik
fra vor Landsbykirke i det fjerne!
Se dog, se paa Himlen som et Blik,
som et Barneblik, den første Stjerne.
„Aldrig ene!” — med en trofast Røst
bæver det i Aftenklokkens Sange.
„Aldrig ene!” smiler Stjernen lyst,
„du er aldrig ene, vær ej bange!”
Der er én, som følger dine Fjed,
én som kærligt vandrer ved din Side,
breder sine Vinger ud med Fred,
det er Fredens Engel selv, den blide.
Fuglen dyssed venligt han til Ro,
alle Blomster fik han til at blunde,
de kan trænge til det, maa du tro,
Fugl og Blomst, ja selv de høje Lunde.
Selv du trænger til at hvile ud, —
vil du synge — synge, saa det klinger,
vil du gro som Vaarens friske Skud,
hvil da først bag Englens hvide Vinger.